Farvel Carrie

Mens 6. sæson af Homeland har premiere i USA, i dag kommer episode 7 ud af 12, så har jeg set 1.-5. sæson. Jeg har set 60 episoder af cirka 50 minutters varighed, jeg har siddet klistret til skærmen i 3000 minutter, der svarer til 50 timer. Så hvad lavede jeg i januar og februar, jeg passede mit arbejde, lavede mad i ny og næ, spiste, sov og så Homeland.

En typisk morgen forløb således: Mit vækkeur ringede, jeg slukkede for det og sov videre, min mand vækkede mig 6.30, hvorefter jeg, hu hej, kom i tøjet, vækkede børnene, spiste morgenmad med børnene, smurte min madpakke. Morgenens sværeste situation er situationen umiddelbart før afgang, hvor børnene skal have overtøj på, morgen efter morgen forsøgte jeg forgæves at rede Margrethes hår og give hende overtøj på uden øredøvende gråd.

Hun kan ikke lide at skulle i børnehave, og hun kan slet ikke lide vinterstøvler og flyverdragter, hun foretrækker let beklædning, lad bare mit hår blæse, siger hun, hvis man prøver at give hende hue på. Jeg afleverer hende hver morgen i børnehaven med lange sorte negle, hun er iført smudsigt tøj, som hun for længe siden er blevet for stor til.

Hvis jeg tager de positive briller på, det gør jeg lige, så flyttes mit fokus hen på, at vi hver eneste morgen sætter en madkasse ind i børnehavens køleskab med hjemmebagt rugbrød, og at vi i februar måned nåede en vigtig milepæl, hun vinker nu hver morgen farvel til mig uden en voksen i hånden, hun står alene i døren og vinker, hun kan selv.

Jeg arbejder ikke for CIA, jeg er tilstede i hendes liv, jeg læser godnathistorie for hende hver aften. Jeg er rask og i fuld vigør, ikke så optaget af hendes liv og færden, som man kunne ønske sig, men fysisk nærværende alle døgnets 24 timer, også når jeg i perioder ser Netflix i timevis aften efter aften.

Jeg henter hende, når hun vågner om natten, det gør hun de fleste nætter, hun hører mig synge og spille og instruere i løbet af dagen, mens jeg underviser i musik, skolens musiklokale er i børnehaven, sådan er det, når man er lærer på en landsbyskole, så er musiklokalet i børnehaven. Vi deler værelse, vi kalder det kontoret, jeg har mit skrivebord, og hun har sit.

Hun hjælper mig med at lave mad. Hun sidder på køkkenbordet klar til at røre, når lejlighed byder sig, og hun står ved fars taburet, den kan godt bruges som bord, her skærer hun agurker og peberfrugter i mundrette stykker.

Jeg er blevet færdig med at se Homeland, det er blevet forår, det er tid til at ændre lidt på de daglige rutiner, til at stå op, når vækkeuret ringer, måske endda til at rydde op i Margrethes skuffer med tøj, vaske hende og klippe hendes negle.

Der er en tid til at se Homeland, til at leve et dobbeltliv, ét som lærer på Lolland og ét som chef i CIA, en tid til at lade dagene gå uden at “ordne ting”, hvor fritid er tid i nattøj fordybet i fortællinger om spionage, droneangreb og terror.

Og så er der en tid til at vende tilbage til et liv med ansvar for det enkle, for oprydning, for rengøring, for madlavning, for såning og høst, for bestilling af lægetider, tandlægetider og frisørtider.

Forfatter Marie Louise

Jeg hedder Marie Louise Vangsgaard. Jeg er folkeskolelærer, gift og mor til tre børn. Jeg bor i en landsby på Lolland i et smukt gammelt hus, som jeg købte i 2015. Jeg blogger om hus og have, om diæter og madlavning, om bøger, om personlig udvikling, om livets sejre og nederlag. Siden sommeren 2015 har jeg været i gang med et skriveprojekt, som jeg har givet overskriften: Tag min hånd. Det er historien om mit ægteskab. Jeg har blogget siden februar 2012. Først hed min blog: Projekt Lykke. Så hed den: En kvindes bekendelser. Nu hedder den slet og ret: Marie Louises blog.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s