Smeltet smør i revnen…

altså i revnen mellem havregrøden og tallerkenen, det kan virkelig hidse én op, det kan i hvert fald hidse min datter op. Hvis hun får havregrød, så skal hun sidde ved bordet, når smørklatten lander på hendes grød, for hun vil selv fordele det smeltende smør på sin grød, det skal ikke smelte uden hendes tilstedeværelse, så løber det ned i sprækken mellem grøden og tallerkenen, og dét er aldeles uacceptabelt, hun vil ikke have det, og hun stikker i et vræl, hvis det sker, ikke sådan et lille vræl, nej, et stort vræl, sådan ét, der går gennem marv og ben.

Det er sket mange gange. Hendes far burde vide det, at man ikke skal putte smør på hendes grød, før hun sidder ved bordet.

Jeg ved ikke, hvorfor han gjorde det. Måske var han irriteret over, at børnene sad og så Netflix, da han stod op. Måske var det en slags straf. Ja, han råbte til dem, at nu hældte han havregrøden op på deres tallerkener, og han råbte til dem, at nu puttede han smør på deres havregrød. Men han gjorde det midt i en episode. Midt i en episode!

Da min datter havde set episoden til ende, kom hun ind til spisebordet. Hun kastede et blik på sin grød, hun stak i et vræl, og min mand forlod spisestuen, han lagde sig tilbage i seng, nu var han i dårligt humør, og nu måtte familien klare sig selv.

Det kunne have været mig, der forlod spisestuen, min datters temperament er så ofte dråben, der får bægeret til at flyde over. Men hvad har fyldt bægeret op? Hvorfor var min mands bæger allerede fyldt, da min datter kom ind til spisebordet for at spise sin havregrød?

Når jeg spørger ham, svarer han ikke. Nu er han igen stået op, ikke for at være sammen med sin familie, men for at hugge brænde, ja, hugge brænde. Hvor er det dejligt at hugge brænde, når man er i dårligt humør. Vi havde planer for i dag. De er nu aflyst.

Jeg sidder tilbage i stuen og leger sådan en gætteleg, gæt et irritationsmoment. Han bliver tit irriteret, når han står op på weekenddage. Det er gerne lidt sent, han står op, i dag var klokken halv 9, de ældste børn er på det tidspunkt stået op for længst, det samme er jeg. Vi nyder, at det er weekend, og vi splatter ud i morgenkåber og joggingtøj, børnene ser Netflix, mens jeg sidder i sofaen og skriver.

Hvordan mon en ideel weekendmorgen ser ud i hans øjne? Jeg tror, det er noget med et dækket morgenbord og fællesspisning. Det er jeg ikke så meget til, jeg synes, det er anstrengende, men vi kan jo skiftes til at bestemme, til at vælge, ligesom børnene skiftes til at vælge, når de ser Netflix.

Et evigt irritationsmoment for ham er mit fremmedgjorte forhold til masseovnen. Jeg går ikke af mig selv i gang med de gøremål, som er knyttet til masseovnen. Jeg tænker ikke på den, masseovnen, det gør jeg ikke til hverdag, og det gør jeg ikke i weekenden. Så glemmer jeg at lægge brænde i ovnen, så det kan nå at tørre, inden der skal tændes op. Så glemmer jeg at tænde op. Så glemmer jeg at flytte stenen, når der kun er gløder tilbage. Så glemmer jeg at lukke lågen og spjældet, når gløderne er gået ud. Så glemmer jeg at time min brødbagning, så jeg kan bage mit brød i masseovnen.

I morges konstaterede min mand, at jeg havde glemt at tænde op i masseovnen. Glemt, tænkte jeg, ja, det må du nok sige, jeg havde ikke skænket det en tanke. For det første: Det er som regel ham, der tænder op. For det andet: Det plejer at foregå om eftermiddagen. Så nej, det lå ikke lige for i min bevidsthed, da jeg stod op i morges, at jeg skulle tænde op i masseovnen. Selvom vi talte om i går, at vi skulle fyre to gange i dag.

Nu har jeg besluttet, at jeg vil prøve at skærpe min opmærksomhed på masseovnen ved at skrive på køkkentavlen, hvornår der skal tændes op, dagens optændingstidspunkt.

 

Den bedste julegave

Julen er forbi, i dag smed jeg juletræet ud i haven og lagde julepynten omhyggeligt på plads i kommoden. Den bedste julegave, den fik jeg af min mand, det var egentlig ikke en julegave. Jeg fik den et par dage før jul, den bestod i, at han sagde til mig, at han overvejede at blive vegetar.

Al den madlavning, der foregår i vores køkken, alle de forskellige hensyn, der skal tages, når der skal mad på bordet til vores lille familie. Børn er børn, de er kræsne, den ene kan lide dit, den anden kan lide dat, og det er svært at servere noget, som alle tre børn kan lide. Så er der mor med hendes kåldiæt, og så er der far med hans fuldstændig urimelige krav om, at maden skal smage af noget, og man skal sågar blive mæt af at spise den.

Se nu, hvis min mand gerne vil spise mere vegetarisk, så skal der bønner og linser på menuen. Så bliver det et fælles projekt at præsentere nye retter for børnene, retter med bønner og linser. Jeg kan godt lide fælles projekter.

Da vi sidst spiste alskens deller, kikærtedeller og tofudeller, var det snarere mit projekt end vores projekt. Der var sådan en lidt trykket stemning, når linsepostejen blev prøvesmagt. Og jeg følte, det var min skyld det hele. Jeg var urimelig, jeg var egoistisk, jeg var…

Nå, men jeg ser frem til det nye år, et år med flere grønne proteiner. Mon det også bliver et år med god stemning i køkkenet og ved spisebordet?

 

Hvedebrødsdage

Figurerne er på skift den stærke, sådan er det i fiktionens verden, det er fiktionens drivkraft, at dens figurer forandrer sig, at deres indbyrdes styrkeforhold ændrer sig. Sådan er det også i virkelighedens verden, vi forandrer os og vores indbyrdes styrkeforhold ændrer sig.

Fiktionens figurer forandrer sig, ja, men nogle gange er det snarere synsvinklen end det er figurerne, der forandrer sig. Spotlysene slukkes ét sted og tændes et andet og langsomt indser man, at det er en anden figur, et andet menneske, end man først troede.

Dette afsnit har været længe undervejs, for det handler om vores hvedebrødsdage, om vores roller i den første fase af vores samliv, og i takt med, at jeg forsøger at beskrive rollerne, så smuldrer det mellem hænderne på mig, og jeg kan ikke finde de formuleringer, som bedst beskriver sandheden, for hvad er sandheden? Min plan var at beskrive, hvordan jeg stod i skyggen af min mand. Men har jeg nogen sinde stået i skyggen af min mand? Hvem der skygger for hvem på et givet tidspunkt, det kommer jo an på øjnene, der ser, på lysets retning.

Mon ikke der til ethvert parforhold hører mindst to vinkler på, hvordan styrkeforholdet mellem parterne er, nemlig den ene parts vinkel og den anden parts vinkel. Da Jesse og Céline efter 9 års samliv sludrer på et hotelværelse i Grækenland, det sker i den tredje film om Jesse og Céline, og den hedder Before Midnight, så udvikler samtalen sig til en uhyggelig én af slagsen, sådan én, der afslutter samliv. De er uenige. Og hvad er det, de er uenige om, jo, de er uenige om, hvordan deres indbyrdes forhold har været.

Céline føler, hun har stået i skyggen af sin mand. Jesse kan slet ikke følge hende, han vil ikke undskylde, der er nemlig ikke noget at undskylde for. Céline er galt afmarcheret, det har aldrig været sådan, at hun stod i skyggen af ham, af nogen. Endelig i filmens sidste sekunder drejer samtalen, og samlivet kan fortsætte, men tæt på at gå hver til sit, jo, det var de rigtig nok.

Vi mødte hinanden en søndag i maj, og så smeltede vi sammen, og hvad skete der så, så gik en proces i gang, hvor to identiteter formede sig efter hinanden. Dette afsnit handler om, hvordan hvedebrødsdagene ændrede min identitet, hvordan jeg i hvedebrødsdagene greb en rolle, som jeg iførte mig, og som jeg siden hen måtte konkludere ikke passede til mig, den strammede, den var som et par bukser, der strammer om maven, jeg fik åndenød.

Minder er knyttet til steder, og mine minder fra hvedebrødsdagene er knyttet til Elers Kollegium i Store Kannikestræde. Han var alumne på Elers Kollegium, han var Inspector Collegii. Hans værelse var et teologisk bibliotek, vi sov under hans dobbeltdyne, vi hørte Nick Cave og spiste Müesli fra Netto.

Han var teologistuderende, og jeg blev ansat som lærer i folkeskolen, jeg stod op hver morgen og tog toget til Ølstykke. Jeg mindes de mørke vintermorgener, hvor jeg gik ned ad Købmagergade med vådt hår og tasken på ryggen.

Jeg greb en rolle, og det var en rolle i skyggen, lad mig nu et øjeblik betragte hvedebrødsdagene med de briller på. Hvis man former sin identitet, så den passer til en meget talende mand, hvis udsagn og kommentarer danner centrum for samtaler, så vil man naturligt søge mod skyggen. Hvis man former sin identitet, så den passer til en myndig mand, så vil man naturligt blive mild og medgørlig. Er det sådan, det er?

Jeg var blevet betaget af en talende og myndig mand, og jeg lå, som jeg havde redt, jeg lå svalt, jeg lå i skyggen. Jeg har en mild side, det er noget, jeg er stolt af. Jeg har også andre sider, men jeg lod den milde side dominere, den passede godt til situationen. Jeg havde læst i en bog af Toni Grant, den hedder Madonna i krise, den handler om at genfinde en tabt kvinderolle kendetegnet ved kvindelige værdier som tillid, tålmodighed og tavshed.

Jeg var blevet betaget af en talende og myndig mand, og det var fordi, jeg kunne lide at spejle mig i en talende og myndig mand. Kunne jeg blive lidt som ham ved at følges med ham, kunne jeg låne hans egenskaber, prøve dem på, gå lidt rundt med dem, se om de passede til mig? Tænk at have en stor almen viden, det har jeg altid ønsket mig. Tænk at kunne tale med om alt muligt, det har jeg altid ønsket mig, hvor er det kedeligt bare at lytte, man falder så let i søvn, sidder dér og snorker, mens livet passerer forbi.

Jeg var på vej et sted hen, jeg havde købt Håndbog i dansk politik af Ib Garodkin. Jeg var i gang med at tilegne mig en større almen viden, og jeg havde sagt farvel til en mand, som igennem en årrække veg tilbage for at stifte familie, han var ikke parat til det, og det satte mig i en venteposition, i en svag position, og jeg ønskede ikke at leve mit liv fastlåst i en svag position. Jeg var på vej et sted hen, jeg var i gang med at danne en identitet som en myndig person, der var velinformeret om samfundsforhold.

På den ene side var jeg lettet over at krybe ned i rollen som den milde kvinde, der levede i skyggen af sin mand, det føltes naturligt for mig, på den anden side var det et skridt tilbage i stedet for et skridt frem.

Det var alt for nu om min rolle i skyggen. Hvis jeg så skifter briller, så tegner et andet billede sig. Ja, han talte mere end jeg gjorde, når vi var sammen med andre mennesker, min viden om verden slog ikke til, når han førte ordet, og jeg blev tavs. Men når vi var alene, hvad så, var jeg tavs, når vi var alene? Nej, det var jeg ikke. Mine oplevelser som lærer fyldte meget i mit hoved, mit hoved var ved at sprænges, og jeg havde brug for at tale om mine oplevelser. Jeg talte, og jeg talte.

Det var mig, der havde taget hul på en karriere. Det var mig, der tjente penge. Det er muligt, jeg følte, jeg stod i skyggen af ham, men mon ikke han også ind imellem følte, han stod i skyggen af mig.

Han havde en myndighed, det var den, jeg havde spottet i Fælledparken, det var den, jeg blev betaget af. Jeg spejlede mig i den, og jeg tog lidt af den med mig, når jeg på egen hånd bevægede mig ud i verden. Jeg brugte den, når jeg i mit eget adstadige tempo klatrede op af rangstigen på min arbejdsplads.

Arbejdsfællesskab

The Americans. Jeg er nået til en eller anden episode i anden sæson. Jeg nyder at blive underholdt, mens jeg sidder med fødderne oppe i sofaen. Jeg ser én episode om dagen undtagen de dage, hvor det går galt…

Det var min mand, der anbefalede mig serien. Han sagde, den først og fremmest handlede om ægteskab. Om spioners ægteskab, ja, men deres ægteskab ligner andres.

Min mand fældede træer i vores have i dag, han gjorde det sammen med to af hans venner. Nu er haven fyldt med fældede træer, der skal blive til brænde. Der er arbejde til en måned sådan cirka.

Og det er godt. Det er godt med arbejde. Det er godt for ham. Og det er godt for vores ægteskab. Det er godt, at jeg kan følge med fra sidelinjen, mens han viser, hvad han dur til.

Spionernes ægteskab, hvordan går det med det, jo, det går lige nu bedre end spionernes naboers ægteskab. Han er ansat ved FBI, og hvad laver hun, er hun hjemmegående, det må hun være. Han begrunder sin affære med, at hun ikke forstår ham. Nej, selvfølgelig gør hun ikke det. De har så vidt forskellige liv, og de følger ikke med i hinandens liv.

Spionerne, de har et arbejdsfælleskab. Er det dårligt for deres ægteskab? Nej, det gavner deres ægteskab i det lange løb. De er begge to dygtige til deres arbejde. De bevarer respekten for hinanden, og mon ikke det er fordi, de er førstehåndsvidner til hinandens livsværk?

Mine forældre, de arbejdede også side om side, dog ikke som spioner, men som præster. De havde noget sammen udover en husholdning og nogle børn, og det var ikke en fritidsinteresse, det var noget større end det.

Nåden

Nåden er, når alt er tabt, at få alt tilbage. Sådan sang vi i kirken den 1. september 2007, vi sad overfor hinanden, han havde sit mørkebrune jakkesæt af fløjl på og sin lyserøde skjorte. Min mor havde lavet bryllupskage i 4 etager og pyntet den med roser og efeuranker.

Vi mødte hinanden en søndag i maj tre år tidligere. Han var 33, og jeg var 26. Vi havde begge forladt vores elskede, som vi havde levet sammen med i mange år. Vi var klar til at begive os ud i verden, til at indtage verden på ny, men vi var mærkede, for vi havde såret. Vi bar på en skyld, og den var tung at bære på.

Vores første møde overvældede os. Vi havde ikke fortjent at møde en sjælemage, som vi kunne hengive os til. Det blev en romantisk dag. Vi gik, og vi gik, rundt og rundt i Kongens Have og op og ned ad gader og stræder i Indre By. Det kunne være blevet til en amerikansk kærlighedsfilm, hvis ikke den film allerede var lavet, den hedder Before Sunlight, og den handler om amerikanske Jesse og franske Céline, der går rundt i centrum af Wien.

Jesse og Céline skilles, da solen står op. De mødes først igen 9 år senere, og det er i en anden film, den hedder Before Sunset. Vi skiltes også, da solen stod op, men det var kun kortvarigt. Han skulle mødes med en håndværker på vegne af sin søster i en lejlighed i Julius Thomsens Gade.

Min mands historie om vores første møde er altid en historie med en engel i. Nu vil jeg også tage en engel med i min historie om vores første møde, men jeg vil give englen en anden rolle. Vi har begge fortalt historien mange gange. Det er den lille fortælling inde i den store fortælling om vores ægteskab, og den kommer her:

Det var den 1. maj. Jeg var sammen med en veninde fra seminariet. Vi var i fuld gang med én eller anden meget vigtig skriftlig opgave, jeg har glemt hvilken. På et tidspunkt, det var hen på eftermiddagen, traf vi en beslutning om at tage i Fælledparken.

Han var skidefuld, rent ud sagt. Han havde sin blå sweatshirt på med et emblem på højre bryst, der står NYPD, det er initialforkortelsen for New York Police Department. Han havde sin blå sweatshirt på foruden sorte cowboybukser og en sort læderjakke.

Jeg var på udkig. Og jeg havde tænkt lidt over, hvad det var, jeg var på udkig efter. Jeg havde truffet en hemmelig beslutning om at indstille radaren efter teologistuderende. Jeg er præstedatter, og jeg tænkte, jeg ville passe godt sammen med en præst. Og dér foran mig var én af slagsen, altså en teologistuderende. Han så sød ud. Jeg registrerede godt, at han var fuld, men alkoholen havde ikke gjort ham bøvet.

Vi talte om Eberhard Harbsmeier. Det var sådan noget, jeg kunne på det tidspunkt i mit liv, lire en masse teologiske forfatteres navne af i sammenhæng med titlerne på deres bøger. Det var let at tale med ham. Det er nemlig hans spidskompetence, sådan at falde i snak med mennesker, han møder på sin vej. Han er meget ekstrovert.

Jeg er født med en introvert åre. Og jeg lod mig tiltrække af denne meget ekstroverte person. Han lignede min far, når han talte, for han talte med myndighed, og man kunne ane en stor almen viden bag hans udsagn og kommentarer.

Jeg talte med ham, jeg mærkede en vis gryende betagelse, og så skiltes vi, for vi skulle hver sin vej. Man kan sige, at vi lod det være op til skæbnen, om vi skulle mødes igen.

Den følgende fredag var jeg til gudstjeneste i Vor Frue Kirke, det var den 7. maj, og det var Store Bededag. Det var sådan noget, jeg havde fundet på nogle måneder forinden, at jeg ville begynde at gå i kirke. Det var ikke fremmed for mig at gå i kirke, men det var fremmed for mig at vælge det selv.

Nå, men jeg sad dér, jeg havde været til en fest på seminariet aftenen før, jeg havde tømmermænd. Jeg syntes bestemt, jeg kunne genkende den unge mand, der også var i kirke. Problemet var bare, at han ikke genkendte mig. Jeg overbeviste mig selv om, at det var indbildning, at den unge mand i kirken ikke var den mand, som jeg havde mødt i Fælledparken 1. maj.

Og så tog jeg hjem til min lejlighed i Vanløse. Men jeg vidste jo godt, at det gælder om at slå til, når man har chancen. Nu havde jeg ladet ham forsvinde først i Fælledparken og så i byens vrimmel. Altså, det var den samme mand. Jeg blev bare slået ud af kurs, fordi han ikke genkendte mig.

To gange i mit liv havde jeg ikke turdet gribe chancen, da jeg stod overfor mænd, som jeg var betaget af, og det forfulgte mig. Det var historier fra mit liv, som jeg i tankerne vendte tilbage til igen og igen.

Jeg traf en beslutning. Jeg ville tage tilbage til Vor Frue Kirke. Måske ville jeg møde ham igen. Det var muligt, han ikke var interesseret i at lære mig at kende, men jeg var ikke bange for en afvisning, det var jeg virkelig ikke. Der var noget, jeg var mere bange for, og det var at være en kylling.

Jeg tog tilbage til Vor Frue Kirke to dage senere, det var søndag den 9. maj. Utroligt, han var der igen. Jeg prøvede at få øjenkontakt med ham, men det var nytteløst. Han genkendte mig stadigvæk ikke. Det er jo ikke altid, man kan huske piger, som man har mødt, mens man var skidefuld, og han kunne altså ikke huske mig, sådan var det.

Jeg blev modløs og gik efter gudstjenesten ad Nørre Allé mod Nørreport Station. Men så tog en engel fat i mig. I hvert fald vendte jeg om og spænede tilbage mod kirken. Jeg fangede ham mellem søjlerne og spurgte ham frimodigt, om han ville med ud og have en kop kaffe. Egentlig drikker jeg ikke kaffe, men en kvinde må gøre, hvad en kvinde må gøre, om så det er at drikke en kop kaffe.

Han sagde ja. Så drak vi kaffe, og sådan nåede vi hen til den del af historien, som kunne være blevet til en amerikansk kærlighedsfilm, den del, hvor vi gik og gik. Vi skiltes først igen den følgende morgen. Og da havde vi aftalt, hvor og hvornår vi skulle mødes igen, og vi havde for en sikkerheds skyld også udvekslet telefonnumre.

Vi havde aftalt at mødes på hovedbanegården under uret. Vi gik sammen hen til en café på Vesterbro, hvor vi spiste aftensmad. Vi sad ved et bord på fortorvet, og han havde sin hvide hørskjorte på. Jeg elsker den skjorte.

 

Indledning

Dette er min fortælling. Min fortælling om min mands deroute. Om hans vedvarende identitetskrise. Om mit liv med en blaffer, med en mand uden eksamensbevis, med en mand uden fast job. Om bitterhed. Om et ægteskab i forandring.

Det er en fortælling om en mand, der køber lykken i skikkelse af en motorsav. Det er en klassisk fortælling om at kæmpe og vinde. Det er en fortælling om kærlighed.

Det er 11 år siden, jeg mødte min mand. Gift ved første blik, kan man sige. I hvert fald var det allerede fra første færd som om, vi var gift. For vi var sammen hver dag, og vi var sammen hver nat.

Livet blev ikke, som vi troede, det ville blive, med en præst og en lærerinde og så nogle børn. Det blev lidt anderledes, med en hjemmegående husfar og en lærerinde og så nogle børn.

Det er 8 år siden, jeg blev gift med min mand. Vi håber, vi når at fejre både kobberbryllup og sølvbryllup. Min mand har allerede planlagt, hvad han skal have på til vores sølvbryllup, nemlig sin bryllupsdhoti, som han købte i Indien.

Men de fleste par bliver skilt. Før eller siden. Sådan er det blevet i Danmark. Og vi har også overvejet det, altså at blive skilt. Vores tro på, at det er bedst for os at følges ad, den hang dér og dinglede og var tæt på at styrte i afgrunden.

Der var noget, som ikke var, som det skulle være. Vi søgte efter udveje, efter nye veje. Min fortælling er en fortælling om en søgeproces. Om pejling for to. Jeg har læst et dusin selvhjælpsbøger. De fleste af dem er skrevet af fraskilte. De handler om pejling for én.

Vi tog vejen der førte os fra Nordsjælland til Vestlolland. Vi købte et smukt gammelt hus omgivet af vidtstrakte marker. Min fortælling er en fortælling om at drage afsted som fattigdomsflygtninge, om at slå sig ned langt fra verdens centrum, om at søge et enkelt liv med køkkenhave og høns.

Vi har fået tre dejlige børn. Og de har taget mig med ind i tegnefilmenes forunderlige verden. Min fortælling rummer referencer til den danske film Cykelmyggen og Dansemyggen og til Disneyfilm som Biler, To på flugt og Frost.

Hvem har brug for at læse Kierkegaard, Dostojevski og Proust, når man har adgang til et tegnefilmsunivers med et mylder af livskloge budskaber?

Min fortælling rummer 29 afsnit, hvoraf dette var det første, det indledende afsnit.

The homesteader

Dette er fjerde og sidste afsnit i historien om min mand.

Vi forlod Nordsjælland og drog mod Lolland som fattigdomsflygtninge…

Vi drømte om et andet liv, om en anden bolig. Vi besøgte Svanholm, et økologisk storkollektiv i Hornsherred, men nej, vi var for fattige til at blive optaget i deres økonomiske fællesskab. Deres materielle levestandard var høj og som en naturlig følge af det var også deres økonomiske krav til nye medlemmer høje.

Vi spejdede mod Dyssekilde, en økologisk landsby mellem Hundested og Frederiksværk, men nej, igen var vi for fattige, vi var for fattige til at købe en bolig i Dyssekilde.

Der er mange fattigdomsflygtninge på Lolland. I vores lille landsby har vi indtil videre fundet førtidspensionister fra Sjælland i to huse.

Vi forlod Nordsjælland og drog mod Lolland som nybyggere…

Lolland er et paradis med åbne vidder, billige huse og sære eksistenser.

Jeg søgte drømmejobbet, jeg fik drømmejobbet, og så havde vi travlt med at finde en midlertidig bolig og flytte alle vores ejendele.

Vores første tid på Lolland var præget af, hvad skal jeg sige, rod. Der var tårne af flyttekasser i de fleste rum, og i flyttekasserne lå sauterpander og kokkeknive rodet sammen med læderveste og gamle Jumbobøger. Min mand kunne ikke finde sin barbermaskine.

Da den endelig dukkede op, havde hans fuldskæg vokset sig stort. Nu var han blevet en mand med et stort fuldskæg, og det ville han så gerne blive ved med at være. Det var hans nye jeg, der var vokset frem dér på overlæben, kinderne og hagen.

Han var blevet en mand med et stort fuldskæg. Efter et langt tilløb tog han kørekort. Senere købte han en trailer. Og en himmelblå Kansasjakke. “Hvad laver din far?” spurgte én vores datter. Hun svarede: “Han er derhjemme og på genbrugspladsen.” Med sit fuldskæg, sin trailer og sin himmelblå Kansasjakke.

Vi ledte efter en permanent bolig, efter et sted, hvor vi kunne bo og udfolde os.

Og vi fandt et husmandssted. Det er ikke et husmandssted i traditionel forstand. Men jeg kalder det et husmandssted fordi:

1. Det er et hus langt ude på landet.
2. Der hører to murede udebygninger til huset.
3. Der hører en stor grund til huset med gamle frugttræer.
4. Der er mulighed for at holde høns.
5. Der er mulighed for at etablere en køkkenhave.
6. En husmand rumsterer rundt.

Det var da min mand begyndte at interessere sig for brænde og kløvning af brænde, at han stødte på Wranglerstar. Familien Wranglerstar bor i Canada, og man kan følge familien på YouTube på kanalen:

Wranglerstar

Modern Homesteading

Først købte min mand en Silky Bigboy, det er en foldesav, og det er ifølge Wranglerstar den bedste foldesav. Så købte han en motorsav, jeg ved ikke, hvad den hedder, men der står STIHL på den, og det gør der også på Wranglerstar’s motorsav.

Nogle mænd køber en motorcykel, når de er fyldt 40, min mand købte en trailer og en motorsav.

Som lejere savnede vi at kunne træffe beslutninger vedrørende isolering og opvarmning. Nu er vi blevet ejere. Skulle vi erstatte oliefyret med et træpillefyr? Skulle vi etablere et jordvarmeanlæg? Vi valgte at bygge en masseovn. I stuen.

Det er muligt, at en masseovn for nogle mennesker blot er en opvarmningskilde. For os, for min mand, er det en livsstil. Hvis nogle spørger, hvordan det går, så fortæller han om, hvordan det går med vores masseovn.

Der er noget autentisk over det. At i stedet for at købe olie eller træpiller, så tager man i skoven og fælder træer. Masseovnen har en høj udnyttelsesgrad, så den forbruger væsentligt mindre brænde end en almindelig brændeovn.

Min mand har ikke bygget masseovnen selv. Han fik hjælp af en murer med erfaring i at bygge masseovne. Det er det dér med at gøre det selv. Det lokker, og det skræmmer. Det er på den ene side noget, som min mand længes efter, og det er på den anden side noget, som giver anledning til angst.

Det er sådan en balancegang. Det er fedt at gøre det selv, men det skal give mening at gøre det selv, og man skal kende grænserne for, dels hvad man kan overskue at gøre selv, dels hvad det er forsvarligt at gøre selv.

Min mand bager rugbrød, hænger kød til tørre på loftet og laver kvædegele af kvæder fra haven. Han sætter lamper op og reparerer vores cykler. Men han installerer ikke selv en varmepumpe i annekset. Vi har købt et gammelt hus, og det skal vedligeholdes, men det skal ikke renoveres.

Min mand arbejder. Han arbejder hjemme. Han kløver brænde, køber ind, laver mad, vasker tøj. Han slår græs, beskærer træer, skifter pærer, fjerner døde mus og kører forbi genbrugspladsen med glas, plastik og pap.

Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer. Måske synes min mand en dag, det er blevet tid til at sende et par jobansøgninger afsted. Måske går han i gang med at etablere sin egen virksomhed. Hvem ved. Lige nu er han en… moderne husmand.

Blafferen

Vi har købt en bil, det har vi jo. Men bilen følger børnene. Så kan man tage toget, når man skal alene til København. Eller man kan blaffe. Min mand var blaffer som ung. Han blaffede til skole, og han blaffede, når han rejste rundt i verden. Nu har han genfundet sig selv som blaffer.

Dette er det tredje ud af fire afsnit i historien om min mand. Jeg overvejede at kalde det Den arbejdsløse. Eller Fattigrøven. Men jeg valgte at kalde det Blafferen. Det handler blandt andet om de mentale udfordringer der opstår, når man vælger en tilværelse uden et lønnet job.

Da min mand sagde farvel til Brønshøj Postkontor, sagde han også farvel til sin tilværelse som lønmodtager. I den første tid passede han vores yngste datter. Nu har hun fået en dagplejemor, og han kunne, hvis han ville, være jobsøgende. Men han er ikke jobsøgende.

Grunden til det fortaber sig i et miskmask af forhold. Det er psykisk hårdt at være jobsøgende, det er ikke noget for sarte sjæle. Der er så meget, han i princippet gerne vil, men hvis man betragter det, han gerne vil, som en mængde, og jobannoncernes beskrivelser af arbejdsopgaver som en anden mængde, så er fællesmængden forsvindende lille.

Han har strejket siden Danmark gik i krig mod Irak. Han har sådan en modstand inden i sig mod det danske samfund, han har det bedst på kanten af samfundet, hvor der er færre krav til ham om deltagelse i det store forkromede Projekt Danmark.

Gretchen Rubin skelner mellem upholders, questioners, obligers og rebels. Og hvad er min mand, mon ikke han er rebel?

Min mand følger Wranglerstar på YouTube, mere om det i næste afsnit af historien om min mand, The Homesteader. Men gennem Wranglerstar har han lært Casey Neistat at kende. Casey Neistat har en vlog. Og vi har sammen set et par af hans videoer, som handler om hans hverdag, f.eks. en video om, hvordan han bruger døgnets 24 timer, meget interessant.

Nå, men Casey Neistat fortæller i en af sine videoer, at han kan lide at sørge økonomisk for sin familie, at arbejde for at familien kan købe, hvad den har brug for. Back to basics. Manden der går på jagt. Vi skriver 2015, men mon ikke mange mænd har det i sig, at de skal være familiens skaffer? Og hvis de ikke lykkes i rollen som familiens skaffer, så påvirker det deres identitet, deres selvværd, de føler sig mindreværdige?

Nye tider, nye mennesker. Sådan sagde en nabo, da min mand fortalte, at han gik hjemme, så længe børnene var små. Han var selv en driftig landmand, og jeg tror ikke, han i sin vildeste fantasi kunne forestille sig at gøre noget tilsvarende, men han anerkendte, at det var et legitimt valg. Og det gjorde han, fordi min mand fortalte ham om det på en måde, der vidnede om selvværd og bevidste livsvalg.

Det kunne han den dag, fortælle om det på en måde, der vidnede om selvværd og bevidste livsvalg. Hvad skal jeg sige om sådanne dage, jeg elsker sådanne dage, det er gode dage, virkelig gode dage.

Blafferen som type er i familie med vagabonden. Vagabonden vandrer på landevejen med sin hund, sin øl og sin barnevogn. Og ligesom den lille mis på vejen, så er vagabonden sgu sin egen.

Piet Heins fascination af vagabonden som type afspejles i hans mange underfundige tegninger af vagabonder. Men hvad er det med Piet Hein og vagabonder? Piet Hein har noget til fælles med min mand, han har nemlig to ufuldendte uddannelser bag sig, hvoraf den ene er en uddannelse i teoretisk fysik.

Uden bevis for at have bestået sine afsluttende eksamener er man forment adgang til det store Projekt Danmark. Og måske er det lige præcis derfor, man ikke har taget sine afsluttende eksamener. Fordi man ikke ønskede adgang til det store Projekt Danmark.

Man hører ikke naturligt hjemme nogen steder. Man er hverken uddannet eller uuddannet. Min mand kalder sig teolog. For det er det, han er. Og så er han det alligevel ikke. Han er nemlig ikke noget, jo, han er vagabond, vrøvl, blaffer.

I banken tæller kun faste jobs. Har du job, eller har du ikke job, halve løsninger, nej, det regner vi ikke for noget. Min mand har i masser af år haft “løse jobs”. Mens jeg har kendt ham har han haft “løse jobs” hos DSB, hos Post Danmark og i folkeskolen. Løst eller fast, penge er jo penge, og han har tjent en passende mængde.

Jeg tror, forhandlingerne med banken var med til at skubbe ham længere ud, skubbe ham helt ud af arbejdsmarkedet. For hvorfor have et løst job, hvis det kun er faste jobs, der tæller?

Der er en diskrepans mellem på den ene side den danske bankverdens vurdering af vores økonomiske situation og på den anden side vores egen. Vi synes ikke, vi mangler noget i hverdagen, ergo er vi ikke fattige. Kan man ikke være ligeglad med den danske bankverdens vurdering af éns økonomiske situation? Jo, så længe man bor i en lejebolig og sørger for, at indtægter og udgifter følges ad.

For så har man ikke brug for at låne nogen penge. Man kan undgå at tale med bankrådgivere, man kan undgå at få øje på sig selv med en bankrådgivers øjne. Hvad er det en bankrådgiver ser? Når en bankrådgiver ser på min mand, så ser han arbejdsløshed og fattigdom. Han ser svaghed.

Min mand, nej, han ville ikke med i banken. Jeg bliver bare hjemme, sagde han. Men efterhånden fik han trampet en sti hen til banken. Han kæmpede mod den fæle trold, der gemte sig ved indgangen, og han vandt. Han deltog i forhandlingerne med banken. Og til sidst, til allersidst, så fik vi lov. Vi fik lov til at låne penge. Og vi var glade.

Og i princippet kan vi nu klare os med én månedlig lønindtægt, nemlig min. Det er godkendt af banken. Så kan min mand være blafferen, vagabonden, den fandenivoldske, den frie.

Postbudet

Man kan godt skifte retning i sit liv. Det kan man uanset hvor gammel man er blevet. Min mand stod overfor at skifte retning. Jeg var åben, troede jeg. Han kunne vælge lige præcis den retning, han ville, troede jeg. I virkeligheden var der en ramme, der var en grænse, jeg var ikke klar til at acceptere hvad som helst.

Han gav sig selv nogle år med midlertidigt arbejde, mens han overvejede sin situation. Jeg hjalp ham med at blive postbud, og jeg hjalp ham med at blive lærervikar. Det var jobbet som postbud, han blev gladest for. Han bragte post ud på cykel, og han blev en flot mand, veltrænet. Men ét eller andet sted på vejen mistede han min opbakning.

Det var ikke fordi, jobbet som postbud ændrede sin midlertidige karakter til en mere permanent karakter. Jeg kunne i princippet godt leve resten af mit liv gift med et postbud.

Når han betragtede arbejdsforholdene, der blev dårligere og dårligere, så var det uden større betydning, for jobbet som postbud var midlertidigt. Når han overvejede at søge efter et andet job, så blev det ikke til noget, for han var for optaget af sit job som postbud. Var det sådan, det var?

Jeg blev med tiden mere og mere frustreret over, at han ikke søgte et andet job. Fordi der var så meget, han hellere ville end at være postbud. Han havde drømme. Og han havde talenter, der savnede at blive brugt.

Han sagde, at vi havde brug for pengene. Han begyndte at begrunde sin tilværelse som lønslave med udgangspunkt i mine ønsker om komfort, om et liv med villa, Volvo og vovhund.

Det var frustrerende af to grunde. Den første grund er den indlysende grund: Jeg ønskede ikke at være gift med en bitter mand, der resten af sit liv kunne bebrejde mig for sit elendige liv. Den anden grund er den kyniske grund: Hvor fedt er et liv med villa, Volvo og vovhund, hvis villaen er en ussel én af slagsen? Hvilken bolig i forstadsdanmark har et postbud og en folkeskolelærer råd til at købe?

Hvis jobbet som postbud skulle blive permanent, så skulle det blive permanent, fordi det var et job, som kunne kombineres med et liv som nærværende far. Jeg vil ikke skrive en masse ned om postbudenes arbejdsforhold, det er der andre, der har gjort. Jeg vil blot konkludere, at jobbet som postbud på lige fod med alle mulige andre jobs er blevet svært at forene med et liv som nærværende far.

Hvorfor skulle vores børn afleveres tidligt og hentes sent hver dag? Jeg kunne have accepteret en tilværelse med lange arbejdsdage for de voksne og tilsvarende lange institutionsdage for børnene. Men kun i sammenhæng med dedikerede arbejdsliv.

Så rammen var sådan: Min mand havde to muligheder. Han kunne enten være den nærværende far, eller han kunne finde et job, som han var dedikeret til, som han brændte for.

Jeg kunne ikke acceptere, at han valgte et liv med lange arbejdsdage og middelmådig arbejdsglæde. Og det endda for min skyld. Der var min grænse.

Præsten

Jeg har besluttet at skrive en lille håndfuld blogindlæg om min mands deroute. Om en vedvarende identitetskrise. Om en smerte som indrammer vores tilværelse. Om et livsvilkår med økonomiske konsekvenser. Om et ægteskab i forandring.

Jeg synes, det er sådan et godt udtryk, specialesumpen. Det er episk. I Jakob Martin Strids bog Den utrolige historie om den kæmpestore pære skal heltene forbi De Grusomme Pirater, Den Frygtelige Sødrage og Det Natsorte Hav for at komme til målet, nemlig den mystiske ø. Men intet kan stoppe de to helte, Mitcho og Sebastian.

Og hvad så med min helt, min mand, klarede han den, nåede han uskadt igennem den farlige specialesump? Nej.

Man kan undgå at falde i specialesumpen og nå sit mål, kandidatgraden. Man kan falde i specialesumpen, men rejse sig igen og nå sit mål, kandidatgraden. Og så er der en tredje mulighed. Man kan man falde i specialesumpen. The End.

Jeg mødte min mand i Københavns Domkirke i 2004. På det tidspunkt havde han læst teologi i 6 år. Hans eksamensudskrift var spækket med topkarakterer. Han nåede at læse teologi i 12 år, før han trykkede på stopknappen. Han manglede kun at færdiggøre sit speciale.

Undervejs i sit teologistudium mistede han lysten til at blive præst. Og hans fundament begyndte at smuldre. Det gjorde motivationen for at fordybe sig i et teologisk speciale selvfølgelig også.

Nuvel, vi så frem til en tilværelse i en præstegård et sted i Danmark. Jeg skulle følge ham derhen, hvor han skulle være præst. For jeg kunne i princippet få job hvor som helst. Jeg var indstillet på at søge job hvor som helst. En præst og en lærer og så nogle børn.

Sådan blev det ikke. Vores liv formede sig anderledes end forventet. Specialesumpen tog noget fra min mand, den tog selvtillid og livsmod, og den tog noget fra os, den tog vores masterplan.

Jeg tror, det værste var løgnen. Løgnen som bid for bid ændrede min forestilling om, hvem jeg var gift med. Han sagde, han var i gang med sit speciale. Han sagde det til sig selv, og han sagde det til mig. Men det var løgn. Han løg for sig selv, og han løg for mig. Og det stod på i mange år.

Han læste, jo, det gjorde han. Men det kommer der ikke noget speciale ud af. Vi indrettede vores tilværelse med henblik på at give ham gode betingelser for at arbejde med sit speciale. Det var ikke uden omkostninger.

Jeg vil gerne give min mand den bedst mulige opbakning. Men jeg lærte noget de år, det var ikke noget, jeg ønskede at lære, jeg lærte, at det ikke kan betale sig.