Alder

Jeg runder snart de 40, om halvandet år. Det får mig til at tænke over, hvor jeg er i livet, og det får mig til at overveje, om jeg skulle formulere et mål. Sådan et mål jeg gerne vil nå, inden jeg bliver 40.

Da jeg var teenager fantaserede jeg om at have et lager af hygiejnebind, så jeg ikke skulle fare til købmanden med hjertet oppe i halsen, hver gang jeg fik menstruation. Tjek, det har jeg, hvad andet kan man så ønske sig? Jeg gik til gymnastik med en dame, som ville lære at gå i spagat, før hun blev 50. Det lykkedes.

Jeg startede til kor med det mål at kunne synge det høje a, før jeg blev 40. Så blev jeg gravid, og så flyttede jeg til en anden landsdel, og så glemte jeg alt om det høje a.

Jeg er dér i livet, hvor jeg har fået min krop tilbage, den er mærket af tre graviditeter, men det er slut med amning, med tunge bryster og ammedepoter. Jeg er rask, så vidt jeg ved, jeg kan cykle, jeg kan løbe, jeg kan stå, sidde og ligge i sære yogastillinger. Et klassisk mål er at tabe sig. 65 kg, er det mit mål at veje 65 kg, når jeg fylder 40?

Det kunne være mit mål at løbe et halvmaraton, det er så moderne. Eller jeg kunne lære alle øvelser i min yogabog, den rigtige yogabog, den jeg har fået af svigermor.

Jeg kunne ændre stil, tøjstil, udskifte tøjet i mit garderobeskab lidt efter lidt. Er jeg ikke ved at være lidt træt af min meget simple tøjstil med jeans og ensfarvede skjorter?

Det er lidt svært med sådan nogen flyvske mål som at blive mere lykkelig, mindre stresset. Jeg kunne godt tænke mig sådan et meget håndgribeligt mål. Som at lære at strikke. Eller at læse Søren Kierkegaards forfatterskab.

Haven bliver jeg aldrig færdig med at indrette, det samme gælder huset. Alligevel kunne jeg måske godt formulere et mål for, hvor jeg vil nå til, inden jeg bliver 40, et trinmål.

Det kunne være fedt, hvis jeg inden jeg bliver 40 har fundet en supplerende indtjeningsmulighed, det ville styrke frihedsfølelsen. Nå, jeg fandt ikke et mål, jeg runder snart de 40, det bliver en fest, er det ikke noget med, at jeg så når mit seksuelle højdepunkt, det glæder jeg mig til.

Høstasters

img_7425

blomstrer i min have, det har de gjort længe nu. En dejlig september blev det, altså på vejrfronten, jeg har nydt at være i haven.

img_7200

Jeg fandt det dejligste vinterbillede af mine døtre, da jeg overførte billeder til computeren, hvor er de nusser, de hverken slår hinanden eller råber ad hinanden, altså lige i det splitsekund, jeg tog billedet.

Hjælpen kom, det var egentlig det, jeg gerne ville skrive om, hjælpen kom til den bedrøvede lærer. To kollegaer hjalp mig i ugen, der gik, ikke ved at give mig råd og vejledning, men ved at være ved min side. Den ene en pædagog, den anden en seniorjobber.

De hjalp mig på hver deres måde, den ene ved at være bestemt, når jeg var tappet for energi, den anden ved at være mild, når vreden boblede. Deres tilstedeværelse gav mig mulighed for at “rejse mig op”, man kan sige, at de skærmede mig, så jeg ikke blev blæst omkuld, hver gang jeg forsøgte at rejse mig op.

Der var engang en lærer

Der var engang for længe siden en konge, der regerede strengt, men retfærdigt over sit folk. Det var ikke altid lige let, for også i hans land var der mennesker, som skabte ufred og som prøvede at snyde andre for selv at få mange penge. Det gjorde kongen både bedrøvet og træt. Når det blev alt for slemt, når han måtte bruge for lang tid på røvere og bedragere, blev han ekstra ked af det. Så spurgte han sig selv, om det var nogen nytte til med al den møje, han gjorde sig for at få alle i sit land til at leve fredeligt og lykkeligt. Og når det blev alt, alt for slemt, gik han på jagt for at ryste det af sig. Han kunne godt lide at være i det fri, mærke solen skinne og prøve at få ram på en fasan, en kanin eller måske større vildt.

Sådan indledes eventyret De seks svaner i familiens eventyrbog: “Grimms eventyr fortalt for børn”.

Man kunne godt erstatte ordet konge med lærer. Der var engang en lærer, der regerede strengt, men retfærdigt over sine elever. Det var ikke altid lige let, for også i hendes klasse var der børn, som var hjemsøgt af ængstelse og vrede, som havde behov, hun ikke kunne imødekomme. Det gjorde læreren både bedrøvet og træt. Når det blev alt for slemt, når børnenes vredesudbrud blev for vilkårlige, blev hun ekstra ked af det. Så spurgte hun sig selv, om det var nogen nytte til med al den møje, hun gjorde sig for at skabe et godt læringsmiljø. Og når det blev alt, alt for slemt, så…

Hun gik ikke på jagt, hvad gjorde hun så? Hun vidste, hun var fanget. Det var det, hun kunne, være lærer, havde hun nogen andre muligheder for at tjene penge end at arbejde som lærer? Hun kunne ikke råbe pik og skride, hun kunne blive, hvor hun var og forsøge at udholde det, forsøge at gennemleve krisen.

Men hvor var der mange kriser i hendes arbejdsliv, havde hendes arbejdsliv nogen sinde været andet end én lang krise?

Mange forsøgte at hjælpe hende, men kun få formåede det. Hjælpen bestod ofte i anvisning af veje, som i praksis var ufremkommelige, eller hjælpen tappede hende for den sidste rest af selvtillid ved at lade hånt om, hvad hun i forvejen vidste og kunne, den blev givet af en forfængelig hjælper, der i grunden blot ville beundres.

Hun gik ikke på jagt, hun så Netflix, hun skrev, hun opgav husmoderlige opgaver som oprydning, rengøring, børneopdragelse. Hun havde sin indre styrke, det var, hvad hun havde. Og den kunne kun hun selv vække til live.

Nok romantik

Jeg købte og læste en bog med titlen: NOK! Gør dig fri af mere-mentaliteten. Det er efterhånden nogle år siden. Jeg har genfundet bogen i reolen, og med den i hånden tænker jeg på, at jeg kunne gå i gang med at skrive en bog med titlen: NOK! En forsøgsvis definition af, hvad nok er for mig.

Jeg kunne inddele den i ti kapitler med disse overskrifter: NOK af originalitet, NOK af ambitioner, NOK af pædagogisk udvikling, NOK af undervisningsplanlægning, NOK af orden, NOK af renhed, NOK af skønhed, NOK af sundhed, NOK af børn, NOK af romantik.

Det sidste afsnit er nok det afsnit, som jeg brænder allermest for at skrive: NOK af romantik. Hvad forventer jeg af mit ægteskab? Eller: Hvad forventer jeg ikke af mit ægteskab?

Mit forhold til min mand er karakteriseret ved noget andet end en sanselig og erotisk betagelse, det er snarere karakteriseret ved nærhed, samhørighed og forpligtelse. Mit ideal er, at vi støtter hinanden og undgår ufred.

Min mand så serien The Americans og talte meget om, at den handlede om ægteskab. Jeg holder meget af den serie, men hvis man skal se en serie, der handler om ægteskab, vil jeg personligt snarere anbefale House of Cards. Sådan er vi forskellige, vores mentale udvikling foregår ad veje, som er forskellige.

Fiktionen kan fange os dér, hvor vi er lige nu, og House of Cards fangede mig, gad vide hvorfor, den dér magtkamp, der opstår mellem Frank og Claire, den havde noget i sig, som fangede mig, som ramte mig. Kunsten at leve sammen, hvordan kan man beskrive den? Hvorfor reagerer Claire som hun gør, hvorfor insisterer hun på, at hun og Frank skal være ligestillede?

Vi var på biblioteket i går, min mand lånte bogen: Rumi – kærlighedens digter. Jeg gik hen til en anden reol, en helt anden reol, jeg lånte to bøger:

Lars Hartung Honoré: Kunsten at leve sammen

Poula Helth og Hans Jørn Filges: Tal sammen! Viljen til et bedre parforhold

Vegetarisk ugeplan

Da jeg overtog ansvaret for produktion af aftensmad lavede jeg en ugeplan, som jeg havde i sinde at bruge uge efter uge.

Jeg er ikke som en fisk i vandet, når jeg står i køkkenet og laver mad, jeg bliver hurtigt hektisk, det ville jeg gerne imødekomme ved at lære enkelte retter rigtig godt at kende.

Hvis en ret ikke fungerer, så prøver jeg at justere opskriften i stedet for at opgive den.

Min vegetariske ugeplan:

Mandage: Tærte. Børnene elsker tærte, jeg har valgt at holde fast i en “kagemodel” med masser af smør. Bunden laver jeg af rismel, boghvedemel og smør. Jeg svitser løg og kål, grønkål egner sig fint, det blander jeg med æg og soya cuisine og revet muskatnød.

Tirsdage: Ris-dag. Jeg laver en gryderet med karry, kikærter, ratatouille og peanutbutter. Når man har fået ris og gryderet på sin tallerken, så må man “drysse” bananskiver ovenpå.

Onsdage: Suppe. Jeg udvider løbende mit repertoire af suppeopskrifter, den klassiske suppe i vores hjem er en ærtesuppe, som består af løg, ærter, vand og mandelsmør. Vi spiser den med en klat pesto verde fra vores tyske madleverandør, Rapunzel, og med ristet brød, børnene får ristet brød med smeltet ost.

Torsdage: Pasta-dag. Det er tanken, at jeg ind imellem vil lave lasagne til børnene, enten med spinat eller med rodfrugter. Indtil videre laver jeg tomatsauce, én med (blendede) røde linser.

Fredage: Kartoffel-dag. Kartofler og “deller”. De mest vellykkede “deller” jeg har lavet indtil nu lignede falafler, de bestod af kogte kikærter, spidskommen, koriander, løg, hvidløg, gulerødder, sesamfrø, havregryn, majsstivelse og æg. Vi har snart tømt kartoffelbedet for kartofler. Sommerens kartoffelopskrift er en opskrift på kartoffelsalat med rapsolie, æblecidereddike, akaciehonning, skalotteløg og persille.

Lørdage: Majspandekager med refritos. Jeg er begyndt at putte soltørret tomat i gryden med løg og bønner og oregano, og jeg er begyndt at blende blandingen før servering. Børnene fylder selv deres pandekager med bønnesnask, majs og peberfrugt.

Søndage: Bage-dag. Jeg bager pitabrød eller burgerboller. I dag skal vi have burgere lavet af sorte bønner. Jeg bruger Angela Liddon’s opskrift og bager burgerne i ovnen i stedet for at stege dem på panden.

Det usagte

En god kollega spurgte mig: Hvad synes din mand om, at du skriver om jeres ægteskab? Ja, se det er jo et godt spørgsmål. Det er sådan ét af dem, som jeg i hverdagen holder ud i strakt arm, det er dér, lige foran mig, det er det store ubesvarede spørgsmål, jeg har pakket det ind i en camouflagedragt, så det ikke fanger min opmærksomhed, distraherer mig.

Han kommenterer ikke, hvad jeg skriver. Jeg er overbevist om, at han ikke læser det, men jeg har aldrig spurgt ham, faktisk, så jeg ved det ikke. Ind imellem fortæller jeg ham om, hvad jeg skriver. Men jeg spørger ham ikke om lov til noget, og vi taler ikke om, hvordan han har det med at blive skrevet om. Vi har spurgt os selv: Hvordan har Kathrine Lilleørs mænd det med at blive skrevet om?

Men jeg er ikke Kathrine Lilleør, ej heller Karl Ove Knausgård. Vi skriver om vores liv, men på hver vores måde.

Mine skriverier ligner Kathrine Lilleørs, men er alligevel væsensforskellige. Hun forsvarer sig selv i sin rolle som fraskilt. Jeg skriver for at finde måder at rumme og håndtere de svære følelser, vrede og bitterhed, fordi jeg ønsker at bevare mit ægteskab.

En god veninde, hun er psykolog, hun sagde engang til mig, at, ja, hvad var det nu, at jeg skrev til ham. At alt hvad jeg skrev om vores ægteskab i virkeligheden var rettet til ham. Jeg har for vane at betragte mine skriverier som egoistiske. Tænk sig, hun betragtede dem som en slags kærlighedserklæring. Det har jeg tænkt meget over siden.

Og jeg har forsøgt at overtage hendes måde at betragte mine skriverier på, fordi den rummer en sandhed, sådan én man kan stå på og finde balancen.

Sommeren går på hæld

Morbærrene modner nu. Og juli måned er snart forbi. Jeg glæder mig til at vende tilbage til arbejdet, sådan da. Juli måned måtte gerne vare et par uger mere, eller hvad med et år, jeg ville ikke tage på campingtur, igen, jeg ville bare være hjemme. Hjemme.

Gid jeg havde mere tid. Tid der var min egen. Tid til at drikke en kop te i gårdhaven, hvor klematissen blomstrer. Tid til at se film, gode og dårlige, alle mulige kærlighedsfilm.

Tid til at rydde op og gøre rent, til at luge ukrudt, jeg hader at leve i det her temmelig rodede og beskidte hjem. Tid til at tage til stranden, vandet er lige, som det skal være. Tid til at eksperimentere med madopskrifter, til at samle forråd, til at læse, til at skrive.

Mine børn har brug for at komme væk hjemmefra, det siger de alle sammen, og det er sikkert rigtigt, men jeg har brug for at være hjemme, og sådan går det sommer efter sommer, det er børnenes behov, der er i fokus, og hvad så med mig. Jeg er jo ikke stakkels, det ved jeg godt, og dog, er det ikke lidt…

synd for mig…