Integritet

Jeg er nået dertil i mit liv som blogger, at overskrifter er taget, dette blogindlæg skulle have heddet Mesterlære, men jeg har allerede skrevet et blogindlæg med den overskrift. Integritet er også en bedre overskrift.

Mit blogindlæg handler ikke om at holde fast i sin integritet ved at være skeptisk overfor råd og vejledning fra professionelle meningsdannere der per definition ved alting om alt eller gør de? Det handler om at holde fast i sin integritet ved at være skeptisk overfor råd og vejledning fra den store hob af teoretikere.

Det er sådan et tema, som jeg vender tilbage til igen og igen, åbenbart et vigtigt tema i mit liv.

Mesterlære er ikke så udbredt en måde at lære på indenfor mit fag, lærerfaget. Man lærer at blive en lærer ved at læse i bøger om, hvordan man skal gøre og ved at blive undervist af nogle, der har læst i rigtig mange bøger om, hvordan man skal gøre.

Når det ikke fungerer, når kaos opstår, når tårerne triller, når man rækker hånden ud og beder om hjælp, hvad sker der så, så bliver en teoretiker tilkaldt. Sådan én der har læst i rigtig mange bøger om, hvordan man skal gøre.

Til min sidste medarbejdersamtale sagde jeg til min leder, at jeg fremover gerne vil have en bisidder med, når jeg skal mødes med PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning). Det er min omvendte strategi, jeg viser min overlegne styrke ved at stå ved, hvad man kan kalde for min svage side. I virkeligheden er det ikke min svage side, det er min stærke side, at jeg ikke i det lange løb finder mig i dårlig behandling i form af dårlig vejledning.

Som forventet svarede min leder noget i retning af, at man som professionel skal være i stand til at tage imod kritik. Hvad skulle hun ellers sige? Det var det politisk korrekte svar, eller var det?

Jeg tager gerne imod kritik, men det skal være fra en mester. Tænk sig, hvis min arbejdsplads i sandhed ønskede, jeg skulle blive bedre til mit arbejde og derfor gav mig et år i mesterlære hos en lærer, der var dygtigere end mig.

Man tager ikke imod råd om havedyrkning fra en person, der har læst i rigtig mange bøger om havedyrkning, læsning i bøger kvalificerer ikke én til at give gode råd. De fleste af os, der dyrker have, læser i bøger om havedyrkning, det som kendetegner en mester er dygtighed.

Dygtighed erhverves ved en kombination af indsamling af viden og øvelse. 5 års øvelse tæller ikke ret meget blandt havedyrkere og burde heller ikke gøre det blandt lærere. Hvis man skal lære andre at dyrke have bør man have 20 års øvelse, i hvert fald hvis man skal lære nogen noget, som selv har dyrket have i mere end 10 år. Jeg har arbejdet som lærer i den danske folkeskole i 13 år.

En mester med sandet jord kan desuden have svært ved at give en lærling med leret jord en god vejledning. Længere nede af vejen bor en mester udi havedyrkning, men han er ikke økolog, hvor mange af hans tricks til at få planterne til at gro kan jeg egentlig bruge?

Det er kompliceret, det dér med at lære noget, og på samme tid rørende enkelt, hvis blot man følger frivillighedens princip, hvis jeg selv vælger, hvem jeg vil lære noget af, i stedet for at andre vælger for mig.

Mine elever har ikke valgt mig. Men gid det var sådan, at børnene i samråd med deres forældre selv valgte deres lærere, måske ville jeg blive et tilløbsstykke, måske ville jeg blive arbejdsløs, hvem ved.

Jeg har set et forklæde, hvor der står: Your Opinion is not part of the Recipe! Jeg ønsker mig et forklæde, hvor der står: Hold kæft når jeg laver mad! Og sweatshirts jeg kan have på, når jeg er på arbejde, hvor der står: Jeg tager gerne imod vejledning fra knalddygtige lærere. Eller hvad med dette slogan, det er måske lidt langt i det: Er du en knalddygtig lærer, der har undervist almindelige folkeskoleklasser igennem de sidste 20 år, så giv mig gerne kritik, ellers vil jeg møde dig med en sund skepsis, det vil desuden være en fordel, hvis du har erfaring med undervisning i musik.

Min opskriftssamling

Jeg holder meget af opskriftsbøger, så meget at jeg i årevis havde det som mit koncept, at mine opskrifter var i mine opskriftsbøger, punktum. Jeg tog bøgerne med mig i køkkenet, når jeg skulle lave mad. Jeg skrev mine køkkennoter med min sirligste håndskrift, jeg skrev dem i margener her og der.

I juni måned sidste år besluttede jeg at skrive mine opskrifter ned og samle dem i en mappe. Det revolutionerede min madlavning. For det første gav det anledning til, at jeg i langt højere grad gør opskrifterne til mine opskrifter, jeg skriver dem om allerede før, jeg afprøver dem, herefter skriver jeg dem om løbende. Jeg tilpasser dem, så de passer til vores basislager af madvarer. Og til vores smag. Og ikke mindst til mit madlavningstemperament.

For det andet gav det mig et overblik og en målrettethed. Nu kan jeg bladre i min mappe, som kun rummer opskrifter, jeg bruger, jeg kan hurtigt afgøre, hvad min opskriftssamling mangler, hvordan den kan forbedres.

Der er fortsat madvarer i vores basislager, som ikke står anført på nogen ingredienslister i min opskriftssamling. What a mess! For eksempel hampefrø. Men jeg er blevet bedre til at erstatte bønner med bønner, så jeg får brugt nogle af alle de forskellige bønner, vi har i skabet. Det er min plan, at jeg i fremtiden ikke vil opretholde vores lager af 117, vrøvl 9, forskellige slags bønner.

IMG_7943

Min opskriftssamling

IMG_7944

I haven blomstrer margueritterne

IMG_7951

Urtehaven med persille, koriander, dild, oregano, timian, mynte

IMG_7946

Mod øst er der i år roer så langt øjet rækker

Forårskoncert

Banke, banke på, det er forårskoncerten, jeg skal finde sted i morgen, er du klar? Min leder siger til mig: Nu skal du huske, at det er noget, du selv har valgt. Og det er jo rigtigt. Men jeg har ikke valgt timingen.

Som er virkelig dårlig i år. Koncerten skal finde sted, mens vi har tværsuge på skolen, årets fælles tværsuge, det er sådan en uge, hvor samarbejdet bliver sat på en alvorlig prøve. Hvor jeg er fuldstændig afladet, når klokken bliver to, hvor er min oplader?

Jeg havde forudset det, at det ville ødelægge mig, at jeg ville blive forvandlet til et aggressivt brokkemonster. Det er det dér med at sige nej i tide. Der er plads til forbedring dér.

Artsfæller

Tag min hånd, 3. afsnit. (Dette afsnit afløser Hvedebrødsdage som 3. afsnit.)

Vi er i begyndelsen af min fortælling, vi er ikke nået ud på handlingsbroen endnu, derude hvor man slås med trolde og drager og søuhyrer. Hvad hører til i begyndelsen af min fortælling?

Jan Kjærstad skabte et portræt af Jonas Wergeland i tre dele. Han gav den første del titlen: Forføreren. Min fortælling rummer også forførelse, og den er fortællingens naturlige udgangspunkt, i begyndelsen var forførelsen. Men hvem forførte hvem, og blev nogen ført vild?

Det var en ligesindet, jeg blev draget mod hin søndag i maj, det var en artsfælle, det sagde “klik”, vi passede sammen. Som Adam og Eva, som Barbie og Ken, som Cykelmyggen og Dansemyggen. Da Harry i en reklame for DSB går i Kort og Godt for at købe benzin, møder han Solvej, hun er ekspedient, og han falder pladask for hende, tænk sig, hun er også et tøjdyr med topmave, lange tynde arme og lange tynde ben, lækkert hår, en cylinderformet næse og en stor, bred mund.

Jeg gik i Fælledparken iført jeans og hoodie, og dér mødte jeg en mand iført jeans og hoodie. Need I say more? Øjnene var blå, håret var blondt. Vi havde dobbeltnavne uden bindestreg og studiegæld, vi havde hver vores vasketøjskurv fra Ikea, hver vores futonmadras. Han havde Jan Johanssons album Jazz på svenska og K. E. Løgstrups bog Den etiske fordring, det havde jeg også, den dag i dag har vi stadig to eksemplarer af både det ene og det andet.

Han havde valgt et traditionelt kaldsfag pæcis ligesom jeg, han skulle være præst, og jeg skulle være lærer. Vi var ikke på vej til at blive forenede i kampen om verdensherredømmet som Francis Underwood og Claire Hale, da de mødte hinanden, men vi var på vej til at blive forenede i vores kald, vi kunne forude skimte et fælles liv i en præstegård i provinsen, et virksomt og hæderligt liv. Iført jeans og hoodie.

Når man sådan går i gang med at overveje, hvad vi havde til fælles, hvor skal man så starte og slutte? Jeg mener, vi havde begge et CPR-nummer og en cykel, men er det værd at nævne? Ligeså uenige vi kan være om, hvor sofaen skal stå, bogstavelig talt, ligeså enige er vi som regel om, hvor krydset skal sættes på stemmesedlen. Vi følges ad til stemmeurnerne hver gang der er valg, kommunalvalg, folketingsvalg, Europaparlamentsvalg.

Vi var artsfæller på det politiske plan, men vi var også artsfæller på et dybere plan, man kan kalde det kærlighedsplanet. Jeg vil ikke kalde os for eksistentialister, men vores fælles opfattelse af, hvordan kærlighed opstår, har et eksistentialistisk præg. Man bliver ikke ramt af kærligheden som af et lyn fra en klar himmel, man lader den spire og gro. Man giver den gode vækstbetingelser. Hen imod afslutningen af filmen Forces of Nature siger Ben Affleck til Sandra Bullock:

I’ve always thougt there was this one perfect person for everybody in the world, and when you find that person the rest of the world just kind af magically fade away, and the two of you will be inside of this kind of protective boble. But there is no boble, or there is, but we have to make it (…) We can make choices, and we can choise to protect the people we love, and that’s what makes us who we are.

Så farvel, Sandra Bullock, det kunne have været os to, men jeg elsker min forlovede, og det er kærligheden til min forlovede jeg vælger at give gode vækstbetingelser. Sandra Bullock drager herefter afsted for at blive genforenet med sin søn, som hun har været adskilt fra i årevis.

Den kærlighed, den spirer og gror af sig selv, men har dog brug for, at vi passer på den, at vi beskytter den. Det gælder kærligheden mellem venner, kærligheden mellem forældre og deres børn og kærligheden mellem mand og kvinde.

Arvede karaktertræk

Trip, trap, træsko, jeg har tre børn, den ældste er mest pligtopfyldende, den yngste er mindst pligtopfyldende, lyder det klassisk? Måske er det kun et spørgsmål om tid, måske vil den mindste blive præcis lige så pligtopfyldende som den ældste, det vil tiden vise. Tiden vil afsløre, om der er tale om karaktertræk knyttet til deres alder, eller om der er tale om karaktertræk, som følger dem livet igennem.

Det er forunderligt, man føder nogle børn, de udvikler sig ikke ens. Tænk hvis vi kun havde ét barn, sådan et vidunderbarn med ordenssans, et barn som var intelligent, positiv, ansvarsfuld. Livet bliver mere helstøbt i takt med, at man får børn, som siger fuck og pik og tissekone, fordi de elsker at underholde, som er kræsne, som lever af ketchup, som er arbejdssky, stædige, som altid larmer.

Jeg elsker den yngstes undersøgende og afslappede forhold til nøgne kroppe, ligesom jeg elsker den ældstes bornerthed, og jeg ved, hvor det hele kommer fra, det første kommer fra min mand, det andet kommer fra mig selv. Måske tager jeg fejl, måske er det dumpet ned fra oven, måske kommer det hele samme sted fra. Karaktertræk kan være tydelige, eller de kan leve et liv i skyggen, hvor éns børn finder dem og overtager dem, glade for at have fundet den skjulte skat.

Den ældstes forsigtighed, better safe than sorry, og hans ydmyghed, det er ok, du må godt komme foran mig i køen, begge karaktertræk har pædagogerne vurderet som problematiske, alarm, alarm. Han er forsigtig og ydmyg, det går ikke. Jo, det går, siger jeg så og ranker ryggen, hans og min, der er ikke noget galt ved at være hverken forsigtig eller ydmyg. Det er ikke forførerens eller erobrerens typiske karaktertræk, I know, det kan derimod godt være opdagerens karaktertræk. Det kan være den pålidelige medborgers karaktertræk.

Min farmor med det mørke sind ægtede min farfar med det lyse sind. Hun rakte sin hånd ud, den tog min farfar og førte hende med sig ind i en anden verden. Jeg er født med en introvert åre, jeg bliver let nervøs, jeg er bornert, jeg er dårlig til at lagre faktuel viden. Jeg giftede mig med en ekstrovert mand, der fremtræder selvsikkert, han er frisindet, og han giver google baghjul. Det er ikke den rene og skære tilfældighed, at jeg giftede mig med lige netop ham.

Og det glæder mig, når jeg ser mine børn overtage nogle af hans karaktertræk. Ligesom det glæder mig, når jeg ser mine børn overtage mine egne, også dem, som jeg ikke er stolt af. For de hører med. Og rummer man dem, finder man ud af, hvad de kan bruges til, så kan de på hver deres måde bidrage positivt til et godt liv.

Befri hylden

I det østlige skel mellem have og mark er et smalt krat, hvor der vokser hassel, tjørn, mirabel og hyld.

Nederst vokser nogle lette buske, de vokser også i det vestlige skel. Bladene ligner stikkelsbærbuskens blade, og man stikker sig, hvis man kommer for tæt på buskene. Gad vide hvad det er for buske. Nederst vokser der også dansk ingefær med giftige røde bær, planten vokser mange steder i vores have, den overlever mine forsøg på at dræbe den.

Nå, men jeg har i dag været i gang med projekt: Befri hylden. Jeg vil gerne have hyldebuske i skellet, og i dag har jeg fjernet krat rundt om hyldebuskene for at give dem plads.

Men historien er ikke slut, for nu ligger der store bunker med grene i haven, og de forsvinder ikke af sig selv. Det varer sådan cirka 100 år, før de bliver til jord. Og vi må ikke brænde dem. Det er afsted til genbrugspladsen med trailer og canvasjakke.

Nye buske i haven

Sidste forår plantede jeg buske langs havestuens mure, det var rød spiræa. Jeg plantede også to hortensia, de er måske døde nu. Det var en hård første sæson med tørke både i forårs- og i sommersæsonen.

Dette forår har jeg plantet bærbuske i den afdeling af haven, som en dag skal blive til køkkenhave. Jeg har plantet en stikkelsbærbusk, en ribsbusk og en solbærbusk. Jeg har også plantet tre buksbom nord for gårdhavens mur, det er et meget skyggefuldt sted.

Sidste sommer lagde jeg blomsterfrø i staudebedet, der kom ingen spirer op af jorden. Ikke en eneste. I år så jeg på, hvad kimplanter koster på planteskolen, det var jo helt vanvittigt, for én lille kimplante skulle man betale 50 kr. Hvis så man f.eks. skal have 20 lupiner, så skal man betale 1000 kr.

Nå, jeg tog en aften en hurtig beslutning og gik i gang med – igen – at købe en masse blomsterfrø, så jeg kan så lupiner, akelejer, ærenpris, isop, margeritter, sommerasters, purpursolhat, høstanemoner. Måske en lidt for hurtig beslutning, for er det realistisk at få dem til at spire og gro og blive til flerårige stauder?