Den syge ansigtshud

Hudlægerne har givet mig diagnoser, jeg har atopisk eksem og rosacea, mit nuværende kroniske udslæt på kinderne skyldes ifølge hudlægerne sandsynligvis rosacea. Men hvad er det, jeg lige nu har i panden, skyldes det rosacea? For øjeblikket har jeg tre forskellige typer vævsskader i ansigtet, én på kinderne, én i panden og én på højre øjenlåg, de ligner ikke hinanden. Men måske er de ikke desto mindre i familie med hinanden.

Der findes hudlidelser i tusindvis, jeg bliver lidt rundtosset, når jeg ind imellem forsøger at trække linjer mellem på den ene side mine vævsskader i ansigtet og min sygehistorie og på den anden side de mange beskrivelser af hudsygdomme og deres symptomer. De ligner jo hinanden, hudsygdommene. Diagnoserne fremtræder ofte som et mislykket forsøg på at sætte noget i system, som ikke kan sættes i system.

Min mand bager det dejligste hvedebrød, han bager det i masseovnen. I perioder spiser jeg det ikke og holder mig i øvrigt fra alle former for gluten, selvom det er svært. Og selvom jeg føler mig latterlig, for det er jo moden, og er man så bare sådan én, der følger med strømmen og erklærer sig selv for glutenintolerant for at være fed med de fede.

Jeg plejer at gå i seng, når jeg har børstet børnenes tænder og læst godnathistorie for dem. Så orker jeg ikke mere. I går aftes så jeg første sæson af You’re the Worst. Undervejs fik jeg lyst til noget lækkert. Jeg gik ud i køkkenet, og jeg fandt min mands hvedebrød.

I ugens løb helede min pandehud, jeg ved ikke, hvad man kalder den form for vævsskade, jeg havde fået mig, der var ingen blærer, der var røde områder, som kløede, og som var en slags kilde, hvorfra der piblede en gennemsigtig væske. Huden helede, mens jeg fulgte en glutenfri diæt. Da jeg vågnede i nat var vævsskaden tilbage i fuld vigør.

Jeg har fundet ud af, at der findes en hudsygdom, der hedder: Dermatitis herpetiformis. Nogle mennesker er født med en særlig vævstype, hvori der er et antistof mod gluten, og da kan en glutenholdig kost forårsage betændelsestilstande i huden. Behandlingen består i en glutenfri diæt. Uden behandling risikerer man at udvikle lymfekræft.

Jeg vil gerne undersøges for cøliaki og for dermatitis herpetiformis. Jeg har hidtil antaget, at hvis jeg reagerer på gluten, så skyldes det nok en eller anden mild grad af glutenintolerance. Men måske er det værre end som så, måske har jeg i virkeligheden cøliaki.

Jeg ønsker mig…

Man er død den dag, man ikke ønsker sig noget, hvem har sagt det, en eller anden berømt psykolog?

I dag sagde en god ven til mig: Hvad hvis nu du får en pæn hud, og dagen efter dør du. Ja, hvad hvis nu?

Ville han få mig til at overveje, om det er mit ultimative ønske, om det er et værdigt ønske eller et plat ønske? Ville han få mig til at overveje, hvad jeg i virkeligheden ønsker, hvad det egentlig er, der gik galt i min barndom? Ville han fortælle mig, at man skal leve i nuet, værdsætte det, som er, i stedet for at ønske sig noget, man ikke har?

Jeg ønsker mig et meningsfuldt liv, jeg ønsker mig mere nydelse og mindre smerte. Mine ønsker går ikke hånd i hånd, sådan er livet præget af alskens dilemmaer. Et meningsfuldt liv er et liv, hvor man kæmper for noget, og når man kæmper for noget, så er det smertefuldt hver gang, man lider nederlag, og man kan ikke vinde hele tiden.

Jeg kæmper for at give udsatte børn en bedre hverdag, give dem mulighed for at udvikle sig, og nogle gange lider jeg nederlag, så bliver jeg skurken i stedet for helten, så bliver jeg kilden til angst i stedet for at være motor i en proces, der leder mod større selvværd og mindre isolation.

Jeg ønsker mig et meningsfuldt liv, og så ønsker jeg mig en pæn hud, jeg er i bund og grund et forfængeligt menneske, måske skyldes det noget, der gik galt i min barndom, hvad ved jeg. Er der i virkeligheden noget galt i at være forfængelig?

Jeg behøver ikke være så slank og så smuk som Keri Russel (The Americans) eller Robin Wright (House of Cards). Men det kunne være rart med en pæn hud.

Ekstreme spisevaner

Den mad. Det er lang tid siden, jeg sidst har skrevet om mine spisevaner. Jeg har med vilje undgået emnet.

Tiden går, og jeg har vænnet mig til at have et permanent udslæt på kinderne. Jeg bilder mig ikke ind, at det er smukt, men det er blevet en del af mig. Det er mit mærke. Harry Potter har et ar i panden, jeg har udslæt på kinderne.

Jeg kan leve med mit udslæt. Det klør ikke. Det er bare dér på kinderne, når jeg ser i spejlet.

Jeg holder ikke mine spisevaner i snor for at få en smuk ansigtshud uden udslæt, det får jeg aldrig, men for at bevare min fysiske styrke. Jeg har et arbejde, og jeg har tre børn, og jeg kan godt klare det, men det kan jeg kun, hvis jeg holder mine spisevaner i snor.

Jeg var nødt til at kapitulere fredag. Jeg havde så ondt, at jeg var nødt til at tage hjem fra arbejde og lægge mig på sofaen. Og jeg vidste, det ikke var en virus. Jeg vidste, det skyldtes mad.

Det var nok udmærket at blive mindet om, at det er alvor, sådan her lige før juletiden for alvor går i gang. Det kan godt være, at andre mennesker kan spise dit og spise dat, men jeg er sart. Jeg er blevet sart.

Og så har jeg brug for faste rammer. Jeg kan ikke spise chokolade en gang imellem. Hvis der er noget, jeg ikke må spise løs af, så er det lettest for mig helt at undgå det. Det er lidt sygeligt, men det er sådan, det er, sådan groft sagt, jeg er hvad Gretchen Rubin kalder en abstainer.

Jeg overvejer at blive veganer. Det har jeg overvejet længe.

Jeg er i forvejen mærkelig. Jeg spiser ikke kage sammen med kollegaerne hver tirsdag. Christian Bitz har lært mig, at man skal tage sig i agt for overkorrekt spisning, for ortoleksi. Det lyder så rigtigt, når han siger det. Det lyder så rigtigt at prioritere sit sociale liv, at undgå udelukkelse fra fællesskabet på grund af outrerede spiseregler.

Men måske kan jeg noget, som Christian Bitz ikke kan. Heather Crosby skriver om det i sin bog, hun skriver om, hvordan hun tackler den udfordring det er at bevare et rigt socialt liv og samtidig holde fast i ekstreme spiseregler.

Jeg drikker te. Og jeg spiser frugt. Og med det kan man nå langt. Og så må jeg klare resten ved hjælp af samtale. For samtalen er nu engang, når alt kommer til alt, langt mere afgørende for skabelse og vedligeholdelse af relationer end samspisningen.

Jeg kan godt vise min mand, at jeg elsker ham, på andre måder end ved at spise hans rugbrød. Og hvis han gerne vil lave mad til mig, så ved han, hvad der gør mig glad, nemlig hans dhal. Det er den bedste dhal, der findes.

Jeg er i forvejen mærkelig, det vil ikke få en stor negativ effekt på mit sociale liv, hvis jeg beslutter at blive veganer.

 

Syg eller rask

Er jeg syg eller rask? Når jeg ser mig i spejlet om morgenen, så ligner jeg én, der er syg. Mine kinder er fortsat dækkede af pustler og papler. Om jeg følger mine spisebud? Nej. I går spiste jeg en isvaffel. I forgårs en fastelavnsbolle.

Men jeg mister ofte motivationen til at følge mine spisebud. Fordi jeg uanset hvad jeg gør ikke bliver rosaceasymptomerne kvit.

Min familie er hårdt ramt af sygdom. Min ældste datter lå på sofaen i hele sidste uge, før hun omsider havde kræfter til at stå op. Imens lå min mand i soveværelset. Nu er også han på benene igen, men det er takket være en pencilinbehandling.

Denne weekend begyndte min yngste datter at kaste op. Hun er stadig ikke blevet rask. Og fra i går er min søn også blevet sengeliggende.

Og hvad så med mig? Jo, da jeg begyndte at skrive dette blogindlæg, var det tanken, at det skulle være en lovprisning af mit gode helbred. For da så det ud som om, at jeg ville klare skærene med kun én dag på sofaen. Helt sådan ser det ikke ud længere.

Men giver det ikke stadig mening at lovprise mit gode helbred? Selvom jeg sidder her med feber og en kop kamillete?

Det er nemlig sjældent, jeg bliver ramt af sygdom. Og det vil jeg gerne værdsætte. Jeg vil nødig stå dér om 5 år med en kræftdiagnose og tænke tilbage på et liv, hvor jeg ikke værdsatte mit gode helbred. Hvor jeg gik rundt og stønnede over pustler og papler på kinderne, mens jeg var i fuld vigør.

 

Mit sårede hoved

Uanset hvad jeg fejler, så er status uændret. Mine kinder er dækket af pustler og papler. Jeg har efterhånden lært at leve med det. Jeg har indstillet mig på, at min huds sørgelige tilstand er en kronisk tilstand.

Jeg læste for nylig nogle erindringer. Hvor én kunne huske en dame fra sin barndomsby. En sød dame. Det første han beskrev var hendes udseeende, som var præget af en hudsygdom i ansigtet.

Mon ikke det er sådan, jeg vil blive husket. For at have en hudsygdom i ansigtet og dernæst for personlige egenskaber. Det er ikke længere noget, der skræmmer mig.

For øjeblikket lider jeg igen af øjenlågseksem. Sidst det blussede op gik jeg til frisøren. Det hjalp. Eksemet forsvandt som dug for solen. I morges klippede jeg mit pandehår. Mon ikke det hjælper, det tror jeg.

Det klør fortsat i hårbunden. Det har det gjort siden december måned. Sårene vandrer. Først er de her, så er de dér.

Det sidste nye er et sår i munden. Jeg kan næsten ikke spise. Jeg ved ikke, hvordan det er opstået, men mon ikke det er Margrethe, der har været på spil med sine lange negle.

Min mand foreslog, at jeg kunne hugge hovedet af mig selv. Det vil jeg undlade at gøre. For jeg kan godt lide mit hoved, også selvom det er såret.

En kvindes strategier

Jeg har spist hjemmebagt rugbrød. Jeg har spist hjemmebagte kanelsnegle. Jeg har spist Spaghetti Carbonara med hjemmelavet pancetta. Jeg har spist ost! Jeg har drukket rødvin! Og det var alt sammen herligt.

Når jeg ser mig i spejlet om morgenen, så sukker jeg. Men jeg har efterhånden vænnet mig til udslæt på kinderne. Så det varer ikke længe, før mine tanker igen kredser om alt muligt andet end lige udslæt. Heldigvis.

Ind imellem glemmer jeg, at der er forskel. At der er forskel på, hvor slemt det er. I morges huskede jeg, at der er forskel. I morges måtte jeg konstatere, at – hov – nu er det igen værre, end det plejer at være.

Og jeg besluttede, at jeg vil genindføre mit kostregime. At jeg igen vil følge min kåldiæt. Hvor jeg undgår at spise gluten og mælkeprodukter og tilsat sukker. Hvor jeg undgår at drikke alkohol. Hvor jeg dagligt spiser en stor portion kål. Hvor jeg følger en masse af Dr. Fuhrman’s råd.

Jeg skrev i min dagbog om alle de gode gamle vaner, som jeg vil holde fast ved. De kan nemt blive glemt, når alt er nyt. Når vi har rykket vores tilværelse i Jørlunde op med rode og erstattet den med en ny.

Efter påske vil jeg finde ladcyklen frem hver morgen og cykle til skole med Signe på ladet. Jeg har været vant til at cykle på ladcyklen hver dag, og det vil jeg blive ved med.

Fra i dag vil jeg hver aften rydde op i køkkenet efter aftensmaden. Ligesom jeg har været vant til. Fra i dag vil jeg…

 

 

Er det mon nikkelallergi?

Både min læge og min hudlæge sagde: Det ligner rosacea, det dér! Men er det nu også det?

Paplerne sidder alle sammen dér på kinderne. Måske er det min mobiltelefon? Jeg skiftede for nylig min mobiltelefon. Bare for en sikkerheds skyld.

Men det hjalp ikke.

Det gjorde laserbehandlingen heller ikke. Og det gjorde mit kostregime heller ikke. De er der stadig, paplerne. Der bliver snarere flere og flere, end der bliver færre og færre.

Nu prøver jeg i en periode helt at undgå at tale i mobiltelefon. Jeg har fået mig en fastnettelefon.

Det hjælper sikkert heller ikke, men det skal prøves.

Heldigvis kan man godt være glad, selvom ens ansigt er vansiret af papler!

Min kåldiæt #2

Dette er mit udgangspunkt: Jeg vil spise frugt og nødder til morgenmad, en suppe eller en gryderet med bælgfrugter til frokost og så en stor portion salat til aftensmad.

I dag har jeg lavet dhal af røde linser, og dermed har jeg lavet frokost til cirka fem dage. Til aftensmad fik jeg en salat af fintsnittet rosenkål, hakkede mandler og æbletern.

Jeg vil veksle mellem disse korsblomstrede grøntsager, når jeg laver dagens salat: Broccoli, blomkål, grønkål, rosenkål, spidskål, hvidkål, rødkål, glaskål, rucola.

Jeg elsker nødder. Jeg har et lager af: Mandler, hasselnødder, valnødder, jordnødder, cashewnødder og paranødder.

Jeg er gået i gang med at udforske bælgfrugterne. Jeg har længe haft et lager af: Grønne og røde linser, kikærter, kidneybønner, store hvide bønner og mungbønner. Som noget nyt har jeg indkøbt azukibønner.

Jeg vil gerne spise flere spirer, blandt andet broccolispirer.

Jeg skal huske at spise svampe. I denne uge har jeg husket at købe en pose svampe i gårdbutikken.

Min kåldiæt #1

Jeg har fundet en kostvejleder, som jeg stoler på, nemlig Joel Fuhrman. Og det er så enkelt, for uanset hvad man fejler eller gerne vil forebygge, så er kostvejledningen den samme. For det handler om at styrke kroppens immunsystem. Ikke en gang for alle, men hver dag. Livet igennem.

Kort fortalt så har kroppen brug for kål, løg, svampe, bær, bønner og frø. Joel Fuhrman er hverken vegetar eller veganer, han er nutritar. En nutritar foretrækker de fødevarer, som indeholder flest mikronutrienter pr. kalorie. Da animalske fødevarer indeholder få mikronutrienter pr. kalorie, kan det i praksis være svært at skelne mellem en veganer og en nutritar.

Han er meget omhyggelig med sine argumenter, som ikke er argumenter af typen: Det siger jo sig selv, at… Det er argumenter af typen: De og de undersøgelser peger på, at… Han er med andre ord forsker.

Mere om baggrunden for min kåldiæt en anden dag.

Bagerst i Joel Fuhrman’s bog er der opskrifter. Amerikanske opskrifter. Man kan lade sig inspirere af dem, men det er svært at følge dem, som de er.

Men man kan følge hans principper, som de er. Han skriver f.eks.: Du kan spise enkelt og nyde frugt og nødder til morgenmad, en stor salat med bønner og en sund dressing til frokost og derpå en dejlig skål suppe til middag – som blev lavet for et par dage siden.

Fytokemikalier

For øjeblikket tager jeg ingen kosttilskud, for jeg tror ikke på, at det virker. Men hvorfor tror jeg ikke på, at det virker?

Nu er jeg kommet godt i gang med læsningen af Joel Fuhrman’s Optimalt immunforsvar. Min nye bibel. Og læsningen minder mig om den væsentligste årsag til, at jeg ikke tror på, at det virker at tage kosttilskud. Det handler om, at naturen er så viseligt indrettet, at det er naivt at tro, at vi kan kortlægge den og på den baggrund skabe noget, der er lige så godt.

I 1930’erne fandt man frem til, hvilke vitaminer og mineraler kroppen har brug for.  Og så gik industrien i gang med at producere piller. Og efterhånden afløste forarbejdede fødevarer de friske.

Og så viser det sig, at vi selvfølgelig ikke har det fulde overblik over, hvad kroppen har brug for. Og vi har sat naturen ud af spil ved at spise forarbejdede fødevarer. Pludselig mangler kroppen livsvigtige stoffer.

Man skelner mellem makronutrienter og mikronutrienter. Makronutrienterne er fedt, kulhydrat, protein og vand. Mikronutrienterne er vitaminer, mineraler, fytokemikalier og enzymer.

Hvad er det, vi mangler? Dr. Fuhrman peger blandt andet på fytokemikalier. Som findes i grøntsager.

Nu græder Margrethe.