Min farbror

døde, og jeg tog til Vestjylland for at deltage i bisættelsen. Det er efterhånden et par år siden. Men det var en skelsættende begivenhed i min tilværelse. Vi så tilbage på min farbrors liv og levned. En aktiv mand, var han. Allestedsnærværende i det lokale foreningsliv.

Mange andre end min farbror har i vidt omfang været aktive i det lokale foreningsliv. Deres frivillige arbejde har præget deres liv lige så meget som deres lønnede arbejde. I nogle tilfælde mere end deres lønnede arbejde.

De har båret store læs. Ikke fordi de fik løn for det. Snarere fordi det var deres natur. Det gav deres liv indhold. Det gav deres liv mening. Og hvordan ville verden se ud uden dem? Min datter er netop indmeldt i foreningen 4H. Jeg kan ikke tilbyde foreningen min frivillige arbejdskraft, hverken som instruktør eller som medlem af bestyrelsen. Men hvor er jeg taknemmelig for, at andre bidrager med deres frivillige arbejdskraft.

Da vi opgav at starte en friskole i Dannemare i foråret 2020, besluttede jeg at rette et større fokus på mit arbejde som folkeskolelærer. Altså på mit lønnede arbejde. Samtidig ønskede jeg at gå i de ældre generationers fodspor og blive medlem af det lokale menighedsråd. Jeg forudsatte, at det var et relativt beskedent bidrag til det frivillige Danmark.

Siden blev jeg også medlem af bestyrelsen for Lolland-Falsters Historiske Samfund. Og efterhånden kasserede jeg planen om at lade mit bidrag til det frivillige Danmark være et beskedent bidrag. For hvorfor udelukke, at jeg – ligesom min farbror – kunne blive sådan en frivillighaj?

I skrivende stund er jeg på tilbagetog. Ikke fra frivilligt arbejde. Men fra frivilligt arbejde i øst og vest. Mit frivillige arbejde skal rette sig mod, hvad jeg synes, er det vigtigste. Derfor har jeg besluttet at forlade menighedsrådet. Som den flinkepige, jeg er, er det svært for mig. Jeg synes ikke, jeg kan være det bekendt.

Men faktum er, at for mig hører folkekirken ikke til i kategorien: Det vigtigste. Det skyldes mit eget forhold til folkekirken. Men det skyldes også danskernes forhold til folkekirken i et mere overordnet perspektiv. Langt de fleste har vendt ryggen til folkekirken. Og dermed er den ikke det samlingssted, som den burde være. Det kan man forsøge at kæmpe for, at den bliver. Eller man kan acceptere, at det er sådan, det er.

Mit tilbagetog skal give plads til et fremtog. Jeg vil nemlig ikke skrue ned for mit engagement og min deltagelse i samfundslivet. Jeg vil tværtimod skrue op. Jeg vil bane vejen for et mere fuldtonet engagement. Det bliver et politisk betonet engagement med fokus på værdier som demokrati, social retfærdighed og bæredygtighed.