Den danske sangskat og andre skatte

Det var i juleferien, jeg fandt min gamle trikot, jeg fik pludselig øje på den, den lå i skabet på en hylde med tasker, vattæpper og soveposehylstre, den lå sammen med mit aflagte tøj såsom tøj lavet af uld, som jeg ikke tåler. Og min spejderuniform. Jeg har ikke brugt min gamle trikot i årevis, faktisk har jeg ikke brugt den i 10 år, den er blå. Den er blevet vasket mange gange, den er ikke så blød, som den var engang. Jeg stod med den i hænderne, og jeg mindedes et liv med pliés og rond de jambe, det liv er forbi, eller er det. I efteråret købte jeg en dvd, på coveret står der Holistic Ballet, det skal udtales med tysk accent.

I går fandt jeg en anden glemt skat, det var den danske sangskat, altså på cd, jeg fandt den i Kristines nodeskab, som jeg har arvet, vi kalder det medieskabet, det er fyldt med cd’er, lp’er og dvd’er.

Det var da jeg blev ældre, måske da jeg var fyldt 20, da fandt jeg ud af, at det er i orden at flytte sig, hvis man sidder på en bænk i kirken, hvor solen skinner én i øjnene. Og jeg fandt ud af, at det er i orden at lytte til lige præcis den musik, som man bedst kan lide, man behøver ikke lytte til Pink Floyd eller til Radiohead, eller noget andet smart. Hvis man bedst kan lide klassisk musik, så lytter man til det, om så andre synes, man er mærkelig, det gør ikke så meget, at de synes det.

Vi har kastet os over en opgave, som har ventet på os siden vi flyttede til Alminde, nemlig oprydning i vores fælles bogsamling. Alle de bøger, jeg havde glemt, jeg ejede. Hvilken skat.

Læseplan 2018

Svend Brinkmann: Ståsteder

Svend Brinkmann: Gå glip

Karen Blixen: Den afrikanske farm

Karen Blixen: Syv fantastiske fortællinger

Maren Uthaug: Hvor der er fugle

Virginia Woolf: Til fyret

Karl Ove Knausgård: Min kamp 1

Selma Lagerlöf: Mårbacka

Haruki Murakami: Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe

Simon Krohn: Nærmere noget – filosofien bag yoga

Gretchen Rubin: The Four Tendencies

Helen Russel: The Year of Living Danishly

Jacob Bundsgaard, Johannes Lundsfryd, Vibe Klarup: Rodskud

Katrine Frøkjær Baunvig: Romantik (Bogserien Tænkepauser)

Anne Marie Pahuus: Kærlighed (Bogserien Tænkepauser)

Fandenivoldsk

Jeg oprettede min blog i julen 2011 og begyndte at skrive blogindlæg i februar 2012. Det har aldrig været min intention at skrive et blogindlæg dagligt, men blot at skrive et blogindlæg, når jeg havde tid og lyst. Det er blevet til i alt 266 blogindlæg. Jeg skrev flest blogindlæg i 2013, hvor jeg skrev 65 blogindlæg. Og jeg skrev færrest blogindlæg i 2017, hvor jeg skrev 21 blogindlæg.

I går, på årets sidste dag, talte jeg længe med min mand om finanssektoren, om verdensøkonomiske kriser i fortid og fremtid, det var mens ilden knitrede i masseovnen. Lad os nu bare sige, at vi ønsker at frigøre os mest muligt fra finanssektorens korrumperede magt. Hvordan gør man det?

Vi kom langt omkring. Og vi landede et sted, hvor vi er landet mange gange før, vi landede ved min hverdag som lærer. Hvordan påvirker verdensøkonomiske kriser i fortid og fremtid min hverdag som lærer?

Jeg har efterhånden skrevet mange blogindlæg om mit liv som lærer, og mange af dem er vemodige blogindlæg. I 2018 fylder jeg 40 år, og jeg har i den forbindelse forsøgt at opstille nogle mål, det gjorde jeg i september 2016, jeg skrev et blogindlæg med titlen: Alder.

Hvad man ikke kan læse i det blogindlæg, men derimod i min dagbog, hvor jeg skrev den første skitse til blogindlægget, det er min første indskydelse: Jeg vil være mere fandenivoldsk. Det er nu 15 måneder siden, at jeg skrev de ord i min dagbog, og jeg har for længst taget hul på en ny dagbog. Men ordene satte sig fast.

Og her kommer så mit eget lille idékatalog til, hvordan jeg i min hverdag som lærer kan være mere fandenivoldsk, altså vende finanssektorens korrumperede magt ryggen…

  • Jeg vil opbygge større fysisk styrke og udholdenhed.
  • Jeg vil bevare fokus på min primære arbejdsopgave, som er undervisning.
  • Jeg vil starte hver ny dag med at danne mig et overblik over de opgaver, jeg er i gang med, og foretage en selvstændig vurdering af, hvordan jeg bedst bruger dagens ledige stunder.
  • Jeg vil med andre ord ikke rende rundt som et jaget dyr, men løse opgaver i god ro og orden.
  • Jeg vil minimere skriftlighed i mit daglige arbejde og italesætte, at jeg er praktiker, at mit arbejde ikke først og fremmest består i at udfærdige skriftlige redegørelser, men i at undervise.
  • Jeg vil glæde mig over det hver gang jeg har modet til at afsløre bluf og ikke mindst dumhed fremstillet som var det fornuft.
  • Jeg vil lade mit menneskesyn og min faglige indsigt danne baggrund for mine handlinger og overholde regler, hvis det giver mening for mig.
  • Jeg vil stille mig til rådighed for lokale initiativer.
  • Jeg vil læse bøger af Svend Brinkmann.

Mit liv som slave

Det er ferietid, jeg er i fuld gang med min opskriftssamling, jeg kan bruge timer, dage og uger på at rydde op i min opskriftssamling. Det er blevet sådan noget, jeg tit bruger feriedage på, at bladre i opskriftsbøger og finde opskrifter på nettet, at sammenligne opskrifter og skrive opskrifter ned.

Målet er en rutinepræget hverdag med sund og velsmagende mad. Målet er ikke at øge antallet af opskrifter i min opskriftssamling, men at rydde op blandt opskrifterne i min opskriftssamling, så min opskriftssamling rummer lige præcis de opskrifter, jeg har brug for i en travl hverdag.

Som noget nyt er jeg begyndt at skrive opskrifterne i Word og printe dem, min mand har nemlig købt en printer. Og selv om jeg elsker at skrive i hånden, så elsker jeg orden endnu højere.

Jeg ønskede mig opskriftsbøger i julegave, det var hvad jeg sådan lige hurtigt kunne finde på at ønske mig. Men egentlig ønsker jeg mig også et vaffeljern og bøger af Virginia Woolf. Min mand giver mig ikke julegaver, men i år gav han mig alligevel et par træsko, det var min bedste gave.

Nu kommer jeg til det oprindelig blogindlæg, det der lå som en kladde og manglede den sidste finish. Det som hed: Mit liv som slave. Det er knyttet til tre indtryk. Jeg har nylig læst bogen “Søren og Mette i benlås – en kritisk krønike om folkeskolen, lærerlockouten og new public management”. Og så har jeg set den britiske dystopiske film fra 2010 “Never Let Me Go”. Og så har jeg besøgt et medlem af mit lokale havenetværk.

Alle tre indtryk satte fokus på mit liv som slave. Dagene går, og de går med at arbejde som lærer i den danske folkeskole. Men er det et værdigt liv, eller er det et liv som slave?

Hver gang jeg kommer lidt på afstand af mit liv som folkeskolelærer, som nu, hvor jeg har ferie, så glæder jeg mig til at komme i gang igen, så synes jeg, jeg har verdens bedste job. Men når jeg står midt i det, så er det bare for meget, det hele. Folkeskolen bliver dag for dag et dårligere sted for børn at være. At udvikle sig, at præges. Og det bliver dag for dag et dårligere sted for mig at være.

Undervisningen forringes, og hvem tager ansvaret for det? Jeg føler, jeg snyder forældrene, at jeg lader som om, at der er styr på det. At børnene lærer mest muligt, at de udvikler sig i overensstemmelse med deres potentiale.

Jeg arbejder tæt sammen med en pædagog, som for nylig overtog undervisningen i dansk i et par måneder, mens en lærer var på barselsorlov. Hun havde en forventning om, at hun før hver lektion ville have skrevet undervisningsnoter i sådan en lille notesbog, altså ville have overvejet, hvad der skulle foregå, før hun stod i klasseværelset. Sådan blev det ikke, og hun var faktisk rystet.

Det var jeg også, altså rystet, men det var over hendes falske billede af livet som lærer. Vi har ikke bevidst forsøgt hverken at lyve eller at dække over sandheden, men hun antog noget, og hun så det ikke, hun så ikke, at hendes antagelse var forkert. Før altså den dag, hun selv blev lærer.

Jeg tror, det samme gælder forældrene, de fleste af dem. De har et billede af livet som lærer, der selvfølgelig er skabt med udgangspunkt i observationer, men også med udgangspunkt i antagelser, der ikke harmonerer med virkeligheden. Der er ikke styr på det. Dage, uger og måneder går, og jeg har stadig ikke lavet årsplaner for at tage et eksempel.

Nu kan man godt undervise uden at have en årsplan, uden i det hele taget at have en plan, men det sætter sit præg på undervisningen, at man ikke har en plan, den forringes. Min svigerindes mand refererede forleden, at så og så mange kommuner manglede en demensplan, han var forarget, han er embedsmand. Jeg tror snarere, jeg tænkte: Nå, skal man nu også have en demensplan?

Det er ikke som sådan et stort problem for mig at undervise uden en plan. Mit problem er gabet, gabet mellem på den ene side forventningerne til mit arbejde og på den anden side muligheden for at honorere forventningerne til mit arbejde. Mit problem er løgnen. Jeg foregiver, at der er styr på noget, som der ikke er styr på.

Jeg foretrækker sandhed og fornuft, sjovt nok. Og min sjæl forarmes, når jeg invilliger i at gennemføre stupide reformer, der ikke løfter folkeskolen, men forringer den, hvis det så var for at spare penge, men nej, der er slet og ret tale om misforstået godhed… Jeg mister min integritet, jeg bliver et undermenneske, der adlyder ordre fra en upersonlig overmagt.

Jeg så filmen “Never Let Me Go” i den tro, at det var en ordinær kærlighedsfilm, og det var en fed måde at se den på, det gav én nogle overraskelser undervejs.

Filmen kredser rundt om de livsfilosofiske spørgsmål som hvornår livet er værd at leve, hvad er livskvalitet? Er vi ikke i virkeligheden alle sammen slaver, og ødelægger det livets mening, livets skønhed, er livet ikke under alle forhold et mirakel? Skal man se skønheden i livet trods slaveri, eller skal man bryde lænkerne, kæmpe for sin frihed, for sin ret til at leve et værdigt liv?

Jeg besøgte et medlem af mit lokale havenetværk, og det efterlader altid et dybt indtryk på mig, når jeg i virkelighedens verden møder et menneske, der som katten på vejen sgu er sin egen. Et menneske, der har fravalgt et materielt forbrug, som slavebinder én til et slidsomt og uetisk arbejdsliv.

Jeg har gang i et projekt. Og måske er det min vej bort fra slaveriet, min vej hen imod større indflydelse på min arbejdshverdag. Jeg er blevet medarbejderrepræsentant i vores forældreråd, og fra den position har jeg i sinde at tage arbejdshandskerne på, jeg vil alliere mig med forældrene med henblik på at skabe mærkbare forandringer. Måske lykkes det…

Indtil videre har jeg ikke planer om at tage skridtet og forlade folkeskolen, det bliver ikke i 2018, det tror jeg ikke, men overenskomstforhandlinger er på vej, og hvem ved, hvad der sker, jeg har det i hvert fald i mig, lysten og viljen til at sige farvel og goodbye.

Aftenrøden

To nye vindmølleparker er ved at tage form, én mod syd og én mod nord. Det er mit mareridt, at en vindmølle bliver sat op klods op af vores hus, for hvad skal vi så gøre? Men sådan blev det ikke denne gang. Vi bor lige akkurat på den anden side af den usynlige grænse, og vi har ikke haft besøg af de dér personer fra hovedstaden, der kommer for at informere om, hvad de vil tilbyde at købe ens hus for.

Men det har de i den sydlige del af vores lille landsby. Og mon ikke de fleste har accepteret, at deres liv i Alminde er forbi. Så bliver halvdelen af vores lille landsby jævnet med jorden. Jeg lever med vindmøllerne, men tanken om, at vores lille landsby halvvejs forsvinder, den giver mig et stik i hjertet.

Det var ikke planen.

Min skole har været lukningstruet igennem masser af år. Det er sådan en særlig mentalitet man skal have for at være ansat sådan et sted, det kræver mod. For øjeblikket er det mere vemodigt end det har været længe, dommedagsstemningen er igen ved at indfinde sig, den svæver over os. For hvad sker der efter kommunalvalget?

Vi siger farvel til elever, til kollegaer, til vores leder, som har været leder på skolen i 10 år. Så bliver alle elever, der skal have støtte, visiteret til andre skoler, og det er en stor andel af vores elever. Så får vi en leder, der samtidig skal være leder på en anden skole. Forældrene sår tvivl om vores arbejde, peger fingre af vores fejl både af de reelle og af de opdigtede. Og hvis ikke forældrene er glade for skolen, kan det hele så ikke være lige meget?

Jeg vil kæmpe for min skole til det sidste, for jeg ved, det er en god skole. Jeg har idéer til, hvordan den kan spille en vigtig rolle i kommunens samlede folkeskolepakke. Jeg lader mine børn blive på skolen til det måske en dag er afgjort, at den skal lukke. For indtil da er den netop ikke lukket, og man ved aldrig, hvornår det sker, og jeg vil ikke flytte mine børn fem år for tidligt, og måske sker det aldrig, måske overlever den som den er eller i en ny form.

Men jeg ser mig i spejlet hver dag og forbereder mig på et nyt liv, forbereder mig på at bevæge mig videre. For selvom min landsby og min skole lukker og slukker, så står jeg stadig dér, tilbage, i min bedste alder, klar til de udfordringer, der måtte komme, med en familie jeg holder af, med et hus jeg holder af. Med lædertaske, lyseblå bomuldsskjorter, jeans og brune Duckfeet. Med veganske kogebøger, med Marie Louises blog, med et medlemsskab af Danmarks Lærerforening og Foreningen Praktisk Økologi. Jeg vil stadig være mig, også selvom jeg ikke er lærer på en lille bitte skole langt ude på landet og selvom jeg pludselig bor… på en mark…

Oktober

IMG_8290

Det var en dejlig efterårsdag i Alminde. Signe hjælper Margrethe med overtøjet, de skal en tur i haven.

IMG_8230

Mens vi har været bortrejst er indkørslen blevet dækket af blade.

IMG_8264

Det samme er gårdhaven.

IMG_8258

Både klatrehortensiaen og morbærtræet har fået gule blade.

IMG_8257

Gavlen af laden fra og med i år med tre fuglehuse.

IMG_8238

Et par æbler er faldet ned fra æbletræet, som vi har arvet, de smager godt, æblerne, vi ved ikke, hvad det er for nogen.

IMG_8243

I år har vi malet havestuen, havelågerne og leddet. Leddet har fået en ny farve, det var hvidt, nu er det grønt. Der er ingen valnødder at høste i år, ej heller kvæder.

IMG_8236

Høstasters blomstrede længe, de er mine favoritblomster i staudebedet. Nu synger de på sidste vers.

IMG_8237

Den vestlige del af haven med udsigt mod lindetræerne i indkørslen. Snart kan man ane vindmøller i det fjerne bag lindetræerne, en ny vindmøllepark syd for Alminde er på vej.

IMG_8289

På vej ind tager jeg et billede af vores navneskilt, som vi købte i Skenkelsø nord for Ølstykke i 2010.

Ledig stilling

Hvis du kender en lærer, der drømmer om at flytte på landet, så er der en ledig stilling på min skole. Her på det sydvestlige Lolland, hvor jeg bor, her kan man som folkeskolelærer forsørge sin mand plus tre børn og bo stateligt i et smukt gammelt hus med have, det gør jeg. Skolen er en lille landsbyskole. Hovedbygningen er fra 1950’erne, den er ikke så ny, som den var engang. Børnehave, SFO og skole er samlet under ét tag. Sådan noget som leder og pedel, det har vi kun et par dage om ugen. Børnene har alle slags problemer, man kommer hurtigt til at holde af dem, medmindre altså man synes, at børn skal være normale og velfriserede.

Jeg har indsat et link til stillingsannoncen. Og så vil jeg bare lige sige, at man ikke skal lade sig distrahere af billedet, der ledsager stillingsannoncen, det er et pænt luftfoto af Nakskov Havn. Man kan ikke se Dannemare på billedet.

Se stillingsannonce her