Til Maribo og tilbage igen

Ugen, der gik, sikken en uge. Det blev en uge hvor jeg for det første var travlt beskæftiget med arbejdsopgaver i tilknytning til mit lærerliv, med et samarbejdsprojekt med den lokale musikskole og med de sidste forberedelser til den årlige skolekoncert på mandag. Og hvor jeg for det andet var mentalt optaget af at træde i karakter som tillidsrepræsentant ved gennemførelsen af et møde med formand og næstformand for Lolland Falsters Lærerforening og med fællestillidsrepræsentanten for lærerne i Lolland Kommune. Og hvor jeg for det tredje var i en vedvarende dialog med min mand om, hvorvidt jeg skulle eller ikke skulle sige farvel til min nuværende arbejdsplads, den kulminerede tirsdag, hvor jeg var til en jobsamtale i Maribo.

Det blev verden, der traf beslutningen for mig, jeg blev vraget, jeg fik ikke muligheden for at sige ja tak til et job i Maribo. Måske var det mig selv, der traf beslutningen, jeg gjorde mig umage med at formulere min ansøgning, det var i forrige weekend, men jeg gjorde mig ikke umage med at forberede mig til jobsamtalen, og så gik det, som det gik, måske ville det være gået anderledes, hvis jeg havde gjort mig umage med at forberede mig til samtalen, who knows.

Undervisning 8-14, møde 14-17, hjem med børnene og videre til Maribo til samtale kl. 18. Havde jeg prioriteret samtalen, så havde jeg ikke faret rundt som en skoldet skid det meste af dagen. Jeg skulle have hentet mine børn i tidsrummet 14-15.30, men vi fandt på at planlægge fastelavnsaktiviteter, og så glemte jeg det, og så 15.25 kom jeg i tanke om det, og så drønede jeg ned til SFO og børnehave for at aftale med pædagogerne, at ungerne blev til lukketid og herefter satte sig på gangen foran mødelokalet med en computer, indtil jeg havde afsluttet mit møde med de og de personer, der kom langvejs fra, det startede om ét minut og sluttede kl. 17. Og mens jeg drønede ned til SFO og børnehave, så ringede min telefon, og det var vedrørende nogle ansigtsplejeprodukter, som jeg havde bestilt i december, og som var blevet væk i forbindelse med leveringen, og jeg kunne have sagt, at han skulle ringe tilbage på et andet tidspunkt, men jeg har virkelig savnet de ansigtsplejeprodukter!

Ansigtsplejeprodukterne ankom til Dannemare torsdag, så nu er alt godt, nu har jeg endelig fået mine ansigtsplejeprodukter. Plus fem bestilte bøger. Jeg hentede dem i går på vej hjem fra arbejde.

Dialogen med min mand om at skifte arbejdsplads startede såmænd godt, han var åben, jeg var åben, lad os se, hvad der sker, lad processen begynde. Men undervejs i processen skete der noget, bitterhed og skepsis indtog scenen. Og jeg kunne ikke skelne forbigående bitterhed fra blivende bitterhed. Jeg ved, at med forandringer kommer mørket, og bagefter kommer lyset tilbage, sådan er livet med min mand. Men hvad var hvad, hvilke uenigheder ville forsvinde igen i takt med, at det blev hverdag, og hvilke uenigheder ville skille os ad også på den lange bane?

Hvorfor købte vi i 2015 et hus indenfor en radius af 5 kilometer fra din arbejdsplads, hvis du skifter din arbejdsplads ud nu, hvis vi havde købt et hus 50 km længere østpå, så ville det have haft knap så mange negative konsekvenser for mig at flytte til Lolland. Hans vurdering var, at vi ikke havde råd til en ekstra bil, og så skulle han cykle med børnene til børnehave og skole hver dag året rundt uanset vejret, hver morgen skulle han cykle fire kilometer med børnene, og det endda mod vest henover flade marker.

Hvad blev der egentlig sagt dengang for fire år siden, hvor vi boede på Nordsjælland og traf beslutninger, der rakte ind i fremtiden, hvad blev der egentlig sagt dengang for tre år siden, hvor vi valgte at købe et hus i Alminde? Hvad var vores fremtidsplan? Hvad er en god grund til at skifte arbejdsplads, og hvad er en dårlig grund? Hvem har ydet de største ofre i vores liv med hinanden? Egentlig var det en lettelse, at jeg blev vraget, for ét eller andet sted på vejen mistede jeg min mands opbakning. Selvom han blev ved med at konkludere, at jeg skulle gøre det, jeg gerne ville.

Jeg ville gerne skifte arbejdsplads, jeg var klar. Jeg vil ikke beskrive årsagerne til det i dette blogindlæg. Jeg vil blot konstatere, at ansøgningsprocesssen gav anledning til en masse overvejelser. Og at de overvejelser gav mig en indsigt i, hvorfor jeg reagerede, da jeg læste jobannoncen, hvorfor jeg var klar til at skifte arbejdsplads, hvad jeg længes efter, hvad jeg kan ændre ved at ændre min egen adfærd, hvad jeg ikke kan ændre.

Nu er ansøgningsprocessen forbi. Den er blevet afløst af en anden proces, hvor jeg skal genfinde mig selv i mit nuværende job. Hvad vil jeg gøre anderledes set i lyset af den indsigt jeg har fået? Ikke noget. Jeg står ved, hvem jeg er, jeg har ikke i sinde at ændre mig, ha ha.

Og hvordan ender historien så, historien om hvordan jeg bevægede mig til Maribo og tilbage igen. Med en åben slutning. Jeg fik meddelelsen om, at jeg ikke blev tilbudt jobbet i Maribo, det gjorde jeg tirsdag aften, 39 timer senere fik jeg en anden meddelelse, det var meddelelsen om, at jeg pr. 1. marts får ny leder.

En søndag i maj

Tag min hånd, ny version af 1. afsnit. (Jeg prøver igen forfra, jeg tilpasser løbende min disposition.)

Vi blev gift i Kappel Kirke den 1. september 2007. Han havde sit mørkebrune jakkesæt af fløjl på og sin lyserøde skjorte. Min mor havde lavet bryllupskage i fire etager og pyntet den med roser og efeuranker. Min far slog på gongongen og bød gæsterne velkommen til bryllupsfest i præstegårdshaven med kroketturnering og helstegt lam.

Vi mødte hinanden en søndag i maj tre år tidligere, han var 33, og jeg var 26. Vi var studerende, vi boede i København. Det var en solskinsdag. Vi gik på café, hvor vi drak kaffe, så vandrede vi rundt i Kongens Have og i Østre Anlæg, så blev jeg sulten, og han gav mig en ostemad og et æble, så gik vi på café, igen, hvor vi drak øl, til sidst, da var klokken blevet mange, drak vi te i min etværelseslejlighed med alkove.

Vi mødte hinanden, og så gik vi i gang med at snakke, vi startede fra en ende af. Mon ikke han fortalte om sine rejser til Indien. Vi har talt sammen hver dag lige siden. Jeg var til sølvbryllup i Toscana, hvor én meget smukt sagde om sølvbrudeparret, at deres samtale startede den dag, de mødte hinanden, og har stået på siden. Man kan sige en masse om kærlighed, hvad kærlighed er. Den dér lyst til at tale sammen, det er én slags kærlighed, og på den lange bane er den ofte stærkere end den erotiske kærlighed.

I filmen Before Sunlight møder amerikanske Jesse og franske Céline hinanden i et tog, som er på vej igennem Østrig. De møder hinanden ved et tilfælde, og de falder i snak, og sød musik opstår, og selvom Céline egentlig var på vej til Paris, så står hun af toget i Wien. Jesse og Céline vandrer sammen rundt i centrum af Wien, indtil Jesse den følgende morgen flyver hjem til USA.

Indrømmet, der er enkelte afvigelser, hvis man sammenligner den ene historie med den anden sådan udover, at den ene er fiktiv og foregår i Wien, mens den anden er virkelig og foregår i København. Skelettet er det samme, mand og kvinde møder hinanden og falder i snak og bliver ved med at snakke, mens de vandrer rundt i en europæisk hovedstad, dag bliver til aften bliver til nat, og hen imod slutningen af historien er der antydningen af noget seksuelt.

Jesse og Céline skilles, da solen står op. De mødes først igen 9 år senere, og det er i en anden film, den hedder Before Sunset. Vi skiltes også, da solen stod op, men det var kun kortvarigt. Han skulle mødes med en håndværker på vegne af sin søster i en lejlighed i Julius Thomsens Gade.

Jesse og Céline møder hinanden ved et tilfælde. Det gjorde vi ikke. Det var et tilfælde, at vi stødte på hinanden 1. maj i Fælledparken. Men han var fuld, og han kan ikke huske noget fra den dag, i hvert fald ikke noget, der har med mig at gøre. Det kan jeg, vi faldt i snak, vi talte om Eberhard Harbsmeier. Det var sådan noget, jeg kunne på det tidspunkt i mit liv, lire en masse teologiske forfatteres navne af i sammenhæng med titlerne på deres bøger.

Det var også et tilfælde, at vi stødte på hinanden igen en uge senere, det var til en gudstjeneste i Vor Frue Kirke. Han genkendte mig ikke, det er klart, men jeg genkendte ham. Vi talte ikke sammen. Og så sad jeg bagefter dér i min etværelseslejlighed med alkove. Og vidste det godt, at det gælder om at slå til, når man har chancen. Hvad nu, jeg havde hverken hans rigtige navn, hans telefonnummer eller hans adresse.

Jeg besluttede at lægge mig på lur, en klassiker. Mon ikke han én eller anden dag vendte tilbage til Vor Frue Kirke til gudstjeneste. Og tænk sig, det gjorde han. Jeg spurgte ham, om han havde lyst til at drikke en kop kaffe med mig, endnu en klassiker, ja, det havde han.

Artsfæller

Tag min hånd, 3. afsnit. (Dette afsnit afløser Hvedebrødsdage som 3. afsnit.)

Vi er i begyndelsen af min fortælling, vi er ikke nået ud på handlingsbroen endnu, derude hvor man slås med trolde og drager og søuhyrer. Hvad hører til i begyndelsen af min fortælling?

Jan Kjærstad skabte et portræt af Jonas Wergeland i tre dele. Han gav den første del titlen: Forføreren. Min fortælling rummer også forførelse, og den er fortællingens naturlige udgangspunkt, i begyndelsen var forførelsen. Men hvem forførte hvem, og blev nogen ført vild?

Det var en ligesindet, jeg blev draget mod hin søndag i maj, det var en artsfælle, det sagde “klik”, vi passede sammen. Som Adam og Eva, som Barbie og Ken, som Cykelmyggen og Dansemyggen. Da Harry i en reklame for DSB går i Kort og Godt for at købe benzin, møder han Solvej, hun er ekspedient, og han falder pladask for hende, tænk sig, hun er også et tøjdyr med topmave, lange tynde arme og lange tynde ben, lækkert hår, en cylinderformet næse og en stor, bred mund.

Jeg gik i Fælledparken iført jeans og hoodie, og dér mødte jeg en mand iført jeans og hoodie. Need I say more? Øjnene var blå, håret var blondt. Vi havde dobbeltnavne uden bindestreg og studiegæld, vi havde hver vores vasketøjskurv fra Ikea, hver vores futonmadras. Han havde Jan Johanssons album Jazz på svenska og K. E. Løgstrups bog Den etiske fordring, det havde jeg også, den dag i dag har vi stadig to eksemplarer af både det ene og det andet.

Han havde valgt et traditionelt kaldsfag pæcis ligesom jeg, han skulle være præst, og jeg skulle være lærer. Vi var ikke på vej til at blive forenede i kampen om verdensherredømmet som Francis Underwood og Claire Hale, da de mødte hinanden, men vi var på vej til at blive forenede i vores kald, vi kunne forude skimte et fælles liv i en præstegård i provinsen, et virksomt og hæderligt liv. Iført jeans og hoodie.

Når man sådan går i gang med at overveje, hvad vi havde til fælles, hvor skal man så starte og slutte? Jeg mener, vi havde begge et CPR-nummer og en cykel, men er det værd at nævne? Ligeså uenige vi kan være om, hvor sofaen skal stå, bogstavelig talt, ligeså enige er vi som regel om, hvor krydset skal sættes på stemmesedlen. Vi følges ad til stemmeurnerne hver gang der er valg, kommunalvalg, folketingsvalg, Europaparlamentsvalg.

Vi var artsfæller på det politiske plan, men vi var også artsfæller på et dybere plan, man kan kalde det kærlighedsplanet. Jeg vil ikke kalde os for eksistentialister, men vores fælles opfattelse af, hvordan kærlighed opstår, har et eksistentialistisk præg. Man bliver ikke ramt af kærligheden som af et lyn fra en klar himmel, man lader den spire og gro. Man giver den gode vækstbetingelser. Hen imod afslutningen af filmen Forces of Nature siger Ben Affleck til Sandra Bullock:

I’ve always thougt there was this one perfect person for everybody in the world, and when you find that person the rest of the world just kind af magically fade away, and the two of you will be inside of this kind of protective boble. But there is no boble, or there is, but we have to make it (…) We can make choices, and we can choise to protect the people we love, and that’s what makes us who we are.

Så farvel, Sandra Bullock, det kunne have været os to, men jeg elsker min forlovede, og det er kærligheden til min forlovede jeg vælger at give gode vækstbetingelser. Sandra Bullock drager herefter afsted for at blive genforenet med sin søn, som hun har været adskilt fra i årevis.

Den kærlighed, den spirer og gror af sig selv, men har dog brug for, at vi passer på den, at vi beskytter den. Det gælder kærligheden mellem venner, kærligheden mellem forældre og deres børn og kærligheden mellem mand og kvinde.

Arvede karaktertræk

Trip, trap, træsko, jeg har tre børn, den ældste er mest pligtopfyldende, den yngste er mindst pligtopfyldende, lyder det klassisk? Måske er det kun et spørgsmål om tid, måske vil den mindste blive præcis lige så pligtopfyldende som den ældste, det vil tiden vise. Tiden vil afsløre, om der er tale om karaktertræk knyttet til deres alder, eller om der er tale om karaktertræk, som følger dem livet igennem.

Det er forunderligt, man føder nogle børn, de udvikler sig ikke ens. Tænk hvis vi kun havde ét barn, sådan et vidunderbarn med ordenssans, et barn som var intelligent, positiv, ansvarsfuld. Livet bliver mere helstøbt i takt med, at man får børn, som siger fuck og pik og tissekone, fordi de elsker at underholde, som er kræsne, som lever af ketchup, som er arbejdssky, stædige, som altid larmer.

Jeg elsker den yngstes undersøgende og afslappede forhold til nøgne kroppe, ligesom jeg elsker den ældstes bornerthed, og jeg ved, hvor det hele kommer fra, det første kommer fra min mand, det andet kommer fra mig selv. Måske tager jeg fejl, måske er det dumpet ned fra oven, måske kommer det hele samme sted fra. Karaktertræk kan være tydelige, eller de kan leve et liv i skyggen, hvor éns børn finder dem og overtager dem, glade for at have fundet den skjulte skat.

Den ældstes forsigtighed, better safe than sorry, og hans ydmyghed, det er ok, du må godt komme foran mig i køen, begge karaktertræk har pædagogerne vurderet som problematiske, alarm, alarm. Han er forsigtig og ydmyg, det går ikke. Jo, det går, siger jeg så og ranker ryggen, hans og min, der er ikke noget galt ved at være hverken forsigtig eller ydmyg. Det er ikke forførerens eller erobrerens typiske karaktertræk, I know, det kan derimod godt være opdagerens karaktertræk. Det kan være den pålidelige medborgers karaktertræk.

Min farmor med det mørke sind ægtede min farfar med det lyse sind. Hun rakte sin hånd ud, den tog min farfar og førte hende med sig ind i en anden verden. Jeg er født med en introvert åre, jeg bliver let nervøs, jeg er bornert, jeg er dårlig til at lagre faktuel viden. Jeg giftede mig med en ekstrovert mand, der fremtræder selvsikkert, han er frisindet, og han giver google baghjul. Det er ikke den rene og skære tilfældighed, at jeg giftede mig med lige netop ham.

Og det glæder mig, når jeg ser mine børn overtage nogle af hans karaktertræk. Ligesom det glæder mig, når jeg ser mine børn overtage mine egne, også dem, som jeg ikke er stolt af. For de hører med. Og rummer man dem, finder man ud af, hvad de kan bruges til, så kan de på hver deres måde bidrage positivt til et godt liv.

Kaos

Amerikanske kærlighedsfilm, ja, hvad skal man mene om dem, jeg har lige set én til af slagsen, en gammel én, Forces of Nature. Med Sandra Bullock og Ben Affleck. De får ikke hinanden til sidst, Sara og Ben, for Ben genforenes med sin forlovede med ordene:

I’ve always thought there was this one perfect person for everybody in the world, and when you find that person the rest of the world just kind of magically fade away, and the two of you will be inside of this kind of protective boble. But there is no boble, or there is, but we have to make it. I think life is more than a series of moments, you know, we can make choices, and we can choise to protect the people we love, and that’s what makes us who we are, those are the true miracles.

Filmen er indtil denne afsluttende scene én lang stribe argumenter mod ægteskabet. Som de færreste nok kan vriste af sig bare sådan.

Da Ben er blevet genforenet med sin forlovede tager Sara hen til sin søn. Som hun har været adskilt fra i årevis.

Jeg sidder tilbage med en klump, hvor er den henne, sådan en stor, hård klump, som sidder i vejen. Det er livsleden. Jeg er alene med mine børn denne weekend, og jeg er en dårlig mor, en virkelig dårlig mor. Jeg passer ikke på dem, jeg holder allermest af, nemlig mine børn, jeg bliver vred, jeg skælder ud. Hadet bobler i mig.

Men er det mine børn, jeg hader, eller er det mit liv som folkeskolelærer, der forsøger at agere i kaos? Forrige weekend sad jeg hjemme bag skrivebordet og arbejdede. Denne weekend sidder jeg igen bag skrivebordet og arbejder. Og måske skulle jeg have gjort det for længst, arbejdet røven ud af bukserne, ligesom Benjamin Franklin. Fordi jeg godt kan få undervisningen til at fungere, det kræver “bare”, at jeg giver mig tid til at planlægge den.

Men jeg er ikke Benjamin Franklin eller en anden fortidsmand uden ansvar for den daglige omsorg for egne børn.

Jeg har igen fået sår i panden, som ikke vil hele, et mærkeligt fænomen. Og jeg har igen fået øjenlågseksem.

Nok romantik

Jeg købte og læste en bog med titlen: NOK! Gør dig fri af mere-mentaliteten. Det er efterhånden nogle år siden. Jeg har genfundet bogen i reolen, og med den i hånden tænker jeg på, at jeg kunne gå i gang med at skrive en bog med titlen: NOK! En forsøgsvis definition af, hvad nok er for mig.

Jeg kunne inddele den i ti kapitler med disse overskrifter: NOK af originalitet, NOK af ambitioner, NOK af pædagogisk udvikling, NOK af undervisningsplanlægning, NOK af orden, NOK af renhed, NOK af skønhed, NOK af sundhed, NOK af børn, NOK af romantik.

Det sidste afsnit er nok det afsnit, som jeg brænder allermest for at skrive: NOK af romantik. Hvad forventer jeg af mit ægteskab? Eller: Hvad forventer jeg ikke af mit ægteskab?

Mit forhold til min mand er karakteriseret ved noget andet end en sanselig og erotisk betagelse, det er snarere karakteriseret ved nærhed, samhørighed og forpligtelse. Mit ideal er, at vi støtter hinanden og undgår ufred.

Min mand så serien The Americans og talte meget om, at den handlede om ægteskab. Jeg holder meget af den serie, men hvis man skal se en serie, der handler om ægteskab, vil jeg personligt snarere anbefale House of Cards. Sådan er vi forskellige, vores mentale udvikling foregår ad veje, som er forskellige.

Fiktionen kan fange os dér, hvor vi er lige nu, og House of Cards fangede mig, gad vide hvorfor, den dér magtkamp, der opstår mellem Frank og Claire, den havde noget i sig, som fangede mig, som ramte mig. Kunsten at leve sammen, hvordan kan man beskrive den? Hvorfor reagerer Claire som hun gør, hvorfor insisterer hun på, at hun og Frank skal være ligestillede?

Vi var på biblioteket i går, min mand lånte bogen: Rumi – kærlighedens digter. Jeg gik hen til en anden reol, en helt anden reol, jeg lånte to bøger:

Lars Hartung Honoré: Kunsten at leve sammen

Poula Helth og Hans Jørn Filges: Tal sammen! Viljen til et bedre parforhold

Det usagte

En god kollega spurgte mig: Hvad synes din mand om, at du skriver om jeres ægteskab? Ja, se det er jo et godt spørgsmål. Det er sådan ét af dem, som jeg i hverdagen holder ud i strakt arm, det er dér, lige foran mig, det er det store ubesvarede spørgsmål, jeg har pakket det ind i en camouflagedragt, så det ikke fanger min opmærksomhed, distraherer mig.

Han kommenterer ikke, hvad jeg skriver. Jeg er overbevist om, at han ikke læser det, men jeg har aldrig spurgt ham, faktisk, så jeg ved det ikke. Ind imellem fortæller jeg ham om, hvad jeg skriver. Men jeg spørger ham ikke om lov til noget, og vi taler ikke om, hvordan han har det med at blive skrevet om. Vi har spurgt os selv: Hvordan har Kathrine Lilleørs mænd det med at blive skrevet om?

Men jeg er ikke Kathrine Lilleør, ej heller Karl Ove Knausgård. Vi skriver om vores liv, men på hver vores måde.

Mine skriverier ligner Kathrine Lilleørs, men er alligevel væsensforskellige. Hun forsvarer sig selv i sin rolle som fraskilt. Jeg skriver for at finde måder at rumme og håndtere de svære følelser, vrede og bitterhed, fordi jeg ønsker at bevare mit ægteskab.

En god veninde, hun er psykolog, hun sagde engang til mig, at, ja, hvad var det nu, at jeg skrev til ham. At alt hvad jeg skrev om vores ægteskab i virkeligheden var rettet til ham. Jeg har for vane at betragte mine skriverier som egoistiske. Tænk sig, hun betragtede dem som en slags kærlighedserklæring. Det har jeg tænkt meget over siden.

Og jeg har forsøgt at overtage hendes måde at betragte mine skriverier på, fordi den rummer en sandhed, sådan én man kan stå på og finde balancen.

Blue Valentine

Jeg så filmen i nat, der er gået 9 timer, jeg rumsterer stadig rundt i filmens univers, føler mig sådan lidt ør, lidt rundtosset, den gav mig en svingtur, filmen. Den er fra 2010, og Michelle Williams har den kvindelige hovedrolle. Jeg kender hende fra filmen Take This Waltz, der ligesom Blue Valentine er en sand filmperle. Jeg giver begge film 5 hatte.

Blue Valentine handler om et ægteskab i opløsning. Det er det dér med rollerne, hvem er den gode, og hvem er den onde, hvem ligner mig, og hvem ligner min mand? Det er kvinden, Cindy, der fremtræder anspændt og afvisende. Og manden, Dean, der fremtræder afslappet og kærlig. Sådan oplevede jeg rollerne i filmens begyndelse. Jeg holdt med Dean snarere end med Cindy.

Men hvorfor bebrejder han hende, da deres datter ikke vil spise sin havregrød? Hvorfor bebrejder han hende, da hun har fundet deres hund, Megan, død? Efterhånden fik jeg øje på et mønster, et relationelt mønster, som lignede noget, noget jeg kender alt alt for godt.

Hen imod slutningen af filmen har de en samtale, Dean og Cindy, Cindy spørger til hans arbejdsliv, til hans karriere, hun opfordrer ham til at genoverveje, hvad han gerne vil, til at bringe sine evner i spil. Han droppede ud af high school og har skiftende ufaglært arbejde.

Han svarer, at han er glad for sit arbejde, for sin tilværelse, præcis som den er, han havde ikke planlagt at blive gift, at blive far, sådan blev det, og det passer ham fint. Og så er det, hun spørger ham om, hvorfor han så drikker hver morgen. Han er stædig, han svarer, at det er ideelt at have et arbejde, en tilværelse, hvor han uproblematisk kan starte hver ny dag med at drikke øl. Og det er her, lige her, at der går en prås op for mig. Det er her, lige her, at det går op for mig, hvor meget jeg har til fælles med Cindy.

Én ting er at have det skidt, at være deprimeret eller det, der ligner, men at man ikke vil erkende det, at man drikker og fortrænger, at man afviser at tale med sin ægtefælle om det, det er sådan noget, der fører til opløsning af ægteskaber.

Afslutningsscenen er sørgelig, virkelig sørgelig, jeg hulkede. Dean indvilger i at opgive sin familie, han går hen ad fortorvet, datteren løber efter ham, og hvad der så sker, ja, det kan man for eksempel læse på Wikipedia, der er ikke sparet på virkemidlerne.

Sådan ender min egen ægteskabshistorie ikke, altså sørgeligt. Nogle gange er virkeligheden lykkeligere end fiktionen.

Køkkenminister

En samtale om mad udviklede sig i en retning, vi ikke havde forudset. Min mand foreslog, at jeg overtog madlavningen i et år. Med det mente han ikke, at jeg skulle holde familien forsynet med hjemmelavet brød, brødbagning er fortsat hans domæne, men at jeg skulle overtage produktion af aftensmad og dermed også indkøb af dagligvarer, det er svært at skille de to opgaver ad, da man løbende tilpasser sine madlavningsplaner til butikkernes udbud af fødevarer.

Jeg tror, de fleste par fordeler opgaverne mellem sig. Og så vænner man sig til tingenes tilstand, og så kan det være overvældende, hvis man pludselig rykker rundt med ministerposterne. En udnævnelse til køkkenminister, det havde jeg ikke set komme.

På nuværende tidspunkt laver jeg sjældent aftensmad, sådan 0-2 gange om ugen. Jeg har tre retter på mit repertoire, spidskålstærte med en tærtebund af ris- og boghvedemel, Erbsen-Mandelcreme-Suppe (Vegan for fit af Attila Hildmann) og majspandekager med refritos (Grønne proteiner af Lisbeth Tordendahl).

Jeg har før været køkkenminister, det var da Margrethe var nyfødt. Det var ikke nogen succes, og det var en stor lettelse, da jeg vendte tilbage til arbejdsmarkedet, og vi genfandt vores “gamle” roller.

Det var ikke nogen succes. Men jeg lærte noget af det. Vi lærte noget af det. Og vi lærte noget af den efterfølgende periode, hvor min mand var køkkenminister.

Hvad lærte vi? Vi lærte noget om, hvor vigtigt det er at vise respekt for køkkenministeren. Vi fik konkrete erfaringer med produktion af vegetarisk mad til en børnefamilie, både gode og dårlige, vi fik  konkrete erfaringer med at præsentere nye retter for børn, både gode og dårlige.

Skriveterapi

Jeg skriver, og jeg skriver. I min notesbog. Jeg har et skriveprojekt, jeg skriver om mit ægteskab, det er en fortælling med 29 afsnit. Det var planen at udgive afsnit ét af gangen med et par ugers mellemrum. Det er længe siden, jeg sidst har udgivet et afsnit.

Men det er fordi, skriveterapien virker. Forstået på den måde, at den rykker ved noget. Den rykker ved min forståelse af, hvad der foregår. Det er svært at udgive noget, for lige meget hvad jeg skriver, så tænker jeg bagefter om det, at det er noget sludder.

Livet er en kompliceret affære, det er det jo. Jeg prøver at gribe om det, at forstå det, men nytter det noget?

Jeg vil så gerne betragte mit liv i lyset af, at det var det rigtige valg at blive sammen med min mand. Men tvivlen nager.

Man skal ikke tænke så meget over tingene, er det min konklusion? Skal jeg sadle om, dyrke urter og bage brød og spille brætspil med mine børn? Beskæftigelsesterapi, det er langt mere værd end skriveterapi?