Frivilligt arbejde

Vi bruger hver især vores fritid på forskellige måder. Jeg bruger en stor del af min fritid på frivilligt arbejde. Og ind imellem tænker jeg på, om jeg vil fortsætte med det.

Samtidig tænker jeg på, hvorfor jeg er gået i gang med frivilligt arbejde. Hvad var min motivation for det? Og jeg tænker på, hvad der siden er sket i mit liv, og hvad jeg siden har erfaret om frivilligt arbejde. Jeg ønsker ikke at være den ubeslutsomme type. Men vi træffer løbende beslutninger med baggrund i den viden og de erfaringer, vi har til rådighed på det givne tidspunkt.

Og så sker der ind imellem det, at beslutningerne kommer ud af trit med vores liv. De stemmer ikke længere overens med vores viden og erfaringer og derfor heller ikke med vores fremtidsplaner.

Jeg traf en beslutning om at genstarte mit liv som lærer på en ny skole og kombinere livet som lærer med frivilligt politisk arbejde. Det var ved udgangen af 2022. Siden måtte jeg erkende, at jeg var nødt til at finde en anden vej at gå.

Jeg trivedes ikke med mit liv som lærer uanset forsøget på at give mig selv et ekstra liv ved siden af livet som lærer. Det er svært at kombinere livet som lærer med frivilligt arbejde.

I maj 2022 skrev jeg om min beslutning om at forlade menighedsrådet og give plads til det frivillige politiske arbejde. Jeg ønskede på daværende tidspunkt ikke at stoppe med frivilligt arbejde, men at ændre dets formål og indhold. Nu er der gået knap 2 år, og jeg er på tilbagetog fra frivilligt arbejde uanset formål og indhold.

Om det i det lange perspektiv er slut med frivilligt arbejde, det må tiden vise. Men her og nu vil jeg være studerende og samtidig tjene penge til familien, og det i sig selv giver risiko for overload. Og så kan jeg ikke samtidig have frivilligt arbejde og dertil knyttede forpligtelser overfor andre.

Urimelige kunder

Foråret så sagte kommer. Nu blomstrer krokus.

Jeg har taget hul på endnu en sydkoreansk dramaserie, Thirty-Nine, hedder den. Den handler om tre veninder, hvor den ene sælger kosmetik i et stormagasin. Dag efter dag går hun på arbejde og finder sig i urimelige kunder.

Én dag bruger en kunde løs af gratis prøver uden at købe noget. Da hun har brugt de gratis prøver, efterspørger hun flere gratis prøver, men får afslag, hvorefter hun taler nedladende til personalet og råber højt om dårlig kundeservice.

En anden dag vil en kunde have pengene tilbage uden at forevise sin bon. Hun taler også nedladende til personalet og råber højt om dårlig kundeservice. Hun kaster vredt alle sine boner på gulvet og lader det være op til personalet at samle bonerne op og finde den rette.

Da personalet har fundet bonen og konkluderet, at hun har købt varen til udsalgspris, klager hun over, at hun ikke kan få den fulde pris refunderet med den begrundelse, at de nu sælger varen til fuld pris. Hun kaster sit kreditkort efter personalet og lader det være op til dem at samle kortet op.

Og det bliver anledningen til, at Jang Joo-Hee siger sit job op på stedet.

Sjovt som éns egne hverdagsproblemer ligner andre menneskers hverdagsproblemer – om de så arbejder i andre brancher og på andre kontinenter.

Mit liv med noder

Min far fandt en arkivæske, hvorpå der stod: Marie Louises noder. Jeg tog den med mig hjem og kiggede på nodearkene ét ad gangen. Det var sandsynligvis noder, som har ligget i en bunke på klaveret i mit barndomshjem i Kappel. Ved mine forældres flytning i 2008 har min far taget bunken og lagt den i en arkivæske.

Jeg kunne med sikkerhed konkludere, at nogle af noderne var min lillebrors. Men var de øvrige noder alle sammen mine? Det gik op for mig, hvor meget jeg har glemt. Hvem kan også huske 45 års aktiviteter? Dette blogindlæg er første del af fortællingen om mit liv med noder, indtil jeg flyttede hjemmefra i 1998. Fokus er på de store linjer.

I Rudbjerg Musikskole skulle man gå i 4. klasse, før man kunne starte til klaver. Jeg startede til klaver samtidig med mine klassekammerater, Johanne og Gitte. Vi tog bussen til Vestenskov Skole, hvor klaverundervisningen foregik. Jeg modtog ugentlig klaverundervisning indtil, jeg som gymnasieelev en dag sagde til min far, at nu var det slut med klassisk klaver. Jeg nåede at have mange klaverlærere, og måske er denne liste komplet: Maria, Bjarne, Leif, Henriette og Sasha.

Mit liv med noder var et socialt liv. Vi spillede firehændigt klaver. Mens klaverundervisningens fokus var på klassisk musik, så spillede vi rock på ungdomsskolens sammenspilshold, hvor jeg foruden klaver spillede på elbas og trommesæt. Jeg lærte at spille becifringsklaver. Jeg gik også til DRA-MU-FO, som var drama, musik og formning. Vi optrådte med musicalen: Lucky Luske.

Mine korerfaringer fra grundskolen er tågede. Men jeg gik til kor på Kappel Skole. Og jeg gik til kor på Vestenskov Skole.

Efter bestået afgangseksamen tog jeg på Viby Efterskole, som kalder sig: Den fynske efterskole for musik, dans og teater. Jeg medbragte klarinet, som jeg netop var begyndt at spille på. Vi optrådte med musicalen: West Side Story. Og når jeg hører Billy Joel, kan jeg genkende mange af sangene. Jeg tror, vi øvede til et korstævne, hvor vi sang Billy Joels sange.

Det blev ikke til mange år med klarinetten. Den repræsenterede en drøm om at blive klassisk musiker, som jeg opgav i begyndelsen af gymnasietiden.

Jeg gik til kor på Nakskov Gymnasium. Og når jeg ser tilbage, så betragter jeg alle timerne med Jimmy og Nakskov Gymnasiums kor som et højdepunkt i mit liv med noder.

På gymnasiet valgte jeg musik på A-niveau. Ud fra parolen, at man skal vælge noget, man kan lide.

Stress

Nogle af mine bedste bøger er af Helle Hedegaard Hein. Hun har skrevet:

Primadonnaledelse – Når arbejdet er et kald (2013)

En giftig stresscocktail – Når stress skyldes mangel på mening (2023)

De har været en uvurderlig hjælp i forhold til at forstå og acceptere, hvad der på den ene side motiverer mig, og hvad der på den anden side er mine behov.

I denne uge har jeg printet tekst om ambivalens og overblik over almindelige stressorer fundet på psykolog Anne Stokkebæks hjemmeside. Efterfølgende har jeg sat hak ved de stressorer, som jeg genkender fra mit eget liv. Herunder 10 centrale stressorer:

• En grundlæggende oplevelse af uretfærdighed
• Når der ikke er balance mellem ansvar og indflydelse: Man har et stort ansvar, men ringe indflydelse og mulighed for selv at bestemme
• Når man har et arbejde med høje følelsesmæssige krav
• Når rammerne for ens arbejde gør, at man ikke kan udføre sit arbejde på en fagligt kvalificeret måde
• Når udførelsen af arbejdsopgaverne strider mod ens faglige kompetencer og viden samt mod ens overordnede etik
• Når man skal bruge meget af sin tid på mails og skriftlig dokumentation, og det fører til, at man mangler tid til kerneydelsen
• Belastende arbejdsopgaver, det kan være konfliktfyldte arbejdsopgaver, meningsløse arbejdsopgaver eller gentagne arbejdsopgaver
• Bare alt for mange arbejdsopgaver
• Støj
• Mangel på tid til fordybelse og refleksion

Nederst på Anne Stokkebæks liste er en stressor, som også har fundet vej til min liste. Måske den største stressor i mit liv lige nu:

• Når man ikke længere ønsker at arbejde med sit fag: Man ønsker forandring samtidig med, at forhold som kvalifikationer, økonomi og alder vanskeliggør forandring

Teacher Slump

Det blev ikke til et fuldstændigt stop for sydkoreanske dramaserier. Men i ugen, der gik, tog jeg livtag med min afhængighed, og jeg er tilfreds med resultatet.

Fra og med fredag eftermiddag holder jeg vinterferie, og så er det en anden sag, så kan jeg godt se sydkoreanske dramaserier, ha ha. Først så jeg en dramaserie med i alt 10 episoder. Så tog jeg hul på en dramaserie med i alt 16 episoder, hvoraf kun de første 6 episoder er udkommet, Doctor Slump, hedder den:

Efter en succesfuld karriere som plastikkirurg står Yeo Jeong-woo over for en hurtig nedtur. Nam Ha-neul bukker under for sin brutale karriere som narkoselæge.

Temaet er meget relaterbart, synes jeg. Hvor Yeo Jeong-woo har fået PTSD, har Nam Ha-neul fået en depression. Hun siger noget om sin depression, Nam Ha-neul, det er i begyndelsen af 6. episode. Hvor hun den ene dag har lyst til at begynde at arbejde igen, så har hun den næste dag ikke lyst til at begynde at arbejde igen, og sådan bliver det ved. Efterfølgende læste jeg om ambivalens og har printet et citat ud om ambivalens foruden en oversigt over almindelige stressorer, altså forhold der kan give anledning til stress.

Ambivalens

Stress er altid tæt knyttet til ambivalens. Ambivalens betyder samtidig tilstedeværelse af modsatrettede følelser og tanker overfor én og samme ting, person, situation eller begivenhed. Fx samtidig sympati og irritation overfor én og samme person. Eller samtidig lyst til sit arbejde og en oplevelse af, at det fylder alt for meget. Eller en stor lyst til at lede blandet med ønsker om at smide ansvaret fra sig og overlade det til andre. Eller en lyst til at være med til det hele samtidig med en lyst til og et behov for at trække sig og bare passe sig selv.

Ambivalens skaber forvirring og frustration. Det er svært at tage hånd om og at handle på noget, der er modsætningsfyldt. Der ligger altid ambivalens indbygget i udvikling af og vedligeholdelse af stress.

(Anne Stokkebæk)

Fra putter til chauffør

Livet rummer mange omstillingsprocesser. Så skal man omstille sig fra at have 2 sygedage om året til at have 20 sygedage om året og håndtere den sårbarhed, der naturligt følger med et liv med mere sygdom. Så skal man omstille sig fra at have et misbrugsforhold til sydkoreanske dramaserier til at se virkeligheden i øjnene og mobilisere kræfterne til at tage ansvar for sit eget liv. Så skal man omstille sig fra at gå på arbejde for at redde verden til at gå på arbejde for at modtage løn, så man kan forsørge sin familie.

Vi skulle til barnedåb og fandt i den sammenhæng et udvalg af børnebøger på reolen, som kunne bruges som gave. Den tid er forbi, hvor jeg læste godnathistorie hver aften. Børnenes behov ændrer sig i takt med, at de bliver ældre. Nu er én af mine vigtigste opgaver i relation til børnene at være deres chauffør. Jeg har i årevis prøvet at få opgaven til at passe ind i en travl hverdag med mange eftermiddags- og aftenmøder. Da jeg besluttede mig for at lave en grundregel i mit liv om, at jeg ikke deltager i eftermiddags- og aftenmøder, medmindre de er online, så kunne jeg med det samme mærke, at det var en rigtig beslutning.

Jeg satser på at blive en haj til online møder, så jeg kan deltage i online møder, mens jeg kører i bil, og mens jeg sidder i bilen og venter.

Jeg har set sydkoreanske dramaserier fra juli 2023 til nu. Jeg har lavet en komplet liste over sete dramaserier, og den rummer 22 dramaserier. Da jeg en dag var ude at gå en lang tur, så fandt jeg på at skrive en bog om sydkoreanske dramaserier med fokus på temaet: Den ugengældte kærlighed. Igen og igen er der en bejler for meget, hvis ulykkelige kærlighedshistorie bringer minder til live.

Jeg tror ikke, jeg nogen sinde skriver bogen, men mon ikke det kunne blive en god bog.

Nu har jeg besluttet, at det er slut med sydkoreanske dramaserier. Jeg undgår den første smøg det første afsnit af en ny dramaserie.

Politik og pædagogik

Gang på gang har jeg brugt ferier og fridage på beslutningsprocesser. Hvor skal jeg bo? Tjek, det har jeg besluttet. Hvor skal jeg arbejde? Bliver man nogen sinde færdig med at overveje det? I vinterens løb traf jeg en beslutning om at skifte arbejdsplads, og fra og med 1. marts har jeg arbejdet i Nykøbing. Det var en god beslutning, som jeg ikke føler trang til at genoverveje. Så langt, så godt.

Så er der de store fritidsslugere som for eksempel spejderarbejde, menighedsrådsarbejde, havearbejde. Skal jeg give plads til dem i mit liv? Spejderarbejdet sagde jeg farvel til, da jeg blev fuldtidsspejderleder, altså skolelærer. Menighedsrådsarbejdet har jeg også sagt farvel til. Jeg troede, jeg skulle være sådan en havenørd, der brugte en stor del af sin fritid på havearbejde, men sådan blev det ikke.

Jeg indledte min politiske dannelsesrejse i november 2021 med henblik på at finde et politisk ståsted. Rejsen er for så vidt tilendebragt. Så den beslutningsproces, der lige nu fylder i mit liv, den handler ikke om mit politiske ståsted. Den handler om balancen mellem politik og pædagogik. Hvor meget tid vil jeg bruge på henholdsvis politik og pædagogik?

Bare det at holde sig almindeligt orienteret om, hvad der foregår på verdensplan, i EU, i Danmark og på Lolland, er et fuldtidsarbejde. Jo mere tid jeg bruger på det, jo mindre tid har jeg til pædagogik. Og hvad skal jeg bruge det til, altså at være almindeligt orienteret om, hvad der foregår, hvis jeg ikke har tid og overskud til at være aktiv i den politiske debat?

Jeg har været med familien på ferie i Prag og herefter med familien på koloni i de tjekkiske bjerge. Nu er jeg hjemme. Og jeg er for en gangs skyld kommet godt i gang med oprydning og rengøring. Så må verden vente.

Men det haster

Det er et spørgsmål om livsstil. Om følelsen af at være bagud er en varig følelse. Om der altid lige er noget, man skal have ordnet, før man kan… leve sit liv sådan rigtigt, sådan som man havde planlagt det.

Jeg har prøvet at tage kontrol over mit livs tempo. Det er sværere end som så. For hvordan skal jeg det, når jeg altid er bagud med arbejdsopgaver i mit liv som lærer? Mon ikke de fleste af os kan nikke genkendende til, at der altid er opgaver på arbejdspladsen, man ikke når, men som det forventes af én, at man når?

Jeg kan ikke bare arbejde med opgaverne i et fornuftigt tempo, og så have en afslappet holdning til, at der er opgaver, som jeg ikke når. For jeg er ikke en ø. Jeg er del af et fællesskab.

Jeg har brug for at arbejde med opgaverne i et fornuftigt tempo på arbejdspladsen såvel som i fritiden, hvor jeg er ny i rollen som politisk aktiv. I den politiske verden er der også en hektisk stemning. Så skal man nå at flytte stemmer før valget. Så skal man…

Det må regnes for én af fordelene ved at blive ældre. At man opbygger en større og større modstandskraft overfor arbejdsgiveres pres. Overfor pres i det hele taget.

Så i takt med, at man bliver ældre, så bliver man bedre til at holde et fornuftigt tempo og prioritere sine opgaver. I princippet. I praksis kan jeg nogle dage blive i tvivl om, hvorvidt jeg er blevet bedre til at holde et fornuftigt tempo.

Jo ældre jeg bliver, jo mere travlt får jeg. For jeg ved, at min tid er begrænset. En dag er det forbi. En dag kan jeg ikke nå mere. For da er jeg død.

Den gamle musiklærer

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal indlede dagens blogindlæg. Men måske med sangbøgerne. Som jeg har rigtig mange af. De står og samler støv på reolen. Eller det gjorde de. I går lå de spredt i stuen, da jeg gik i gang med at lave en plan for den ugentlige fællessang i indskolingen i det kommende skoleår.

Jeg skal ikke undervise i musik i det kommende skoleår. Men jeg har aftalt med mine kollegaer, at jeg skal stå for den ugentlig fællessang.

Når jeg ser tilbage på mit arbejdsliv, så mindes jeg ikke, at jeg nogen sinde før har haft et ugeskema uden faget musik, altså når jeg ser bort fra mit allerførste år som lærer, hvor jeg ikke underviste i musik. Men mon ikke faget får en revival i mit arbejdsliv en dag?

I mellemtiden vil jeg bruge al min musiklærerenergi på gennemførelsen af den ugentlige fællessang.

Mens jeg var lærer i Ølstykke, havde jeg typisk et par klasser i musik hvert skoleår. Vi havde morgensang hver morgen for 0.-6. klasse, og vi var en lille håndfuld musiklærere, som skiftedes til at have ansvar for at vælge, præsentere og akkompagnere dagens to sange.

Efter et par år bad jeg om at blive fritaget for at have ansvar for morgensang. At sidde dér ved klaveret og spille, mens 300 børn sang, det gav mig ofte en rumlen i maven. Jeg blev nervøs. Og jeg havde brug for at muge ud i mængden af arbejdsopgaver, som bidrog til nervøsitet og ængstelse i hverdagen.

På Dannelunde Skole var der også morgensang hver morgen, men kun for 0.-3. klasse. Stilen var væsentlig anderledes. På min første arbejdsdag på Dannelunde Skole sang vi Under stjernerne på himlen i kor med Rasmus Seebach. Det levende akkompagnement i form af et klaverakkompagnement var skiftet ud med YouTube.

Vi skiftedes til at have ansvar for morgensang, og repertoiret var præget af den musik, børnene lyttede til i hverdagen.

Inden jeg forlod Dannelunde Skole, havde vi skabt et blandingskoncept. Morgensang var for 0.-6. klasse, og det foregik i forhallen. Nogle dage var der levende akkompagnement i form af et klaverakkompagnement, andre dage blev der skruet op for højttaleren.

Man kunne afgive ønsker til, hvilke sange der skulle være del af morgensangsrepertoiret, men som udgangspunkt var sangene valgt af musiklæreren med henblik på at repræsentere et bredt udsnit af den danske sangskat.

Det blev til et indlæg om morgensang, og det var slet ikke min hensigt. Det skulle have handlet om identitet. Om at være den, man er. Om trinvist at opgive tanken om at være noget særligt og i stedet erkende, at…

Ja, for mit eget vedkommende, at jeg er den gamle musiklærer. Og den gamle dansklærer. Og hvad jeg nu ellers er, nu med “gamle” foran. Og at jeg er glad og tilfreds, både med at være, hvad jeg er, og med at blive ældre.

Jeg hørte om en tysklærer, der som dement fandt glæde ved at løse kryds og tværs på tysk. Og jeg spekulerede på, hvad jeg som dement vil finde glæde ved, måske ved at bladre i sangbøger og lave planer for, hvad vi skal synge på plejehjemmet.

Min farbror

døde, og jeg tog til Vestjylland for at deltage i bisættelsen. Det er efterhånden et par år siden. Men det var en skelsættende begivenhed i min tilværelse. Vi så tilbage på min farbrors liv og levned. En aktiv mand, var han. Allestedsnærværende i det lokale foreningsliv.

Mange andre end min farbror har i vidt omfang været aktive i det lokale foreningsliv. Deres frivillige arbejde har præget deres liv lige så meget som deres lønnede arbejde. I nogle tilfælde mere end deres lønnede arbejde.

De har båret store læs. Ikke fordi de fik løn for det. Snarere fordi det var deres natur. Det gav deres liv indhold. Det gav deres liv mening. Og hvordan ville verden se ud uden dem? Min datter er netop indmeldt i foreningen 4H. Jeg kan ikke tilbyde foreningen min frivillige arbejdskraft, hverken som instruktør eller som medlem af bestyrelsen. Men hvor er jeg taknemmelig for, at andre bidrager med deres frivillige arbejdskraft.

Da vi opgav at starte en friskole i Dannemare i foråret 2020, besluttede jeg at rette et større fokus på mit arbejde som folkeskolelærer. Altså på mit lønnede arbejde. Samtidig ønskede jeg at gå i de ældre generationers fodspor og blive medlem af det lokale menighedsråd. Jeg forudsatte, at det var et relativt beskedent bidrag til det frivillige Danmark.

Siden blev jeg også medlem af bestyrelsen for Lolland-Falsters Historiske Samfund. Og efterhånden kasserede jeg planen om at lade mit bidrag til det frivillige Danmark være et beskedent bidrag. For hvorfor udelukke, at jeg – ligesom min farbror – kunne blive sådan en frivillighaj?

I skrivende stund er jeg på tilbagetog. Ikke fra frivilligt arbejde. Men fra frivilligt arbejde i øst og vest. Mit frivillige arbejde skal rette sig mod, hvad jeg synes, er det vigtigste. Derfor har jeg besluttet at forlade menighedsrådet. Som den flinkepige, jeg er, er det svært for mig. Jeg synes ikke, jeg kan være det bekendt.

Men faktum er, at for mig hører folkekirken ikke til i kategorien: Det vigtigste. Det skyldes mit eget forhold til folkekirken. Men det skyldes også danskernes forhold til folkekirken i et mere overordnet perspektiv. Langt de fleste har vendt ryggen til folkekirken. Og dermed er den ikke det samlingssted, som den burde være. Det kan man forsøge at kæmpe for, at den bliver. Eller man kan acceptere, at det er sådan, det er.

Mit tilbagetog skal give plads til et fremtog. Jeg vil nemlig ikke skrue ned for mit engagement og min deltagelse i samfundslivet. Jeg vil tværtimod skrue op. Jeg vil bane vejen for et mere fuldtonet engagement. Det bliver et politisk betonet engagement med fokus på værdier som demokrati, social retfærdighed og bæredygtighed.