Skriveterapi

Jeg skriver, og jeg skriver. I min notesbog. Jeg har et skriveprojekt, jeg skriver om mit ægteskab, det er en fortælling med 29 afsnit. Det var planen at udgive afsnit ét af gangen med et par ugers mellemrum. Det er længe siden, jeg sidst har udgivet et afsnit.

Men det er fordi, skriveterapien virker. Forstået på den måde, at den rykker ved noget. Den rykker ved min forståelse af, hvad der foregår. Det er svært at udgive noget, for lige meget hvad jeg skriver, så tænker jeg bagefter om det, at det er noget sludder.

Livet er en kompliceret affære, det er det jo. Jeg prøver at gribe om det, at forstå det, men nytter det noget?

Jeg vil så gerne betragte mit liv i lyset af, at det var det rigtige valg at blive sammen med min mand. Men tvivlen nager.

Man skal ikke tænke så meget over tingene, er det min konklusion? Skal jeg sadle om, dyrke urter og bage brød og spille brætspil med mine børn? Beskæftigelsesterapi, det er langt mere værd end skriveterapi?