Arbejdsfællesskab

The Americans. Jeg er nået til en eller anden episode i anden sæson. Jeg nyder at blive underholdt, mens jeg sidder med fødderne oppe i sofaen. Jeg ser én episode om dagen undtagen de dage, hvor det går galt…

Det var min mand, der anbefalede mig serien. Han sagde, den først og fremmest handlede om ægteskab. Om spioners ægteskab, ja, men deres ægteskab ligner andres.

Min mand fældede træer i vores have i dag, han gjorde det sammen med to af hans venner. Nu er haven fyldt med fældede træer, der skal blive til brænde. Der er arbejde til en måned sådan cirka.

Og det er godt. Det er godt med arbejde. Det er godt for ham. Og det er godt for vores ægteskab. Det er godt, at jeg kan følge med fra sidelinjen, mens han viser, hvad han dur til.

Spionernes ægteskab, hvordan går det med det, jo, det går lige nu bedre end spionernes naboers ægteskab. Han er ansat ved FBI, og hvad laver hun, er hun hjemmegående, det må hun være. Han begrunder sin affære med, at hun ikke forstår ham. Nej, selvfølgelig gør hun ikke det. De har så vidt forskellige liv, og de følger ikke med i hinandens liv.

Spionerne, de har et arbejdsfælleskab. Er det dårligt for deres ægteskab? Nej, det gavner deres ægteskab i det lange løb. De er begge to dygtige til deres arbejde. De bevarer respekten for hinanden, og mon ikke det er fordi, de er førstehåndsvidner til hinandens livsværk?

Mine forældre, de arbejdede også side om side, dog ikke som spioner, men som præster. De havde noget sammen udover en husholdning og nogle børn, og det var ikke en fritidsinteresse, det var noget større end det.

Forfatter Marie Louise

Jeg hedder Marie Louise. Jeg er gift med Niels Ulrik, og sammen har vi tre børn, Jens, Signe og Margrethe. Vi bor på det sydvestlige Lolland i et smukt gammelt hus, som vi købte i 2015.

Skriv en kommentar