Den følsomme og korrekte type

Mine kollegaer er dygtige. Jo mere jeg lærer dem at kende, jo mere respekt får jeg for dem. Det er fedt at arbejde sammen med dygtige kollegaer.

Det eneste minus er, at man ikke kan trøste sig selv med ordene: Jeg er i hvert fald ikke den dårligste lærer på skolen. For måske er jeg den dårligste. Selvom jeg er dygtig.

I går oplevede jeg for første gang én af mine mandlige kollegaer i fuld vigør. Hold da op! Han havde alle børnene i sin hule hånd. De gjorde som han sagde. Og der var god stemning.

Man skal jo finde sine egne styrker i stedet for at prøve at kopiere.

Men er der alligevel noget, jeg med fordel kan prøve at kopiere? Jeg lagde blandt andet mærke til, at hans instruktioner var meget enkle.

Når man præsenterer spilleregler for børn, så kan det vare længe, før de sidste børn stopper med at stille hypotetiske spørgsmål. Og selvfølgelig lod han sig ikke føre ud på den lange vandring med svar i øst og vest på hypotetiske spørgsmål om ditten og dutten. Og hvad var så hans metode?

Han gjorde nar af de børn, som stillede hypotetiske spørgsmål. Og så gav han dem et kort svar.

Nu skal man jo altid passe på med at gøre nar af børnene. Det er ikke korrekt at gøre nar af børnene. Men måske er det lige netop det, jeg med fordel kunne ændre på, jeg kunne være mindre korrekt. Eller er det min styrke, at jeg kan være korrekt? At jeg kan holde fast i mine principper og dermed være til at regne med?

Det er bedre at supplere hinanden end at kopiere hinanden.

Jeg gør ikke nar af børnene, for jeg er ikke den morsomme og afslappede type. Jeg er snarere den følsomme og korrekte type.