Konfirmation

To konfirmationer i år, nu begynder det, jeg er nået dertil i livet, hvor mine søskende har børn, der skal konfirmeres. En konfirmation i Lillerød Kirke og en konfirmation i Solrød Strandkirke, det er den sidste konfirmation, jeg gerne vil skrive lidt om, den der foregik i Solrød Strandkirke opført i 1982.

Himlen var lyseblå, løvet var lysegrønt. Det her, det havde kirkens personale prøvet mange gange før. Men sådan noget som konfirmationer bliver ikke nødvendigvis dårligere, bare fordi man har øvet sig i at gennemføre dem.

Præstens tale blev ledsaget af fotos af de kommende konfirmander i gang med konfirmationsforberedelsen. De lå på kirkebænkene og læste i Peter Madsens tegneserie om Jesus, Menneskesønnen. De havde prøvet selv at formulere trosbekendelser. Og de havde spist boller og drukket saftevand, selvfølgelig.

Og så nåede vi hen mod slutningen af præstens tale. Hvem er det nu, der bekræfter sit ja, nå jo, det er Gud, så glem alt det dér med, at man skal tro på Gud for at blive konfirmeret. Konfirmanderne fik hver et regnslag, hvorpå der stod med store bogstaver:

ALTID ALLEREDE ELSKET

Det er Peter Bastian, der har fundet på at formulere det sådan. Efter talen sang vi:

Troen er ikke en klippe midt i et stormpisket hav,  tro er at sejle trods bølger over en truende grav…

Teksten er skrevet af Jens Rosendal og melodien er komponeret af Jens Nielsen. Det er en bossanova. Midt i kirkerummet stod flyglet, og han var ikke helt elendig, ham pianisten. Faktisk står sangen slet ikke i salmebogen, det gik op for mig, da jeg kom hjem og fandt salmebogen frem. Til gengæld står den i Højskolesangbogen. Og nu også i min hjerne.

For sådan at slutte ordentligt af, så endte hele baduljen med, at et gospelkor marcherede ind i kirken, mens de sang This Little Light of Mine. Og så sang de også lige Ain’t No Mountain High Enough og Oh Happy Day.

Rodfæste

I går talte jeg med min leder, og vi er heldigvis enige om rigtig mange ting, og så er der lige lidt sådan hist og her, som vi ikke er enige om eller hvad, hvornår er en uenighed en ægte uenighed, og hvornår er der blot tale om noget overfladisk, noget der ligner uenighed, men som i virkeligheden ikke er det. Jeg har tænkt meget over, hvad han sagde, og jeg fornemmer, vi muligvis er sådan ægte uenige om mere end én ting. Og den første ting, det er mos. Er det godt at være en rullesten?

Jeg var til et foredrag engang, det handlede om omsorgssvigtede børn. Og den gode pædagog blev præsenteret som den pædagog der møder på arbejde hver dag, parkerer sin cykel det samme sted, sidder i den samme lænestol og drikker sin kaffe, sådan én man kan regne med, som ikke skifter job, eller tager på orlov, den stabile type, den mosbegroede.

Jeg sidder ikke i en lænestol og drikker kaffe, men stabil, det er sådan noget, jeg godt kan lide at være. Jeg har en mand, som jeg har i sinde at blive sammen med til jeg dør. Jeg har et hus, som jeg har i sinde at blive boende i til jeg dør. Og jeg har fundet en arbejdsplads, hvor jeg har i sinde at blive ved med at arbejde… indtil den en dag ikke er mere, altså arbejdspladsen. Det er min plan A. Og jeg kan lide den plan.

Og så er jeg egentlig ret ligeglad med, om det gavner mine karrieremuligheder eller ej, jeg går ikke på arbejde for at sikre mig optimale karrieremuligheder, men fordi jeg løser en opgave. Jeg lever mit liv og en dag skal jeg dø. Jeg kan godt lide stabilitet. Mens verden omkring mig hele tiden forandrer sig, så sidder jeg ved klaveret, og børnene sidder rundt om mig, og vi synger Danmark nu blunder den lyse nat, og ikke alt er som før, men noget er som før, og det er sådan, jeg godt kan lide det.

Projekter 1

Jeg stod op i morges og var i tvivl om hvilket projekt jeg skulle tage fat på.

IMG_8544

Vindmøller syd for Alminde

Vi har talt om huse og grunde i den sydlige del af landsbyen, hvad skal der ske med de huse og grunde som HOFOR (Hovedstadsområdets Forsyningsselskab) har købt? Hvad med gadekæret og de gamle smukke træer? Skal vi eller skal vi ikke på banen som lokale aktører?

IMG_8540

Gadekæret en februarmorgen

Man kunne stifte en forening og købe den store grund ved gadekæret og lave en park. Man kunne så meget. Man kunne skrive et læserbrev om kommunens satsning på det digitale redskab familiedialog og det gradvise fokusskifte i lærernes hverdag fra undervisningsplanlægning til familiecoaching.

Men har jeg ikke projekter nok? Jeg samarbejder med forældrerådet om at udvikle den lokale landsbyskole og give den en stærk og unik profil. Og så har jeg et hus og en have, der ikke passer sig selv.

15873117_1637523809609984_9117774548188288840_n

Jeg har allerede valgt nogle livsprojekter, og det ene er vedligeholdelsen af dette gamle hus og denne gamle have. Lige om lidt vil jeg gå ud og beskære vinplanterne. Solen skinner, og hele familien er i haven. Børnene hjælper med at rydde op, min mand har fældet den ene af vores tre store hasselbuske.

IMG_8277

Projekt nr. 1, “Villaen”

Forfald

250570_224236634272049_7199437_n

Kullegård fotograferet i 1929.

I min landsby er der en ranch, eller var der en ranch. En statelig ejendom med hestestald. Kullegård. Jeg kører forbi hver dag, og jeg tænker på, hvordan der mon så ud engang. Lørdag morgen besluttede jeg at slå et smut forbi og fotografere, jeg forestiller mig, at bulldozeren er på vej, hvem ved hvornår der kun ligger en bunke murbrokker tilbage dér hvor der engang var et hjem, et slot. Det var en stille februarmorgen, lun og diset.

IMG_8525

Kullegård fotograferet i 2018.

Jeg kender ikke stedets historie, men fornylig blev ejendommen købt med henblik på istandsættelse, vi rystede lidt på hovederne. Jeg har en nostalgisk åre og nærer en stor kærlighed til smukke gamle huse. Men var det et realistisk projekt at istandsætte Kullegård for almindelige dødelige uden kapital?

Jeg glæder mig til en dag at fotografere den istandsatte Arninge gamle præstegård. En rig nordmand kom forbi og besluttede sig for at købe bygningerne og omdanne stedet til et museum, hvor heldig kan man være, så heldige var vi ikke i Alminde, at en rig nordmand kom forbi og besluttede sig for at købe Kullegård.

IMG_8526

Jeg vover pelsen og bevæger mig ind på privat område.

IMG_8527

En æra er forbi.

IMG_8530

Hestestalden fejler ikke noget, men den er tom, det samme er foldene rundt om stalden.

IMG_8535

Jeg holder meget af helheden med gårdsplads og hestefold mellem stuehus og stald.

246908_223134067715639_887664_n

Dette foto stammer fra en solskinsdag i 2011, det fandt jeg på facebook sammen med en masse andre gamle fotos af Kullegård.

22405550_1997746933587668_5945581903913931250_n

Det var alt for nu om landsbyens ranch, om forfald, om tiden der går.

Til Maribo og tilbage igen

Ugen, der gik, sikken en uge. Det blev en uge hvor jeg for det første var travlt beskæftiget med arbejdsopgaver i tilknytning til mit lærerliv, med et samarbejdsprojekt med den lokale musikskole og med de sidste forberedelser til den årlige skolekoncert på mandag. Og hvor jeg for det andet var mentalt optaget af at træde i karakter som tillidsrepræsentant ved gennemførelsen af et møde med formand og næstformand for Lolland Falsters Lærerforening og med fællestillidsrepræsentanten for lærerne i Lolland Kommune. Og hvor jeg for det tredje var i en vedvarende dialog med min mand om, hvorvidt jeg skulle eller ikke skulle sige farvel til min nuværende arbejdsplads, den kulminerede tirsdag, hvor jeg var til en jobsamtale i Maribo.

Det blev verden, der traf beslutningen for mig, jeg blev vraget, jeg fik ikke muligheden for at sige ja tak til et job i Maribo. Måske var det mig selv, der traf beslutningen, jeg gjorde mig umage med at formulere min ansøgning, det var i forrige weekend, men jeg gjorde mig ikke umage med at forberede mig til jobsamtalen, og så gik det, som det gik, måske ville det være gået anderledes, hvis jeg havde gjort mig umage med at forberede mig til samtalen, who knows.

Undervisning 8-14, møde 14-17, hjem med børnene og videre til Maribo til samtale kl. 18. Havde jeg prioriteret samtalen, så havde jeg ikke faret rundt som en skoldet skid det meste af dagen. Jeg skulle have hentet mine børn i tidsrummet 14-15.30, men vi fandt på at planlægge fastelavnsaktiviteter, og så glemte jeg det, og så 15.25 kom jeg i tanke om det, og så drønede jeg ned til SFO og børnehave for at aftale med pædagogerne, at ungerne blev til lukketid og herefter satte sig på gangen foran mødelokalet med en computer, indtil jeg havde afsluttet mit møde med de og de personer, der kom langvejs fra, det startede om ét minut og sluttede kl. 17. Og mens jeg drønede ned til SFO og børnehave, så ringede min telefon, og det var vedrørende nogle ansigtsplejeprodukter, som jeg havde bestilt i december, og som var blevet væk i forbindelse med leveringen, og jeg kunne have sagt, at han skulle ringe tilbage på et andet tidspunkt, men jeg har virkelig savnet de ansigtsplejeprodukter!

Ansigtsplejeprodukterne ankom til Dannemare torsdag, så nu er alt godt, nu har jeg endelig fået mine ansigtsplejeprodukter. Plus fem bestilte bøger. Jeg hentede dem i går på vej hjem fra arbejde.

Dialogen med min mand om at skifte arbejdsplads startede såmænd godt, han var åben, jeg var åben, lad os se, hvad der sker, lad processen begynde. Men undervejs i processen skete der noget, bitterhed og skepsis indtog scenen. Og jeg kunne ikke skelne forbigående bitterhed fra blivende bitterhed. Jeg ved, at med forandringer kommer mørket, og bagefter kommer lyset tilbage, sådan er livet med min mand. Men hvad var hvad, hvilke uenigheder ville forsvinde igen i takt med, at det blev hverdag, og hvilke uenigheder ville skille os ad også på den lange bane?

Hvorfor købte vi i 2015 et hus indenfor en radius af 5 kilometer fra din arbejdsplads, hvis du skifter din arbejdsplads ud nu, hvis vi havde købt et hus 50 km længere østpå, så ville det have haft knap så mange negative konsekvenser for mig at flytte til Lolland. Hans vurdering var, at vi ikke havde råd til en ekstra bil, og så skulle han cykle med børnene til børnehave og skole hver dag året rundt uanset vejret, hver morgen skulle han cykle fire kilometer med børnene, og det endda mod vest henover flade marker.

Hvad blev der egentlig sagt dengang for fire år siden, hvor vi boede på Nordsjælland og traf beslutninger, der rakte ind i fremtiden, hvad blev der egentlig sagt dengang for tre år siden, hvor vi valgte at købe et hus i Alminde? Hvad var vores fremtidsplan? Hvad er en god grund til at skifte arbejdsplads, og hvad er en dårlig grund? Hvem har ydet de største ofre i vores liv med hinanden? Egentlig var det en lettelse, at jeg blev vraget, for ét eller andet sted på vejen mistede jeg min mands opbakning. Selvom han blev ved med at konkludere, at jeg skulle gøre det, jeg gerne ville.

Jeg ville gerne skifte arbejdsplads, jeg var klar. Jeg vil ikke beskrive årsagerne til det i dette blogindlæg. Jeg vil blot konstatere, at ansøgningsprocesssen gav anledning til en masse overvejelser. Og at de overvejelser gav mig en indsigt i, hvorfor jeg reagerede, da jeg læste jobannoncen, hvorfor jeg var klar til at skifte arbejdsplads, hvad jeg længes efter, hvad jeg kan ændre ved at ændre min egen adfærd, hvad jeg ikke kan ændre.

Nu er ansøgningsprocessen forbi. Den er blevet afløst af en anden proces, hvor jeg skal genfinde mig selv i mit nuværende job. Hvad vil jeg gøre anderledes set i lyset af den indsigt jeg har fået? Ikke noget. Jeg står ved, hvem jeg er, jeg har ikke i sinde at ændre mig, ha ha.

Og hvordan ender historien så, historien om hvordan jeg bevægede mig til Maribo og tilbage igen. Med en åben slutning. Jeg fik meddelelsen om, at jeg ikke blev tilbudt jobbet i Maribo, det gjorde jeg tirsdag aften, 39 timer senere fik jeg en anden meddelelse, det var meddelelsen om, at jeg pr. 1. marts får ny leder.

Renselse

Hvor jeg bare elsker fridage hjemme. Nogle gange kan jeg ikke forstå, hvorfor jeg ikke med det samme går i gang med at rydde lidt op og gøre lidt rent, for jeg kan godt lide at gøre det, og hvor er det dejligt, når det er gjort. Det giver anledning til, at man tager en dyb indånding og føler sig renset, mørke bliver til lys, verden åbner sig på ny.

Men jeg har flere renselsesritualer end blot oprydning og rengøring. Jeg har mit kropslige renselsesritual, hvor jeg løber en tur, laver yogaøvelser og går i bad. At skrive er også et renselsesritual, og tit har jeg brug for at skrive før noget andet. Det ville være forkert at sige, at jeg tømmer hovedet ved at skrive. Men jeg lader nogle tanker rumstere rundt indtil de finder en form hvori de kan bevæge sig videre og dermed give plads til nye tanker.

 

Den danske sangskat og andre skatte

Det var i juleferien, jeg fandt min gamle trikot, jeg fik pludselig øje på den, den lå i skabet på en hylde med tasker, vattæpper og soveposehylstre, den lå sammen med mit aflagte tøj såsom tøj lavet af uld, som jeg ikke tåler. Og min spejderuniform. Jeg har ikke brugt min gamle trikot i årevis, faktisk har jeg ikke brugt den i 10 år, den er blå. Den er blevet vasket mange gange, den er ikke så blød, som den var engang. Jeg stod med den i hænderne, og jeg mindedes et liv med pliés og rond de jambe, det liv er forbi, eller er det. I efteråret købte jeg en dvd, på coveret står der Holistic Ballet, det skal udtales med tysk accent.

I går fandt jeg en anden glemt skat, det var den danske sangskat, altså på cd, jeg fandt den i Kristines nodeskab, som jeg har arvet, vi kalder det medieskabet, det er fyldt med cd’er, lp’er og dvd’er.

Det var da jeg blev ældre, måske da jeg var fyldt 20, da fandt jeg ud af, at det er i orden at flytte sig, hvis man sidder på en bænk i kirken, hvor solen skinner én i øjnene. Og jeg fandt ud af, at det er i orden at lytte til lige præcis den musik, som man bedst kan lide, man behøver ikke lytte til Pink Floyd eller til Radiohead, eller noget andet smart. Hvis man bedst kan lide klassisk musik, så lytter man til det, om så andre synes, man er mærkelig, det gør ikke så meget, at de synes det.

Vi har kastet os over en opgave, som har ventet på os siden vi flyttede til Alminde, nemlig oprydning i vores fælles bogsamling. Alle de bøger, jeg havde glemt, jeg ejede. Hvilken skat.