Min farbror

døde, og jeg tog til Vestjylland for at deltage i bisættelsen. Det er efterhånden et par år siden. Men det var en skelsættende begivenhed i min tilværelse. Vi så tilbage på min farbrors liv og levned. En aktiv mand, var han. Allestedsnærværende i det lokale foreningsliv.

Mange andre end min farbror har i vidt omfang været aktive i det lokale foreningsliv. Deres frivillige arbejde har præget deres liv lige så meget som deres lønnede arbejde. I nogle tilfælde mere end deres lønnede arbejde.

De har båret store læs. Ikke fordi de fik løn for det. Snarere fordi det var deres natur. Det gav deres liv indhold. Det gav deres liv mening. Og hvordan ville verden se ud uden dem? Min datter er netop indmeldt i foreningen 4H. Jeg kan ikke tilbyde foreningen min frivillige arbejdskraft, hverken som instruktør eller som medlem af bestyrelsen. Men hvor er jeg taknemmelig for, at andre bidrager med deres frivillige arbejdskraft.

Da vi opgav at starte en friskole i Dannemare i foråret 2020, besluttede jeg at rette et større fokus på mit arbejde som folkeskolelærer. Altså på mit lønnede arbejde. Samtidig ønskede jeg at gå i de ældre generationers fodspor og blive medlem af det lokale menighedsråd. Jeg forudsatte, at det var et relativt beskedent bidrag til det frivillige Danmark.

Siden blev jeg også medlem af bestyrelsen for Lolland-Falsters Historiske Samfund. Og efterhånden kasserede jeg planen om at lade mit bidrag til det frivillige Danmark være et beskedent bidrag. For hvorfor udelukke, at jeg – ligesom min farbror – kunne blive sådan en frivillighaj?

I skrivende stund er jeg på tilbagetog. Ikke fra frivilligt arbejde. Men fra frivilligt arbejde i øst og vest. Mit frivillige arbejde skal rette sig mod, hvad jeg synes, er det vigtigste. Derfor har jeg besluttet at forlade menighedsrådet. Som den flinkepige, jeg er, er det svært for mig. Jeg synes ikke, jeg kan være det bekendt.

Men faktum er, at for mig hører folkekirken ikke til i kategorien: Det vigtigste. Det skyldes mit eget forhold til folkekirken. Men det skyldes også danskernes forhold til folkekirken i et mere overordnet perspektiv. Langt de fleste har vendt ryggen til folkekirken. Og dermed er den ikke det samlingssted, som den burde være. Det kan man forsøge at kæmpe for, at den bliver. Eller man kan acceptere, at det er sådan, det er.

Mit tilbagetog skal give plads til et fremtog. Jeg vil nemlig ikke skrue ned for mit engagement og min deltagelse i samfundslivet. Jeg vil tværtimod skrue op. Jeg vil bane vejen for et mere fuldtonet engagement. Det bliver et politisk betonet engagement med fokus på værdier som demokrati, social retfærdighed og bæredygtighed.

Eksperimentet

I takt med, at jeg fik flere børn, så voksede lysten til at dyrke moderskabet. Og ikke mindst redebyggeriet.

Jeg så mod Lolland med henblik på at købe et hus til min familie, og jeg forestillede mig et liv med fokus på sådan noget som boligindretning og haveplanlægning. Jeg skulle være anker for festligholdelsen af årets højtider med peberkager og æggelege og andet godt fra yndlingsbøger som Familiens bog om lege og traditioner.

Jeg lod mit hår vokse. Det passede godt til mit liv som mor, syntes jeg.

Nu klipper jeg det af igen, håret. Det var dejligt at have langt hår. Men nu vil jeg bare gerne være – mig selv. Sommeren 2020 tog jeg mit gamle efternavn tilbage, Villadsen. Nu er tiden kommet til, at jeg tager min gamle frisure tilbage.

Kommoden i spisestuen er fyldt med pynt. Pynt til jul og pynt til påske. Pynt til fastelavn og pynt til halloween. Når Margrethe går i gang med at pynte huset op, så er hun færdig senest en time senere. Det er hende, som tager initiativet; hende, der står op om morgenen og fortæller, at nu vil hun pynte op.

Jeg kan lide det sådan.

Hjernens motorveje

Om end vi ofte fortæller historien om, at vores verden er i en hastig forandring, så tror jeg mange af os ind imellem gribes af en følelse af at være låst fast i gentagelsen.

Som Phil Connors, der er fanget i en tidssløjfe i den romantiske komedie Groundhog Day fra 1993.

Man kan sige, at sådan er livet. Det består af gentagelser. Som den romerske kejser og filosof Marcus Aurelius udtrykker det: If you’ve seen the present, you’ve seen all things, from time immemorial into all of eternity. For everything that happens is related and the same.

Men den umiddelbare oplevelse af at være låst fast efterfulgt af ønsket om forandring kan have sin berettigelse.

Jeg har været indskolingslærer siden 2004. Selvom jeg har en målsætning om hele tiden at udvikle mig som indskolingslærer, så er der en ensformighed forbundet med mit job, som fører en ensformighed i tanke og handling med sig.

Eleverne taler i munden på hinanden, og jeg skal lære dem at lytte til hinanden og vente på tur. Efter et par år forlader eleverne indskolingen, og vi siger farvel til hinanden. Så starter jeg forfra med nye elever, der taler i munden på hinanden.

Eleverne bliver uvenner og indleder slåskampe, og jeg skal lære dem konflikthåndtering. Eleverne kan ikke finde deres ting, og jeg skal lære dem at rydde op efter sig og holde orden. Imens passerer årene forbi. 17 år er gået, siden jeg første gang blev klasselærer og tålmodigt spurgte et barn: Kan du huske, hvornår du har set dine vanter sidst?

Herefter er det gået slag i slag med vanter, der bliver væk.

Når ensformigheden bliver et problem, hvad er det så, den gør ved os? Jeg oplever, at den tager magten over mig og trækker mig i retning af motorvejene, af hjernens motorveje. Jeg bliver tilbøjelig til at tænke og handle, som jeg gjorde i går.

Jeg bliver en zombie.

Og ind imellem vågner jeg af min zombietilstand og tænker: F*ck!

Året der gik

2021 lakker mod enden. I årets tre første måneder skrev jeg hver uge et indlæg på min blog: Mit liv som lærer. Så fulgte tre måneder, hvor jeg hver uge skrev et indlæg på nærværende blog: Marie Louises blog.

Og så fulgte månederne præget af to stillingsopslag, det ene med stillingen som leder af Østofte Landsbyordning, det andet med stillingen som leder af Holeby Landsbyordning. Hele sommeren gik med at søge disse to lederstillinger. Jeg forberedte mig på at blive leder, herunder på de kommende jobsamtaler.

Men jeg blev ikke indkaldt til jobsamtaler. Og det var en lang proces for mig at komme overens med, hvad jeg betragtede som et stort nederlag. Så det gik der tre måneder med. August, september og oktober passerede forbi, mens jeg slikkede mine sår.

Men som den buddhistiske nonne Pema Chödrön måske ville formulere det, så skabte det en ny sprække i muren, en åbning. Det er i livets sårbare øjeblikke, at vi kan udvikle større ydmyghed og ømhed, at vi kan vække bodhichitta.

Jeg lagde især mærke til, hvordan min kærlighed til mine kollegaer voksede. Men i det hele taget blev jeg mere opmærksom på mine omgivelser. Jeg forbandt det med at blive ældre. Og når jeg så mig selv i spejlet, fik jeg øje på, hvordan de grå hår blev flere og flere.

Jeg lyttede til lydbøger, mens jeg cyklede, og det blev til et skelsættende møde med samfundslitteraturen. Jeg besluttede at fortsætte min politiske dannelsesrejse, og i den sammenhæng oprettede jeg min tredje blog, nemlig Der dukker af disen. Siden udgangen af november har jeg hver uge skrevet på min nye blog.

Så nu vil jeg gå det nye år i møde med en forventning om, at de grå hår vil blive en slags materialisering af mit politiske jeg.

Min egen frikirke

Det er lørdag morgen i oktober. Efterårsferien lakker mod enden. Efter dage med regn og blæst venter forude en dag med dejligt vejr. Vi har talt om at tænde bål i haven hen imod aften. Det plejer at være noget, vi gør om sommeren. Men hvorfor ikke gøre det på en efterårsdag med gulligt løv?

Vi er trådt ind i masseovnssæsonen. Den del af året, hvor vi dagligt tænder op i masseovnen, som opvarmer det meste af huset. Det tager et par timer, før dagens portion brænde er blevet til aske. Mens der er ild i masseovnen, nyder vi strålevarmen, og det gælder både mennesker og dyr. Katten Sif nyder at ligge udstrakt foran masseovnen, mens ilden knitrer.

Vi er i huset på forskellige måder afhængigt af årets skiften. I sommersæsonen bruger vi havestuen. Vi skriver og tegner og spiser dagens måltider omgivet af havens grønne løv. Imens er stuen et forladt sted. Et mørkt sted. Den venter på, at det bliver efterår og vinter. Nu er stuen igen blevet et sted, man hænger ud. Et værested og et mødested.

Vi er blevet en familie med høretelefoner. Min mand foreslår, at vi lærer tegnsprog. Så vi til trods for, at vi hver især har høretelefoner på, kan kommunikere med hinanden. Man kan ikke stille sig ud ved trappen og kalde på den 13-årige, der sidder på sit værelse. For han har høretelefoner på. Man kan ikke stille sig i døren ud til haven og kalde på den 11-årige, der sidder på gyngen under valnøddetræet. For hun har høretelefoner på.

Jeg er sidste medlem af familien, der har taget fat på en hverdag med høretelefoner på. Hvor min mand først og fremmest lytter til podcasts, så lytter jeg indtil videre først og fremmest til lydbøger. Når jeg rydder op, når jeg gør rent, når jeg stryger, når jeg laver mad, når jeg går tur. Jeg har købt høretelefoner til at have på, når jeg cykler. De kan tåle regn og sved.

I efterårsferien har jeg søgt på: Buddhisme. Jeg fandt to lydbøger, den ene af Haemin Sunim, den anden af Marie Kronquist. Haemin Sunim er zenbuddhistisk munk fra Sydkorea. Marie Kronquists bog Se tigeren i øjnene rummer hendes livsfortælling, herunder hendes fortælling om at leve og praktisere som buddhist i Vesten.

Det kom sig af, at jeg ofte passerer forbi Buddhistisk Center Lolland. Eller: Lolland Buddhist Meditation Retreat Center. Det ligger dér på Korterupvej, langt væk fra alting. Et lille skilt ved vejen markerer dets placering. Og kun på grund af skiltet ved vejen ved jeg, at det er dér, at det findes. For det er ikke et sted, der bruges af de lokale. Det bruges af mennesker, der kommer langvejs fra.

Så fandt jeg ud af, at det er et samlingssted for Diamond Way Buddhists. Og jeg gik i gang med at undersøge Diamond Way Buddhism, diamantvejsbuddhismen. Det faldt sammen med, at jeg besøgte min buddhistiske veninde. Og jeg gik i gang med at undersøge Nichiren Buddhism. Marie Kronquist søgte efter en gren af buddhismen, som kunne blive hendes, og hun fandt Shambhala Buddhism.

I dag stod jeg op med beslutningen om at gå i gang med at undersøge det danske udvalg af frikirker. Jeg stødte på Aarhus Vineyard. Jeg lyttede til taler fra Aarhus Vineyard, mens jeg strøg. Det optager mig, det dér med gudstjenester uden præstekjoler og orgler. Ligesom det optager mig, hvordan forskellige kristne har forskellige bibelsyn.

Herunder er tanker om min egen frikirke, altså om den kirke, jeg drømmer om, hvordan er den?

Den danner rammen om et fællesskab, hvor man studerer religiøse tekster såvel som andre tekster, det kan være filosofiske tekster. Hvor man ikke er optaget af det metafysiske, men af vores liv med hinanden, af menneskers mentale og åndelige udvikling. Hvor både Jesus og Buddha spiller en rolle, hvor både salmesang og meditation er almindelige aktiviteter.

Den danner rammen om et fællesskab båret af frivillighed og lysten til at være sammen, ikke af lønnet arbejde, pligt og konservatisme. Alle har deres almindelige tøj på, og sang ledsages af spil på de instrumenter, som vi i forvejen kan lide at spille på.

Mine lollandske rødder

Jeg er ikke i gang med mine skriveprojekter, ej heller med undervisningsplanlægning. Naturfagslærerens notesbog ligger opslået på mit skrivebord på 1. sal, som er blevet et stilleben. Det har stået urørt i ugevis.

Men jeg savner gamle skriveprojekter. Og i dag udgiver jeg en tekst fra mit ufærdige website, Herfra min verden går. Teksten har overskriften: Mine lollandske rødder. Og den afsluttes med ord skrevet af Kaj Munk.

For øjeblikket cykler jeg hver morgen en tur ad Almindevej, Korterupvej, Vejlebyvej, Kaj Munks Vej og Rødbyvej. Der står en mindesten, hvor Kaj Munks barndomshjem lå. På stenen står:

Livets dyst er værd at vove
Nattens søvn er sød at sove
Moder Lolland, på din jord!

Her kommer teksten:

Mimbo Jimbo læste i tykke bøger om elefanter, og så pakkede han sine ting og drog afsted for at møde de vilde elefanter, sin slægt. Mindst én gang i livet må man opsøge sin slægt, sagde han til Mumbo Jumbo, som forstod, at det var vigtigt. Ligesom Mimbo Jimbo har jeg en interesse for rødder. Men jeg pakkede ikke mine ting for at drage til den afrikanske savanne, jeg pakkede mine ting for at drage til det sydvestlige Lolland, hvor roerne gror. Her voksede jeg op med hårbøjle i 1980’erne. Her blev jeg for evigt mærket af kærestesorger i 1990’erne. Det sydvestlige Lolland var min hjemegn indtil jeg flyttede til København i 1998 for at studere.

Og jeg studerede på livet løs, først studerede jeg jordbrugsøkonomi, så studerede jeg nordisk filologi og matematik. Omsider fandt jeg ud af, at jeg skulle være lærer, og så gik jeg i gang med læreruddannelsen. I 2004 blev jeg ansat som folkeskolelærer i Ølstykke, og det blev starten på en 10-årig æra i mit liv som folkeskolelærer i forstaden. Jeg blev gift, og jeg fik mit første barn, og jeg fik mit andet barn.

Jeg drømte om at eje et hus, men det blev ved drømmen, jeg havde giftet mig med en snusfornuftig mand, der holdt fast ved, at vi ikke skulle købe et hus, mens huspriserne var på vej ned. Da jeg i 2013 fik mit tredje barn var huspriserne ikke længere på vej ned, skulle vi nogen sinde købe et hus, så skulle det være nu. Men vi havde ikke råd til at købe et hus i Kongernes Nordsjælland, hvor vi dengang boede.

Så vendte jeg blikket mod syd, mod Lollands fede muld og flade landskab, mod min fødeø. I 2014 blev jeg ansat som folkeskolelærer på Lolland, og i 2015 overtog vi det hus, som er blevet vores hjem, et rødt hus med en grøn dør. Og jeg gik i gang med at etablere et arbejdsliv og et fritidsliv på Lolland, jeg gik i gang med at slå rod i Det vilde sydvest.

Min hjemegn er hverken bedre eller dårligere end alle mulige andre, den bare er, som den er. Her har boet mennesker i tusinder af år. De har set solen stå op og solen gå ned, ligesom jeg, de har oplevet glæde og sorg, skønhed og forfald. Dette er en samling af personlige noter om min hjemegn. Den er ikke noget særligt, og dog er den noget særligt for mig. Den er mit vidnesbyrd om, at dette sted på jorden lige som alle andre steder på jorden har potentiale til at være et yndlingssted.

Lolland, lavland, lerjordsslette,
frodige og muntre ø,
gyngende på bølger lette
i den knap nok salte sø,
ja, af Østersøen bysset
og af søndenvinden kysset
ligger du med smil og latter,
du vort havlands yngste datter,
– Danmarks kæledæggebarn!

Kaj Munk 1934

Mellemrum

Kalenderens sider er blanke. Jeg står op, går i seng, står op, går i seng. Men hvad laver jeg egentlig fra jeg står op til jeg går i seng?

Jeg har lavet et dagsprogram for sommerdage i Alminde, som jeg er i gang med at justere. Det rummer cykling og madlavning. Det er ikke lavet for at sikre effektivitet. Snarere for at sikre mental ro.

For at bane vejen for mindful cykling og mindful madlavning og sådan noget.

Det er ikke meningen, at jeg skal søsætte nye livsprojekter, tværtimod. Det er meningen, at jeg skal køre til stranden med ungerne og lægge i hængekøjen og læse.

Men måske er det bare sådan det ér, at ferietid er tænketid og dermed en anledning til indre uro. Til at gøre status. Til at mærke efter. Og til at overveje nye livsprojekter.

For selvom man beslutter at blive i sin bane, så kan det være godt nok at vide, at man har overvejet andre veje at gå.

Jeg kan lide at gøre status og at mærke efter. At være i mellemrummet.

Sommer

Margueritterne blomstrer, kirsebærrene modner, det er sommer. Sidste lørdag havde vi travlt med de sidste forberedelser før konfirmationsfest i haven. I dag vil jeg starte dagen med at skrive. Som jeg plejer at gøre, når det er lørdag.

I ugen, der gik, har jeg ryddet op på skolen. Jeg har ryddet op på reoler og i skabe, og jeg har smidt affaldssæk efter affaldssæk i skolens affaldscontainere. Så fulgte en miniferie med familien med overnatning i telt.

Dagens blogindlæg rummer ikke læsenoter. Men derimod mine tanker om vejen, jeg går ad. Skal jeg fortsætte ligeud, eller skal jeg ændre retning? Hvad er det for mig at fortsætte ligeud, er det at blive i mit nuværende job?

Vejen svinger her, hvor jeg står, og det kunne være oplagt at følge vejen, følge en gammel plan. Men jeg behøver ikke svinge, selvom vejen svinger, for der er også en vej ligeud. Det er markvejen, den gamle lærers vej.

Den gamle lærer, det er mig. Med flagrende garn og fodformede sko.

På den anden side

Livet rummer mange nye begyndelser. Som når man har forberedt sig til en eksamen igennem lang tid, og så løfter blikket, når eksamen er vel overstået. I ugen, der gik, bestod jeg min eksamen i linjefaget natur/teknologi.

Bøger om naturfag og bøger om didaktik har ligget i bunker på mit skrivebord. Nu er de sat på plads i reolen.

Hvornår har man lært at køre bil, er det, når man har bestået køreprøven? Eller har man først lært at køre bil, når man efter bestået køreprøve har kørt sine første 100.000 km?

Faktum er, at mit uddannelsesforløb har været for kort, når man tager mit udgangspunkt i betragtning. Den naturfaglige viden, jeg tilegnede mig i folkeskolen og i gymnasiet, den skal genopfriskes og justeres. Og det tager mere end et år.

Jeg kunne lave min egen uddannelsesplan for årene, der kommer. Jeg kunne have som målsætning at læse i bøger til 7.-9. klasse og i bøger til gymnasiet i tilknytning til mine årsplaner for undervisningen i natur/teknologi.

Og jeg kunne have som målsætning at tale med min mand om, hvad jeg læser.

Midtvejskriser

Jeg havde i går en samtale med min søster om, hvad man kan kalde den karrieremæssige midtvejskrise. Den som kan opstå, når man har 10-20 års arbejdserfaring. Den som kan opstå, når man ikke er selvstændig, men har en overordnet, altså en leder. Den som kan opstå, når man ikke søger eller ikke får forfremmelse, altså selv bliver leder.

Hvis man et øjeblik tager helikopterblikket på, så befinder rigtig mange mennesker sig i en karrieremæssig midtvejskrise.

Man har en mening om, hvordan arbejdet skal udføres. Og som årene går, og man bliver den gamle rotte, der kender sit fag ud og ind, så bliver det sværere og sværere at

• rette ind
• gøre honnør

Hvordan kan man hjælpe sig selv igennem en karrieremæssig midtvejskrise? Det kunne man godt skrive en bog om. Mon ikke den allerede er skrevet, den står bare ikke i min bogreol.

På min arbejdsplads skal vi træffe beslutning om, hvilket nyt matematikbogssystem vi skal satse på. Hvad der er et godt eksempel på en situation, hvor jeg skal holde min bitterhed i ave.

For i virkeligheden kan jeg leve med et hvilket som helst matematikbogssystem, så ingen grund til at fare op som en trold af en æske. Og i virkeligheden vil der selvfølgelig blive lyttet til, hvad jeg har at sige, jeg skal blot have mine argumenter parat. Jeg kan ikke nøjes med at sige:

Vi skal vælge Matematiklaboratiet, fordi jeg siger det.

Planlægningen af næste skoleår er i fuld gang. Den foregår først og fremmest ved min hjemmearbejdsplads. Den tog fart i maj måned, da fagfordelingen begyndte at falde på plads. Og jeg forudsiger, at den varer ved til udgangen af juli måned.