Farvel Carrie

Mens 6. sæson af Homeland har premiere i USA, i dag kommer episode 7 ud af 12, så har jeg set 1.-5. sæson. Jeg har set 60 episoder af cirka 50 minutters varighed, jeg har siddet klistret til skærmen i 3000 minutter, der svarer til 50 timer. Så hvad lavede jeg i januar og februar, jeg passede mit arbejde, lavede mad i ny og næ, spiste, sov og så Homeland.

En typisk morgen forløb således: Mit vækkeur ringede, jeg slukkede for det og sov videre, min mand vækkede mig 6.30, hvorefter jeg, hu hej, kom i tøjet, vækkede børnene, spiste morgenmad med børnene, smurte min madpakke. Morgenens sværeste situation er situationen umiddelbart før afgang, hvor børnene skal have overtøj på, morgen efter morgen forsøgte jeg forgæves at rede Margrethes hår og give hende overtøj på uden øredøvende gråd.

Hun kan ikke lide at skulle i børnehave, og hun kan slet ikke lide vinterstøvler og flyverdragter, hun foretrækker let beklædning, lad bare mit hår blæse, siger hun, hvis man prøver at give hende hue på. Jeg afleverer hende hver morgen i børnehaven med lange sorte negle, hun er iført smudsigt tøj, som hun for længe siden er blevet for stor til.

Hvis jeg tager de positive briller på, det gør jeg lige, så flyttes mit fokus hen på, at vi hver eneste morgen sætter en madkasse ind i børnehavens køleskab med hjemmebagt rugbrød, og at vi i februar måned nåede en vigtig milepæl, hun vinker nu hver morgen farvel til mig uden en voksen i hånden, hun står alene i døren og vinker, hun kan selv.

Jeg arbejder ikke for CIA, jeg er tilstede i hendes liv, jeg læser godnathistorie for hende hver aften. Jeg er rask og i fuld vigør, ikke så optaget af hendes liv og færden, som man kunne ønske sig, men fysisk nærværende alle døgnets 24 timer, også når jeg i perioder ser Netflix i timevis aften efter aften.

Jeg henter hende, når hun vågner om natten, det gør hun de fleste nætter, hun hører mig synge og spille og instruere i løbet af dagen, mens jeg underviser i musik, skolens musiklokale er i børnehaven, sådan er det, når man er lærer på en landsbyskole, så er musiklokalet i børnehaven. Vi deler værelse, vi kalder det kontoret, jeg har mit skrivebord, og hun har sit.

Hun hjælper mig med at lave mad. Hun sidder på køkkenbordet klar til at røre, når lejlighed byder sig, og hun står ved fars taburet, den kan godt bruges som bord, her skærer hun agurker og peberfrugter i mundrette stykker.

Jeg er blevet færdig med at se Homeland, det er blevet forår, det er tid til at ændre lidt på de daglige rutiner, til at stå op, når vækkeuret ringer, måske endda til at rydde op i Margrethes skuffer med tøj, vaske hende og klippe hendes negle.

Der er en tid til at se Homeland, til at leve et dobbeltliv, ét som lærer på Lolland og ét som chef i CIA, en tid til at lade dagene gå uden at “ordne ting”, hvor fritid er tid i nattøj fordybet i fortællinger om spionage, droneangreb og terror.

Og så er der en tid til at vende tilbage til et liv med ansvar for det enkle, for oprydning, for rengøring, for madlavning, for såning og høst, for bestilling af lægetider, tandlægetider og frisørtider.

Madstress

Mangeårige projekter har sjældent en naturlig afslutning, man arbejder i retning af noget, men man ved ikke rigtig, hvornår man er i mål, hvornår man passerer målstregen.

Nogle mangeårige projekter har dog en naturlig afslutning, f.eks. “Projekt uddannelse”, hvor man en dag står med sit eksamensbevis i hånden. “Projekt bolig” er også et projekt med en naturlig afslutning. En dag har man skrevet under på en købsaftale, og så er boligsøgningen forbi.

Men hvornår er man blevet en god nok lærer, man kan jo altid blive bedre, hvornår er man færdig med at indrette sit hjem, sin have?

Mit “Projekt mad” er et mangeårigt projekt, det har på sin vis en naturlig afslutning, det er tilendebragt, når jeg spiser det, jeg gerne vil. Jeg har gang på gang forsøgt at trække en streg i sandet ved at formulere spisebud, men jeg har for det første ikke fulgt dem, for det andet ændret på dem igen og igen; vel fordi jeg ikke var tilfreds med dem.

Denise Minger har på sin blog en side med overskriften: My Current Diet. En overskrift der taler sit eget sprog om et liv med skiftende diæter.

Det er blevet moderne at tale om madstress. Jeg har madstress, det er der vist ingen tvivl om, men helbredelsen består ikke i at droppe tanken om at spise sundt, eller at stole på de danske fødevaremyndigheder og på fødevareindustriens slogans.

Jeg læste “Optimalt immunforsvar” af Joel Fuhrman i 2013. Siden da har jeg bøvlet med dels at omsætte min viden om sund kost til praksis, dels at finde mit ståsted, ville jeg være rabiat, eller ville jeg være kompromissøgende? I takt med at flere og flere danskere bliver veganere af sundhedsmæssige årsager bliver begge dele lettere.

Pludselig bugner internettet med opskrifter tilpasset en dansk madkultur, pludselig er der danskere, der bevæger sig i samme retning, som man kan spejle sig i.

I julegave fik jeg “Den plantebaserede kost” af Maria Felding og Tobias Schmidt Hansen, en dansk bog, lige den bog, jeg har manglet. Det er som om, min stressede tilstand gradvist afløses af glæde og entusiasme. Ja, det er den vej, jeg gerne vil, nu forlader jeg rastepladsen og fortsætter rejsen.

Lad de ægteskabelige forhandlinger fortsætte, jeg er beredt:-)

Ubeskedenhed er uforstand

Dette blogindlæg rummer en samling citater fra Benjamin Franklins selvbiografi, de giver et indtryk af hans tanker om at disputere. Jeg er født og opvokset i et hjem med mange diskussioner, det rustede mig ikke til deltagelse i diskussioner, tværtimod, diskussioner sætter mig ofte ud af spil, følelserne vinder over tankerne, jeg bliver ude af stand til at tænke klart, jeg bliver stum af vrede.

Benjamin Franklin skriver i sin selvbiografi, at han i sin ungdom eksperimenterede med den sokratiske metode:

Jeg blev betaget af metoden og tilegnede mig den, og når jeg nu diskuterede en sag, kørte jeg ikke som tidligere op med mine argumenter og færdige meninger, men tog den ydmyge spørgers rolle.

Metoden blev imidlertid vraget:

Jeg var ikke længe om at opdage, at den sokratiske metode var den sikreste for mig selv og desuden meget ubehagelig for dem, jeg gjorde til genstand for den. Af den grund fandt jeg behag i den, brugte den ved enhver lejlighed og blev voldsomt dreven i at lokke folk selv af overlegne kundskaber til indrømmelser, hvis rækkevidde de ikke kunne overskue, og vikle dem ind i vanskeligheder, som de ikke kunne redde sig ud af; og således vandt jeg sejre, som ofte hverken jeg eller min sag havde fortjent. I nogle få år brugte jeg metoden, men opgav den så gradvist og beholdt kun den vane at udtrykke mig i beskedne vendinger.

Siden udviklede han sin egen metode:

Når jeg f.eks. udtaler mig om noget, der kan være to meninger om, bruger jeg aldrig ordene: “sikkert”, “utvivlsomt” eller andre ord, som giver en fremsat mening præg af vished; i stedet for siger jeg: “jeg formoder” eller “synes” eller “tænker mig” eller lignende.

Om at belære og blive belært skriver han:

Hvis du ønsker at belære andre, kan en alt for selvsikker optræden let fremkalde trods og mindske opmærksomheden hos dine tilhørere. Og hvis du selv ønsker belæring, så må du ikke samtidig udtrykke dig, som om dine meninger er urokkelige. Beskedne og forstandige mennesker, som ikke holder af ordstrid, vil lade dig uforstyrret forblive i dine vildfarelser.

Han dannede en klub med sine venner, de kaldte klubben for Juntoen, og der var disse regler for diskussioner:

Vore diskussioner skulle ledes af en formand og føres i en seriøs, sandhedssøgende ånd uden hang til heftige meningsudvekslinger eller lyst til at sætte modstanderen til vægs. For at diskussionen ikke skulle blive for ophedet, bandlyste vi efter nogen tids forløb alle ytringer, der udtrykte en yderst positiv eller negativ holdning, og enhver, der handlede mod denne regel, måtte erlægge en lille bøde.

Der var én, der efter et stykke tid forlod klubben:

Thomas Godfrey, en selvlært matematiker, fremragende på sit område og senere opfinder af, hvad der nu kaldes Hadleys kvadrant. Men han havde kun få kundskaber uden for matematikken og var ikke behagelig at omgås, da han, som de fleste store matematikere, jeg har kendt, krævede den pinligste nøjagtighed i enhver udtalelse og altid skulle gøre indvendinger og ophævelser over småting, hvorved han spolerede enhver samtale.

I glas og ramme vol. 1

Vi fik akvareller af min mands mor til jul. Det er lang tid siden, vi bad hende om at male et billede til vores stue, det bliver ikke til noget med det billede. Men så besluttede hun sig for at give os et udvalg af nogle af hendes gamle billeder. Jeg købte og fandt rammer til dem, og nu hænger fire af dem over klaveret i det rum, vi nu kalder “biografen”.

img_7827

På den modsatte væg hænger et billede, som min lillebror malede for mange år siden og gav mig i julegave, det har fulgt mig lige siden, blå er min yndlingsfarve. En dag fjerner vi den gamle radiator, vi bruger den ikke. Nogle synes, gamle radiatorer er smukke, andre at de er en øjebæ.

img_7811

På gangen på 1. sal hængte jeg fire fotos af børnene, da vi flyttede ind. Nu har de fået følgeskab af et våbenskjold tegnet af Jens, da vi havde middelalderuge i skolen. Og et gammelt kort over Landet sogn, hvor vi bor, det er lavet før Rødby Fjords inddæmning.

img_7806

Det er ikke længe siden, min mand købte plader til at lave opslagstavler af. Vi fik en opslagstavle betrukket med orange hør i spisestuen, og jeg fik en opslagstavle betrukket med blåt hør i mit kontor. De små kulørte skyer og fugle er Margrethes værk, de produceres for øjeblikket i hobetal.

img_7818

Alt i alt kan man sige, at vi er i gang med at finde vores “stil”, som er hjemmeproducerede tegninger og billeder i rammer og på opslagstavler.

Det sande

Ingrid Schrøder-Hansen har udgivet genfortællinger af bibelens historier, jeg læste engang hendes forord til en genudgivelse af nogle af hendes gamle genfortællinger. Hvordan forholder man sig til noget, man skrev engang? Har man lyst til at slette det, fjerne det fra jordens overflade, eller forundres man over sin egen sproglige opfindsomhed og autenticitet?

Ingrid Schrøder-Hansen skrev i sit forord, at hun nu fortalte på en anden måde, hvad det så end betyder. Jeg lægger meget i de ord, en accept af det, som var, og en erkendelse af det, som er.

Ind imellem læser jeg gamle blogindlæg og kan godt få lyst til at slette nogle af dem, mest fordi jeg ikke ramte plet, jeg prøvede at formulere noget, men det mislykkedes.

Da Jens var 1 år gammel blev han fotograferet af en fotograf umiddelbart før jul, fotografen viste mig sine fotos, og jeg traf en beslutning om, hvilket foto han skulle forstørre og mangfoldiggøre. Da jeg senere kom for at hente billederne blev jeg svært skuffet, han havde valgt at forstørre og mangfoldiggøre et andet foto. Han sagde, at han syntes, det var et bedre foto.

Det er muligt, det var et bedre foto, men hvad nyttede det, det lignede ikke Jens!

Blogindlæg har en sær form for ufuldendt karakter, det er noget, jeg godt kan lide ved blogindlæg. Man trykker på Udgiv, og man tager en dyb indånding, nej, det er ikke fuldendt, det er, som det er.

Eller er det? Skulle man lige læse det igennem en ekstra gang og rette det lidt til? Der kan mangle informationer, være uforståelige passager for den udenforstående, men når jeg selv læser dem, mine blogindlæg, så skal de udtrykke præcis det, som er sandt.

Det skal være sandt, og det skal hænge logisk sammen. Det enkelte blogindlæg skal hænge logisk sammen, og den historie, som blogindlæggene lagt sammen til én stor fortælling danner, den skal også hænge logisk sammen. Kan man det, kan man forene sandhed og logik?

Selvfølgelig kan man det. Men er det nemt? Sandheden om Nicholas Brody er såmænd meget logisk, men er den let at gengive?

Flere penge, ja tak

Siden den 1. december har vi været en “almindelig” familie i den forstand, at både jeg og min mand har arbejdet udenfor hjemmet 5 dage om ugen. Vi havde skabt en tilværelse, hvor min mand var hjemmegående, det er han ikke for øjeblikket, og det har selvsagt ført en masse ændringer med sig, ændringer af hverdagens rutiner.

På den positive side er der, foruden pengene, hans glæde ved at indgå i et arbejdsfællesskab. Hans ansættelse er midlertidig, og det er sådan, han gerne vil have det, min mand, blafferen. Han får relevant arbejdserfaring, han arbejder på et asylcenter, og det vil han også gerne i fremtiden.

På den negative side er der… det tomrum han efterlader i hjemmet, hvor arbejdsopgaverne bare ligger og venter. Hvad med hækken, der skulle fjernes denne vinter, hvad med træstubbene, der skulle fjernes denne vinter, hvad med annekset, der skulle omdannes til en gildesal?

Brænde er vores primære opvarmningskilde. Hvem skal sørge for brænde, når min mand går på arbejde? Plan A bestod i, at min mand hver sommer fandt sig et sommerjob og hver vinter fældede træer og kløvede brænde. Han har ikke fældet ét eneste træ i skoven denne vinter. Giver det mening at have en masseovn, hvis man er nødt til at købe sit brænde i kløvet stand?

Vores valg har konsekvenser, min mand valgte at sige ja tak til et jobtilbud, de hænger ikke på træerne. Det giver os mulighed for at betale penge tilbage, vi har lånt, og det giver ham bedre muligheder for at finde job i fremtiden.

Jo mere “kræsen” han har mulighed for at være i fremtiden, jo lettere vil han kunne kombinere et arbejdsliv med sit liv som husmand.

Menukort

Forhandlingerne er tilendebragt, vi har nu vedtaget en finanslov, vrøvl, en plan for hvilke middagsretter, der skal indgå i rotationen. Det er familien Villadsen Vangsgaards menukort.

Vores menukort rummer to retter med kartofler og to retter med ris, da vi har besluttet, at kartofler og ris skal spille en større rolle i vores daglige madlavning. Det er ikke et vegetarisk menukort, men kød spiller en relativt beskeden rolle. Vi har en stor valnøddehøst, som hænger til tørre i babydynebetræk i brændeskuret, derfor indgår valnødder i flere retter.

De to ældste børn skiftes til henholdsvis at dække bord og sørge for “børnegrønt”, det kan være skåle med gulerødder, tomater, peberfrugt, majs, ærter, edamamebønner eller blomkål. De voksne må gerne spise af børnenes grønt, heldigt for os.

Vi sætter som regel også en salatskål på bordet, den rummer en salat af rå kål. Min mand spiser kun salat, når den smager godt, når der er kræset for den. Hvorimod jeg kræver effektivitet af min salat, den skal laves i en fart. På salatfronten har vi endnu til gode at nå til enighed om en plan.

Her kommer så “menukortet”:

Ret nr. 1: Tærten er en klassiker i vores familie. Alle kan lide tærte. Vi laver typisk en tærte med løg, kål og æg. Nu med en bund af valnøddemel.

Ret nr. 2: Mos af kartofler og andre rodfrugter blandet med løg og Wienerpølser fra Hanegal. Enkelt og ligetil.

Ret nr. 3: Hjemmelavede pommes frites med dyppelse, det kan være en dressing baseret på hvide bønner inspireret af den klassiske thousand island dressing.

Ret nr. 4: Vegetarisk gryderet f.eks. mors kikærtegryde med karry, ratatouille og peanutbutter. Hertil ris.

Ret nr. 5: Fars karrygryde, boller i karry, kylling i karry eller noget tredje i karry. Hertil ris.

Ret nr. 6: Pasta med pesto af persille og valnødder eller anden pastaret f.eks. lasagne med spinat. Jeg har efterhånden et fint lager af pasta lavet af gule linser og spaghetti lavet af quinoa.

Ret nr. 7: Grøntsagssuppe f.eks. ærtesuppe eller jordskokkesuppe. Eller varianter af dahl. Hertil hjemmebagte flutes fra fryseren.

Ret nr. 8: Bagedag med pizza eller pitabrød eller burgere eller hotdogs. Børnene kan godt lide pizza med rødbede. Vinter er pizzatid, da kan vi bage pizza i masseovnen. Vi har endnu til gode at blive gode til at lave falafler.

Ret nr. 9: En ret med æg f.eks. de velkendte majspandekager serveret med refritos eller en æggekage bagt i ovnen.

Engang vil jeg gerne lære at lave tortillas af majsmel, hvor svært kan det være? I en mere nær fremtid vil jeg gerne lære at lave fladbrød af kikærtemel. Men sådan har vi mange “boblere”, retter som en dag kan afprøves og herefter føjes til den aktuelle samling af menuer.