Aftenrøden

To nye vindmølleparker er ved at tage form, én mod syd og én mod nord. Det er mit mareridt, at en vindmølle bliver sat op klods op af vores hus, for hvad skal vi så gøre? Men sådan blev det ikke denne gang. Vi bor lige akkurat på den anden side af den usynlige grænse, og vi har ikke haft besøg af de dér personer fra hovedstaden, der kommer for at informere om, hvad de vil tilbyde at købe ens hus for.

Men det har de i den sydlige del af vores lille landsby. Og mon ikke de fleste har accepteret, at deres liv i Alminde er forbi. Så bliver halvdelen af vores lille landsby jævnet med jorden. Jeg lever med vindmøllerne, men tanken om, at vores lille landsby halvvejs forsvinder, den giver mig et stik i hjertet.

Det var ikke planen.

Min skole har været lukningstruet igennem masser af år. Det er sådan en særlig mentalitet man skal have for at være ansat sådan et sted, det kræver mod. For øjeblikket er det mere vemodigt end det har været længe, dommedagsstemningen er igen ved at indfinde sig, den svæver over os. For hvad sker der efter kommunalvalget?

Vi siger farvel til elever, til kollegaer, til vores leder, som har været leder på skolen i 10 år. Så bliver alle elever, der skal have støtte, visiteret til andre skoler, og det er en stor andel af vores elever. Så får vi en leder, der samtidig skal være leder på en anden skole. Forældrene sår tvivl om vores arbejde, peger fingre af vores fejl både af de reelle og af de opdigtede. Og hvis ikke forældrene er glade for skolen, kan det hele så ikke være lige meget?

Jeg vil kæmpe for min skole til det sidste, for jeg ved, det er en god skole. Jeg har idéer til, hvordan den kan spille en vigtig rolle i kommunens samlede folkeskolepakke. Jeg lader mine børn blive på skolen til det måske en dag er afgjort, at den skal lukke. For indtil da er den netop ikke lukket, og man ved aldrig, hvornår det sker, og jeg vil ikke flytte mine børn fem år for tidligt, og måske sker det aldrig, måske overlever den som den er eller i en ny form.

Men jeg ser mig i spejlet hver dag og forbereder mig på et nyt liv, forbereder mig på at bevæge mig videre. For selvom min landsby og min skole lukker og slukker, så står jeg stadig dér, tilbage, i min bedste alder, klar til de udfordringer, der måtte komme, med en familie jeg holder af, med et hus jeg holder af. Med lædertaske, lyseblå bomuldsskjorter, jeans og brune Duckfeet. Med veganske kogebøger, med Marie Louises blog, med et medlemsskab af Danmarks Lærerforening og Foreningen Praktisk Økologi. Jeg vil stadig være mig, også selvom jeg ikke er lærer på en lille bitte skole langt ude på landet og selvom jeg pludselig bor… på en mark…

Oktober

IMG_8290

Det var en dejlig efterårsdag i Alminde. Signe hjælper Margrethe med overtøjet, de skal en tur i haven.

IMG_8230

Mens vi har været bortrejst er indkørslen blevet dækket af blade.

IMG_8264

Det samme er gårdhaven.

IMG_8258

Både klatrehortensiaen og morbærtræet har fået gule blade.

IMG_8257

Gavlen af laden fra og med i år med tre fuglehuse.

IMG_8238

Et par æbler er faldet ned fra æbletræet, som vi har arvet, de smager godt, æblerne, vi ved ikke, hvad det er for nogen.

IMG_8243

I år har vi malet havestuen, havelågerne og leddet. Leddet har fået en ny farve, det var hvidt, nu er det grønt. Der er ingen valnødder at høste i år, ej heller kvæder.

IMG_8236

Høstasters blomstrede længe, de er mine favoritblomster i staudebedet. Nu synger de på sidste vers.

IMG_8237

Den vestlige del af haven med udsigt mod lindetræerne i indkørslen. Snart kan man ane vindmøller i det fjerne bag lindetræerne, en ny vindmøllepark syd for Alminde er på vej.

IMG_8289

På vej ind tager jeg et billede af vores navneskilt, som vi købte i Skenkelsø nord for Ølstykke i 2010.

Ledig stilling

Hvis du kender en lærer, der drømmer om at flytte på landet, så er der en ledig stilling på min skole. Her på det sydvestlige Lolland, hvor jeg bor, her kan man som folkeskolelærer forsørge sin mand plus tre børn og bo stateligt i et smukt gammelt hus med have, det gør jeg. Skolen er en lille landsbyskole. Hovedbygningen er fra 1950’erne, den er ikke så ny, som den var engang. Børnehave, SFO og skole er samlet under ét tag. Sådan noget som leder og pedel, det har vi kun et par dage om ugen. Børnene har alle slags problemer, man kommer hurtigt til at holde af dem, medmindre altså man synes, at børn skal være normale og velfriserede.

Jeg har indsat et link til stillingsannoncen. Og så vil jeg bare lige sige, at man ikke skal lade sig distrahere af billedet, der ledsager stillingsannoncen, det er et pænt luftfoto af Nakskov Havn. Man kan ikke se Dannemare på billedet.

Se stillingsannonce her

Arbejdstid

Der er sådan et par emner under den overordnede overskrift arbejdstid, som jeg længe har ønsket at skrive om. For det første dette emne: Fritid. Jo mere arbejdstid, jo mindre fritid.

Jeg har opgivet det dér med fritid, tanken om, at jeg har et liv ved siden af mit liv som lærer, det har jeg ikke. Det er selvfølgelig ikke helt rigtigt, men det er heller ikke helt forkert.

Jeg har prøvet at gå til noget, jeg har prøvet at gå til kor, det fungerede ikke, det foregår om aftenen. Nogle aftener kan jeg godt holde mig vågen til klokken 22, men så er der alle de andre aftener, og det er ikke noget, jeg selv planlægger, altså hvornår der kommer en aften, hvor jeg kan holde mig vågen til klokken 22. De dukker op her og der.

Jeg har prøvet at skrive, jeg elsker at skrive, og det er så smart, det kan man gøre hvor som helst og når som helst. Det går an med løsrevne blogindlæg. Men det er frustrerende for mig at tage hul på en kreativ proces, som jeg er nødt til at afbryde igen og igen, det er lidt ligesom, ja, hvad kan man sammenligne det med, tænke, tænke, afbrudt samleje, nej, måske snarere afbrudt chokoladespisning, hvis man forestiller sig, at én vifter med en Bounty Bar, og så bagefter fjerner Bounty Baren, så ville man ønske, man ikke havde fået den Bounty Bar på hjernen, at det dér vifteri ikke havde fundet sted.

Ved at opgive forestillingen om fritid har jeg fundet mere ro i hverdagen. Så går dagene med arbejde og med restitution. Min mand tager sig af madlavning og tøjvask, størstedelen af det huslige arbejde, som foregår på hverdage, jeg går tidligt i seng, måske ser jeg en kærlighedsfilm, mens jeg putter under dynen, for øjeblikket ser jeg 5. sæson af House of Cards. I weekenden rydder jeg op, gør rent, bager boghvedebrød, rumsterer lidt rundt.

Så er der dette emne: Kreativitet. Altså min leder har sagt, at han vil vide, præcis hvornår jeg arbejder og ikke arbejder, at jeg ikke må arbejde efter 17 uden hans godkendelse. Det er det dér med, hvornår man beskytter sine medarbejdere ved at fastlåse dem, og hvornår man skader sine medarbejdere ved at fastlåse dem.

Nogle gange vågner jeg om natten. Og egentlig er det ikke underligt, jeg sover meget. Men så får jeg sådan en umanerlig trang til at arbejde. Altså til at udfolde mig kreativt, og det er noget, jeg efterhånden kun gør gennem mit arbejde, fordi jeg ikke har et liv ved siden af mit arbejdsliv. Hvis en billedkunster vågner om natten og går i gang med at male, er der så noget forkert ved det?

På den ene side har jeg et arbejde, der haps tager så meget af min tid og af min energi, at jeg har opgivet forestillingen om fritid og om et liv ved siden af mit arbejdsliv. Og på den anden side, så må jeg ikke arbejde, når jeg har lyst og er inspireret til det, for jeg må kun arbejde på bestemte tidspunkter.

Kunne man spole lidt tilbage? Anerkende det kreative element i mit arbejdsliv og undgå at fastlåse mig, så jeg bremses i at udfolde mig kreativt gennem mit arbejde?

En søndag i maj

Tag min hånd, ny version af 1. afsnit. (Jeg prøver igen forfra, jeg tilpasser løbende min disposition.)

Vi blev gift i Kappel Kirke den 1. september 2007. Han havde sit mørkebrune jakkesæt af fløjl på og sin lyserøde skjorte. Min mor havde lavet bryllupskage i fire etager og pyntet den med roser og efeuranker. Min far slog på gongongen og bød gæsterne velkommen til bryllupsfest i præstegårdshaven med kroketturnering og helstegt lam.

Vi mødte hinanden en søndag i maj tre år tidligere, han var 33, og jeg var 26. Vi var studerende, vi boede i København. Det var en solskinsdag. Vi gik på café, hvor vi drak kaffe, så vandrede vi rundt i Kongens Have og i Østre Anlæg, så blev jeg sulten, og han gav mig en ostemad og et æble, så gik vi på café, igen, hvor vi drak øl, til sidst, da var klokken blevet mange, drak vi te i min etværelseslejlighed med alkove.

Vi mødte hinanden, og så gik vi i gang med at snakke, vi startede fra en ende af. Mon ikke han fortalte om sine rejser til Indien. Vi har talt sammen hver dag lige siden. Jeg var til sølvbryllup i Toscana, hvor én meget smukt sagde om sølvbrudeparret, at deres samtale startede den dag, de mødte hinanden, og har stået på siden. Man kan sige en masse om kærlighed, hvad kærlighed er. Den dér lyst til at tale sammen, det er én slags kærlighed, og på den lange bane er den ofte stærkere end den erotiske kærlighed.

I filmen Before Sunlight møder amerikanske Jesse og franske Céline hinanden i et tog, som er på vej igennem Østrig. De møder hinanden ved et tilfælde, og de falder i snak, og sød musik opstår, og selvom Céline egentlig var på vej til Paris, så står hun af toget i Wien. Jesse og Céline vandrer sammen rundt i centrum af Wien, indtil Jesse den følgende morgen flyver hjem til USA.

Indrømmet, der er enkelte afvigelser, hvis man sammenligner den ene historie med den anden sådan udover, at den ene er fiktiv og foregår i Wien, mens den anden er virkelig og foregår i København. Skelettet er det samme, mand og kvinde møder hinanden og falder i snak og bliver ved med at snakke, mens de vandrer rundt i en europæisk hovedstad, dag bliver til aften bliver til nat, og hen imod slutningen af historien er der antydningen af noget seksuelt.

Jesse og Céline skilles, da solen står op. De mødes først igen 9 år senere, og det er i en anden film, den hedder Before Sunset. Vi skiltes også, da solen stod op, men det var kun kortvarigt. Han skulle mødes med en håndværker på vegne af sin søster i en lejlighed i Julius Thomsens Gade.

Jesse og Céline møder hinanden ved et tilfælde. Det gjorde vi ikke. Det var et tilfælde, at vi stødte på hinanden 1. maj i Fælledparken. Men han var fuld, og han kan ikke huske noget fra den dag, i hvert fald ikke noget, der har med mig at gøre. Det kan jeg, vi faldt i snak, vi talte om Eberhard Harbsmeier. Det var sådan noget, jeg kunne på det tidspunkt i mit liv, lire en masse teologiske forfatteres navne af i sammenhæng med titlerne på deres bøger.

Det var også et tilfælde, at vi stødte på hinanden igen en uge senere, det var til en gudstjeneste i Vor Frue Kirke. Han genkendte mig ikke, det er klart, men jeg genkendte ham. Vi talte ikke sammen. Og så sad jeg bagefter dér i min etværelseslejlighed med alkove. Og vidste det godt, at det gælder om at slå til, når man har chancen. Hvad nu, jeg havde hverken hans rigtige navn, hans telefonnummer eller hans adresse.

Jeg besluttede at lægge mig på lur, en klassiker. Mon ikke han én eller anden dag vendte tilbage til Vor Frue Kirke til gudstjeneste. Og tænk sig, det gjorde han. Jeg spurgte ham, om han havde lyst til at drikke en kop kaffe med mig, endnu en klassiker, ja, det havde han.

Integritet

Jeg er nået dertil i mit liv som blogger, at overskrifter er taget, dette blogindlæg skulle have heddet Mesterlære, men jeg har allerede skrevet et blogindlæg med den overskrift. Integritet er også en bedre overskrift.

Mit blogindlæg handler ikke om at holde fast i sin integritet ved at være skeptisk overfor råd og vejledning fra professionelle meningsdannere der per definition ved alting om alt eller gør de? Det handler om at holde fast i sin integritet ved at være skeptisk overfor råd og vejledning fra den store hob af teoretikere.

Det er sådan et tema, som jeg vender tilbage til igen og igen, åbenbart et vigtigt tema i mit liv.

Mesterlære er ikke så udbredt en måde at lære på indenfor mit fag, lærerfaget. Man lærer at blive en lærer ved at læse i bøger om, hvordan man skal gøre og ved at blive undervist af nogle, der har læst i rigtig mange bøger om, hvordan man skal gøre.

Når det ikke fungerer, når kaos opstår, når tårerne triller, når man rækker hånden ud og beder om hjælp, hvad sker der så, så bliver en teoretiker tilkaldt. Sådan én der har læst i rigtig mange bøger om, hvordan man skal gøre.

Til min sidste medarbejdersamtale sagde jeg til min leder, at jeg fremover gerne vil have en bisidder med, når jeg skal mødes med PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning). Det er min omvendte strategi, jeg viser min overlegne styrke ved at stå ved, hvad man kan kalde for min svage side. I virkeligheden er det ikke min svage side, det er min stærke side, at jeg ikke i det lange løb finder mig i dårlig behandling i form af dårlig vejledning.

Som forventet svarede min leder noget i retning af, at man som professionel skal være i stand til at tage imod kritik. Hvad skulle hun ellers sige? Det var det politisk korrekte svar, eller var det?

Jeg tager gerne imod kritik, men det skal være fra en mester. Tænk sig, hvis min arbejdsplads i sandhed ønskede, jeg skulle blive bedre til mit arbejde og derfor gav mig et år i mesterlære hos en lærer, der var dygtigere end mig.

Man tager ikke imod råd om havedyrkning fra en person, der har læst i rigtig mange bøger om havedyrkning, læsning i bøger kvalificerer ikke én til at give gode råd. De fleste af os, der dyrker have, læser i bøger om havedyrkning, det som kendetegner en mester er dygtighed.

Dygtighed erhverves ved en kombination af indsamling af viden og øvelse. 5 års øvelse tæller ikke ret meget blandt havedyrkere og burde heller ikke gøre det blandt lærere. Hvis man skal lære andre at dyrke have bør man have 20 års øvelse, i hvert fald hvis man skal lære nogen noget, som selv har dyrket have i mere end 10 år. Jeg har arbejdet som lærer i den danske folkeskole i 13 år.

En mester med sandet jord kan desuden have svært ved at give en lærling med leret jord en god vejledning. Længere nede af vejen bor en mester udi havedyrkning, men han er ikke økolog, hvor mange af hans tricks til at få planterne til at gro kan jeg egentlig bruge?

Det er kompliceret, det dér med at lære noget, og på samme tid rørende enkelt, hvis blot man følger frivillighedens princip, hvis jeg selv vælger, hvem jeg vil lære noget af, i stedet for at andre vælger for mig.

Mine elever har ikke valgt mig. Men gid det var sådan, at børnene i samråd med deres forældre selv valgte deres lærere, måske ville jeg blive et tilløbsstykke, måske ville jeg blive arbejdsløs, hvem ved.

Jeg har set et forklæde, hvor der står: Your Opinion is not part of the Recipe! Jeg ønsker mig et forklæde, hvor der står: Hold kæft når jeg laver mad! Og sweatshirts jeg kan have på, når jeg er på arbejde, hvor der står: Jeg tager gerne imod vejledning fra knalddygtige lærere. Eller hvad med dette slogan, det er måske lidt langt i det: Er du en knalddygtig lærer, der har undervist almindelige folkeskoleklasser igennem de sidste 20 år, så giv mig gerne kritik, ellers vil jeg møde dig med en sund skepsis, det vil desuden være en fordel, hvis du har erfaring med undervisning i musik.

Min opskriftssamling

Jeg holder meget af opskriftsbøger, så meget at jeg i årevis havde det som mit koncept, at mine opskrifter var i mine opskriftsbøger, punktum. Jeg tog bøgerne med mig i køkkenet, når jeg skulle lave mad. Jeg skrev mine køkkennoter med min sirligste håndskrift, jeg skrev dem i margener her og der.

I juni måned sidste år besluttede jeg at skrive mine opskrifter ned og samle dem i en mappe. Det revolutionerede min madlavning. For det første gav det anledning til, at jeg i langt højere grad gør opskrifterne til mine opskrifter, jeg skriver dem om allerede før, jeg afprøver dem, herefter skriver jeg dem om løbende. Jeg tilpasser dem, så de passer til vores basislager af madvarer. Og til vores smag. Og ikke mindst til mit madlavningstemperament.

For det andet gav det mig et overblik og en målrettethed. Nu kan jeg bladre i min mappe, som kun rummer opskrifter, jeg bruger, jeg kan hurtigt afgøre, hvad min opskriftssamling mangler, hvordan den kan forbedres.

Der er fortsat madvarer i vores basislager, som ikke står anført på nogen ingredienslister i min opskriftssamling. What a mess! For eksempel hampefrø. Men jeg er blevet bedre til at erstatte bønner med bønner, så jeg får brugt nogle af alle de forskellige bønner, vi har i skabet. Det er min plan, at jeg i fremtiden ikke vil opretholde vores lager af 117, vrøvl 9, forskellige slags bønner.

IMG_7943

Min opskriftssamling

IMG_7944

I haven blomstrer margueritterne

IMG_7951

Urtehaven med persille, koriander, dild, oregano, timian, mynte

IMG_7946

Mod øst er der i år roer så langt øjet rækker